Elbiler kan snart sende strøm retur til elnettet. Det kan både udligne mangel på vedvarende energi som sol og vind og reducere prisen på el.
Elbilers store batterier er på vej til at blive en vigtig del af energiforsyningen i Danmark. Elbilers batterier kan nemlig sammenlignes med enorme powerbanks, der holder lige uden for døren. Og det kan vise sig særdeles nyttigt, hvad enten der mangler vedvarende energi som vind og sol i elnettet – eller strømmen går fuldstændigt, som vi så det for nylig i Sydeuropa.
Det handler om såkaldt to-vejs opladning. Ved hjælp af ny ladeteknologi kan man ikke blot lade elbilens batteri op. Strøm fra elbilens batteri kan også føres retur i systemet. Enten direkte til husstanden eller til elnettet.
I takt med at der bliver stadig flere elbiler i Danmark, kan elbiler spille en stadig vigtigere rolle for elnettet, vurderer Mobility Denmark i en ny analyse.
“Der er et stort potentiale for at udnytte elbilerne som en energikilde, særligt i tilfælde af strømafbrydelse. I tilfælde af større strømafbrydelser, som den vi netop har været vidne til i Sydeuropa, ville en elbil med to-vejs-ladning kunne lette udfordringerne for mange husstande. Teknologien kan skabe stor værdi i pressede situationer, og det er én af flere grunde til at se nærmere på mulighederne for implementering af teknologien i Danmark,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Kæmpe ressource
Den samlede danske bestand af elbiler har allerede en samlet batterikapacitet på 31 GWh. Fortsætter salget, forventes kapaciteten at blive næsten firedoblet frem mod 2030.
Allerede i dag kan de danske elbiler til sammen lagre den strøm, som havvindmølleparken Middelgrunden i gennemsnit producerer på 128 dage. Det gør elbiler til en enorm ressource, der bare venter på at blive udnyttet.
“To-vejs-ladning gør elbilerne til en mulig kilde til energilagring udgør et stort potentiale for aflastning af elnettet. Det kan i praksis også være af stor betydning for de enkelte husstande, som kan oplade deres bil, når strømmen er billigst, og bruge den som energikilde på tidspunkter i døgnet, hvor efterspørgslen efter strøm er stor,” siger Mads Rørvig.
Mere stabilt elnet
En anden fordel ved to-vejs opladning – også kendt som vehichle-to-grid eller V2G – er at elbiler kan bruges til at balancere udsvingene i elproduktionen fra vind og sol.
”Der er et stort potentiale i V2G-teknologi, der kan bidrage til et mere fleksibelt og stabilt elnet – særligt i spidsbelastningsperioder. En implementering er ikke uden udfordringer, men teknologien er moden, og interessen er stor. Derfor er det også vigtigt, at der skabes klare rammer for afregning, skatteforhold og adgang til elmarkedet for V2G-aktører. En større udnyttelse af elbilernes batterier kan give både samfundsøkonomiske, klimamæssige og forbrugermæssige gevinster,” siger Mads Rørvig.
Sparer tusindvis af kr.
To-vejs opladning er ikke science fiction. Faktisk er teknologien allerede i brug – f.eks. på Frederiksberg.
Serviceteknikere fra Frederiksberg Forsyning er blandt de første i verden, der tester to-vejs opladning på en hel flåde af elbiler. Det skriver tv2.dk.
Frederiksbergs Forsynings elbiler har hver dag været koblet til elnettet omkring 17 timer, hvor de har fungeret som en buffer i elnettet.
Frederiksberg Forsyning har positive erfaringer med to-vejs opladning. Økonomisk har det givet en kontant fordel: Hver elbil har tjent ca. 6.000 kr. på at sende strøm retur fra bilen til elnettet.
”Vi får en økonomisk kompensation for at sætte bilerne til rådighed for nettet. Men det vigtigste er, at vi bidrager til den grønne omstilling og til at balancere elnettet, når der er brug for det,” siger Kristian Beyer fra Frederiksberg Forsyning til tv2.dk.