Smugkig på ny mikro-elbil fra Honda

honda mikrobil

Honda gør klar til at afløse Honda e med den kantede N-One e: Trods miniput-størrelsen lover Honda god plads og 270 km rækkevidde.

Honda skabte røre med sin første, dedikerede elbil Honda e i 2020. Den knapt fire meter lange mini charmerede med runde for- og baglygter, sjove køreegenskaber og ’pausefisk’ på en af de utallige skærme i kabinen. Men høj pris og lav rækkevidde begrænsede salget, og allerede i 2023 var det slut med Honda e i Europa.

Sådan ser Honda N-One e: ud til det japanske hjemmemarked.

Nu er der tilsyneladende en endnu mindre afløser på vej. Honda har i hvert fald teaset den nye N-One e: (Honda insisterer på uforståelige betegnelser til deres elbiler) i England med engelske nummerplader og det hele. Det skete i forbindelse med Goodwood Festival of Speed, hvor bilen var camoufleret.

3,4 meter kei-car

Ny har Honda rykket folien af den produktionsklare N-One e: Under folien finder vi en japansk kei-car – mikrobiler, der er under 3,4 meter lange og højst har 64 hk for dermed at opnå fordele inden for afgifter og parkering.

Masser af knapper og en lille skærm på ni tommer til føreren.

Hidtil har vi ikke set kei-car biler i Europa. Men meget tyder på, at Honda gør klar til at sende en let ændret udgave af den elektriske mikrobil til Europa. Den prototype, som Honda viste i England, er nemlig en N-One e: med større skærmkasser, der giver plads til større hjul og bredere sporvidde. Voila – Honda har en lille mikrobil, der kan konkurrere med kommende små elbiler som Renault Twingo og VW ID.1.

God pladsudnyttelse

Og hvorfor ikke? Europa skriger på små og billige elbiler. Kei-cars er tilmed berømte for deres fænomenale pladsudnyttelse. Honda N-One e: ligner ikke en undtagelse. Det fuldstændigt firkantede karrosseri spilder ingen plads. Bortset fra en kort næse til elmotor og elektronik, udnyttes hele kabinen til fire siddepladser og et mindre bagagerum. Splitbagsædet kan både fældes frem eller vippes op, så du skaber plads til både store og høje ting.

Bagsæderne kan vippes op - et velkendt Honda-trick.

Førerpladsen er også lige ud af landevejen med masser af fysiske knapper og en mindre infotainmentskærm på ni tommer. Som ekstraudstyr kan du få et udtag med forlængerledning, så din N-One e: kan levere strøm til mindre elektriske apparater som elkogere og elcykler.

270 km rækkevidde

I sagens natur er der ikke plads til et stort batteri i en 3,4 meter lang elbil. Honda har klemt et batteri på 29,6 kWh ned under gulvet, og det rækker faktisk til 270 km efter WLTP-normen – 60 km mere end den pensionerede Honda e.

Tid til te: Med et strømudtag kan den lille Honda bruges som mobilt elværk.

Honda opgiver ikke specifikationer for N-One e:, men kommer den til Europa, behøver den ikke nøjes med 64 hk som kei-cars i Japan. Vi gætter på, at Honda skruer op for ydelsen – det er let med en elmotor.

Hjemme i Japan begynder Honda at tage imod bestillinger på N-One e: 1. august. Hvornår europæiske Honda-fans får samme mulighed vides endnu ikke.

Større skærmkasser og hjul kan N-One e: til en 'rigtig' mikrobil i Europa.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here