Skærpet crashtest koster sikre biler stjerner

Euro NCAPs crashtest er nu så skrap, at selv sikre biler har svært ved at opnå topkarakteren fem stjerner. Denne gang går det ud over Mazda 2 og Fiat 500X.

Skrap, skrappere, Euro NCAP anno 2015…

Den europæiske crashtestorganisation har skærpet kravene til nye bilers sikkerhed i en grad, så selv sikre biler har svært ved at opnå topkarakteren fem stjerner.

For bilkøberne betyder det, at de skal vænne sig til en situation, hvor en bil med firestjernet eller endda trestjernet sikkerhed kan være et mere sikkert valg end en bilmodel, der scorede fem stjerner for blot få år siden.

Forklaringen er, at Euro NCAP dels har et naturligt ønske om fortsat at løfte overliggeren for bilernes sikkerhed, dels for få år siden måtte sande, at stort set alle nye biler fik topkarakter i crashtesten. Det sidste var med til at underminere Euro NCAPs troværdighed. Derfor har organisationen særligt de sidste par år skærpet kravene.

Særligt bilernes aktive sikkerhed har fået større opmærksomhed. Det gælder især de såkaldte automatiske nødbremser, der kan virke ved enten lave hastigheder eller såkaldte Inter-Urban bremser, der virker ved op til landevejsfart. Ikke alle biler sælges med den slags udstyr – og for at gøre det endnu mere kompliceret er det ikke altid standardudstyr på de biler, der faktisk kan fås med automatisk nødbremse. Er det sidste tilfældet, kræver Euro NCAP at en vis procentdel af de solgte biler har automatisk nødbremse – ellers koster det en stjerne.

For bilkøberne betyder det, at de skal læse det med småt i udstyrslisten, hvis de vil vide, om deres bil er bedømt til at have fem-, fire- eller måske tre-stjernet sikkerhed. Spørg din forhandler – han skal kunne svare på, hvor mange NCAP-stjerner den enkelte bilmodel har.

Den nye Suzuki Vitara scorer alle fem stjerner i NCAP-testen - men kan miste både en og to stjerner, hvis den mangler aktivt sikkerhedsudstyr.
Den nye Suzuki Vitara scorer alle fem stjerner i NCAP-testen – men kan miste både en og to stjerner, hvis den mangler aktivt sikkerhedsudstyr.

Sikre biler misser topkarakter
I Euro NCAPs nyeste crashtest illustrerer to biler, hvor skrap testen er blevet: Både Mazda 2 (billedet) og Fiat 500 X må nøjes med fire ud af fem stjerner, selv om de ret beset yder særdeles god beskyttelse af deres passagerer i et sammenstød.

I begge tilfælde skyldes det, at automatisk nødbremse er ekstraudstyr. Og fravælger køberen andre, aktive sikkerhedssystemer som f.eks. vognbaneassistent eller fartbegrænser, kan det koste begge biler yderligere en stjerne – også selv om den basale crashsikkerhed er høj i både Fiat 500X og Mazda 2.

De sidste to biler i den nyeste test – Renault Espace og Suzuki Vitara – scorede begge topkarakteren fem stjerner, men også her gælder det, at det koster en stjerne eller to, hvis aktive sikkerhedsdetlajer som automatisk nødbremse, fartbegrænser eller vognbaneassistent fravælges.

Læs om den nye crashtest i detaljer på sikkerbil.dk

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here