Spareplan: Volvo skal spare 12 milliarder kroner

volvo batterier

Situationen er alvorlig. Efter et flot 2024 var Volvos nedgang i 2025’s første kvartal markant. En spareplan på 12 mia. kr. er sat i værk.

Afskedigelser kommer Volvo ikke udenom. Efter et horribelt regnskab for første kvartal 2025 har den nyligt hjemvendte Volvo-topchef, Håkan Samuelsson, netop bebudet massive besparelser. En spareplan på 1,87 milliarder dollar (12,3 mia. kroner) skal snarest sættes i værk.

I 2025’s første tre måneder faldt det globale salg med seks procent sammenlignet med samme periode 2024. Salget af elbiler faldt med 15 pct., og det totale salg var helt nede på 172.000 biler. Omsætningen faldt med 11,7 pct., men de primære driftsindtægter faldt med hele 72 pct.

Nedprioritering i Europa

“Automobil-industrien står midt i en meget vanskelig periode, hvis lige ikke er set tidligere,” siger Håkan Samuelsson til blandt andre det amerikanske medie InsideEVs.

Samuelsson understreger dog, at Volvos strategi er klar, men at man først i 2026 vil begynde at se effekterne af den. Han afslører, at Europa rykker ned i bunden af listen over prioriteter. På den anden side vil der blive fokuseret kraftigt på USA og Kina. De to markeder er Volvos vigtigste, understreger Samuelsson.

En ny organisation i Nordamerika er ved at komme på skinner, og i Kina ser Volvo store muligheder for at øge salget markant. 

To år til at fremtidssikre

Håkan Samuelsson vendte tilbage til chefjobbet 1. april, da han afløste skotten Jim Rowan, som fik sparket. Rowan nåede at være topchef i tre år og kunne i 2024 fremvise et årsregnskab, der aldrig tidligere i Volvos historie havde været bedre. 

Men med det nu kendte resultat for første kvartal har man en meget god forklaring på afskedigelsen af Rowan. Da han røg ud, forlød det samtidig, at der var store forskelle mellem Rowans og Volvos kinesiske ejer Geelys tanker om mærkets fremtid.

74-årige Samuelsson var Volvos øverste chef fra 2012 til 2022. Han blev 1. april hevet ind på en to-årig kontrakt, og hans klare opgave er at fremtidssikre Volvo i samarbejde med ejerne.

Volvo tæt på 100 år

Volvo – der på latin betyder “jeg ruller” – kan snart fejre 100 års jubilæum. Virksomheden blev grundlagt i Gøteborg i 1927. Adskillige modeller har gennem årene sat standarden, og sikkerhed har altid været et væsentligt fokus. 

Det første store sikkerheds-skridt blev taget i 1959, da Volvo som det første bilmærke i historien indførte trepunkts-sikkerhedsselen. Formentlig den sikkerhedsforanstaltning, der gennem tiden har reddet flest liv i trafikken. 

Volvos selvstændighed sluttede i 1999, da Volvo Group solgte Volvo Car Corporation til Ford Motor Company for 6,47 mia. dollar (ca. 42 mia. kr.). Efter nogle turbulente år under amerikansk ejerskab købte kinesiske Geely i 2010 Volvo af Ford for en slik – 1,8 mia. dollar (knap 12 mia. kr.).

Geely har, objektivt betragtet, været en gevinst for Volvo, der har fået frie tøjler og har kunnet bibeholde udviklingsafdelingen i Sverige og en del af produktionen i Europa. 

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here