Shhh! Nye EU-regler for støj betyder et farvel til potente biler

Mercedes-AMG C 63 Performance

Elbiler larmer ikke, de er fremtiden, og det er helt i tråd med EU’s nye regler for støj fra vejene. Næste år skrues der yderligere ned.

Støjforurening er skidt for helbredet. Så skidt, at for kraftig støj hvert år er indirekte årsag til helbredsproblemer og endda dødsfald. Nye EU-regler skal lægge en dæmper på larmen, og de regler træder i kraft 1. juli 2026. 

EU-forordningen er delvist en slags håndsrækning til de stille elbiler, men er det modsatte for nogle af de mest potente benzinmotorer, hvor kraftudfoldelserne ledsages af motorlyd.

Konsekvensen er i hvert fald, at Mercedes ifølge interne papirer, som tyske Elektroauto News er kommet i besiddelse af, bliver nødt til at standse produktionen af visse AMG-modeller. 

Elektroauto News skriver på baggrund af det interne notat “C-Klasse/GLC/GLA – Ankündigung Auslauftermine AMG”, at det indtil videre synes at dreje sig om 4-cylindrede Mercedes-AMG-modeller som C 43 4Matic, GLC 43 4Matic og GLA 35 4Matic. De tre lukkes ned allerede i februar. I maj er det slut med C 63 S E Performance (foto øverst) og GLC 63 S E Performance. Hvordan fremtiden tegner for V8-motoriserede basser som eksempelvis GT 55 og GT 63 fremgår ikke af de interne papirer.

Andre biler fra fabrikanter af potente og højtydende benzinmodeller vil med garanti også være i farezonen.

12.000 for tidlige dødsfald

EU oplyser på baggrund af indrapporteringer fra de enkelte medlemslandes sundhedssektorer, at cirka halvdelen af befolkningen i EU er udsat for støjforurening. Det vil sige en konstant lydpåvirkning over 55 decibel (se tabel i bunden af artiklen).

Ifølge EU er støjforureningen hvert år medvirkende årsag til 12.000 for tidlige dødsfald. Der bl.a. skyldes 48.000 årlige tilfælde af de såkaldte iskæmiske hjertesygdomme - en fællesbetegnelse for sygdomme i hjertet, der skyldes forsnævring af de årer, der forsyner hjertet med blod og ilt. EU anslår også, at et ukendt antal millioner hvert år bliver ramt af søvnbesvær på grund af støj.

Så meget støjer det

Støjkilder oplyses ifølge flere forskellige kilder til at afgive følgende decibel (dB):

Almindelig samtale: 60-70 dB.
Støvsuger: 70-80 dB.
Tæt trafik: 80-90 dB.
Rockkoncert: 110-120 dB.
Smertegrænsen: 120-130 dB.
Geværskud: 150-160 dB.
Trommehinden brister: 180 dB.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here