Slut med fastprisaftaler - Norlys overtager elbil-kunder

norlys fastprisaftaler

En stor del af E.ON’s elbil-kunder flyttes over til Norlys. Der vil fortsat være service på ladebokse, men fastpris-aftaler på opladning opsiges.

Den tyske ladegigant E.ON fortsætter med at skrue ned for forretningen i Danmark. I maj stoppede E.ON salget af ladebokse til private og firmaer - nu overtager den danske ladeoperatør Norlys en stor del af E.ON Drives danske privat- og erhvervskunder. 

Overtagelsen betyder, at nuværende E.ON-kunder med ladeboks kan fortsætte deres serviceaftale med Norlys uden at skifte deres ladeboks. Norlys overtager både service og afregning.

Opsiger fastpris-aftaler

“Det har været vigtigt for os at finde en operatør, der kan matche det, vores kunder efterspørger og samtidig sikre, at de ikke skal udskifte deres eksisterende ladebokse. Samtidig har Norlys et bredt udvalg af ladeprodukter, hvor kunderne kan vælge forbrugsafregning eller fastprisprodukter alt efter, hvad der passer dem bedst”, siger administrerende direktør i E.ON Drive Peter Jonsson.

Med overdragelsen af kunder til Norlys opsiger E.ON samtidig alle fastpris-aftaler med deres kunder. I stedet skal kunderne indgå en ny aftale med Norlys, der også tilbyder lignende fastpris-aftaler. Alternativt kan de vælge en helt ny ladeoperatør.

Med overtagelsen af en stor del af E.ON’s kunder, forfølger Norlys sin strategi om at blive en af de store spillere på markedet for opladning af elbiler.

Mindre konkurrence

For forbrugerne betyder E.ON’s tilbagetrækning dog færre udbydere og dermed mindre konkurrence. Og det er ikke nødvendigvis godt for forbrugerne, mener bilistorganisationen FDM.

”Udviklingen er et tegn på den hårde konkurrence på markedet for elbilopladning – især på hjemmeopladning, hvor aktørerne kæmper om kunderne. Med kun 400.000 elbiler i Danmark er det et presset marked, og vi vil formentlig se mere konsolidering i form af opkøb, fusioner og nye partnerskaber,” sagde forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru tilbage i maj.

Ny virkelighed

Siden har den danske regering foreslået at droppe elafgiften i 2026 og 2027. Den har tidligere givet ladeoperatører en sikker indtægtskilde, fordi de har administreret refusionsordningen, der gør det muligt for elbilister at få tilbagebetalt elafgiften på opladning.

Ordningen har givet ladeoperatører mulighed for at lave abonnementsordninger, der har knyttet kunderne til en bestemt operatør. Samtidig har store ladeoperatører som Clever haft held med at sælge fastprisaftaler, hvor elbilister betaler et fast månedligt beløb for fri opladning.

Fastprisaftaler er til gengæld blevet kritiseret af både Forbrugerrådet og Konkurrencerådet for at resultere i, at elbilisterne betaler op til 70 procent for meget for opladning.

Med bortfaldet af refusionsordninger bliver det nemmere for elbilister at vælge frit mellem ladeoperatører - eller helt undlade at knytte sig til en bestemt leverandør. 

Det er den virkelighed, som ladeoperatørerne nu kigger ind i - og som formentlig er medvirkende til, at E.ON trækker sig fra markedet. E.ON fortsætter dog med at tilbyde offentlig lynladning - typisk langs det danske motorvejsnet.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here