Autoriseret service kan give danske Citroën, Peugeot, Opel og DS-kunder op til otte års nybilsgaranti. Men der er mange undtagelser.
Stellantis-koncernen indfører otte års nybilsgaranti på flere bilmærker i Danmark. De otte års garanti i det såkaldte Care-program afhænger dog af, at man får udført al service på autoriseret værksted. Care-garantien omfatter også kun elbiler fra Stellantis-mærkerne Citroën, Peugeot, Opel og DS. Andre kendte mærker fra koncernen som Fiat, Alfa Romeo og Jeep er ikke omfattet.
Med otte års garanti indfrier Stellantis et løfte fra begyndelsen af 2024, hvor der blev lovet otte års garanti på den dengang kommende Peugeot-elbil, E-3008 (foto).
Efterfølgende måtte den danske importør, Wismo Group, dog afblæse de otte års garanti, til trods for, at der var annonceret med den. Det medførte utilfredse kunder og skarp kritik fra Forbrugerombudsmanden. Sagen blev afsluttet med, at over 200 danske Peugeot-kunder alligevel fik otte års garanti på deres nyindkøbte E-3008.
Stadig fem års garanti
Tidligere i år indførte Wismo Group fem års garanti på elbiler fra Citroën, Peugeot og Opel og senest Fiat.
Den garanti fortsætter. Det vil dog være muligt for Citroën, Peugeot, Opel og DS-ejere at skifte til de otte års Care-garanti uden beregning, hvis de fremover følger den autoriserede service af deres elbiler. Gør de det, vil hver autoriseret service forlænge nybilsgarantien med to år, indtil bilen er otte år gammel eller har kørt 160.000 km.
Flere betingelser
En lang række andre betingelser skal også være opfyldt for at få adgang til otte års garanti.
Elbiler fra Citroën, Peugeot, Opel og DS skal være registreret efter 21. april 2025. Her får ejerne frit valg mellem at fortsætte på den eksisterende fem års garanti eller overgå til Care-programmet uden omkostninger.
Er bilen købt før 21. april 2025, kan den ikke kommer under Care-programmet. Heller ikke mod betaling.
Kunder, der har købt en Peugeot E-3008 eller E-5008 og ikke er omfattet af den lokale Wismo Care-ordning, kan få adgang til Care-programmet mod en betaling på 5.000 kr.
Kunder, der har købt en E-3008 og allerede er dækket af den lokale Wismo Care-ordning, får valget mellem at forblive i deres nuværende ordning eller skifte til Care-programmet, uden betaling.
Rykker forbi mange konkurrenter
Som ejer af en ny eller nyere elbil fra Stellantis skal man altså læse det med småt for at se, om, og hvordan man kan blive omfattet af otte års garanti.
Omvendt rykker Citroën, Peugeot, Opel og DS på kort tid fra at have en markedets korteste nybilsgarantier til nu at have en af de længste.
De fire Stellantis-mærker rykker forbi de fleste konkurrenter og tæt på Toyota, der har en lignende service-aktiveret garanti på hele 10 år. Det kan vise sig at blive en fordel for Citroën, Peugeot, Opel og DS, der længe har haft et ry for ikke blot at være udfordret på garanti, men også pålidelighed. Begge disse bekymringer maner Stellantis nu til jorden med otte års garanti.
Bilmærkernes nyvognsgaranti
Aiways: 5 års nyvognsgaranti eller 160.000 km *
Alfa Romeo: 2 års nyvognsgaranti
Audi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
BMW: 2 års nyvognsgaranti
BYD: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Citroën: 5 års nyvognsgaranti* eller 8 års serviceaktiveret garanti***
Cupra: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
DS: 2 års nybilsgaranti eller 8 års serviceaktiveret garanti***
Fiat: 5 års nyvognsgaranti*
Ford: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km *
Honda: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Hongqi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Hyundai: 5 års nyvognsgaranti uden km.-begrænsning
JAC: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km *
Jaguar: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Jeep: 2 års nyvognsgaranti
Kia: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km
Lexus: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km **
Mazda: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Mercedes-Benz: 5 års nyvognsgaranti (foreløbig 2025 ud) *
MG: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km
Mini: 2 års nyvognsgaranti
Nissan: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km
Omoda: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Opel: 5 års nyvognsgaranti * eller 8 års serviceaktiveret garanti***
Peugeot: 5 års nyvognsgaranti * eller 8 års serviceaktiveret garanti***
Porsche: 2 års nyvognsgaranti
Polestar: 5 års nyvognsgaranti *
Renault: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Seat: 2 års nyvognsgaranti
Skoda: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Suzuki: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Tesla: 4 års nyvognsgaranti eller 80.000 km *
Toyota: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km **
Volkswagen: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km *
Volvo: 5 års nyvognsgaranti eller 200.000 km *
Xpeng: 7 års nyvognsgaranti eller 160.000 km *
Bemærk: * gælder kun for elbiler. ** Op til 10 år/185.000 km nyvognsgaranti, forudsat at bilen serviceres regelmæssigt hos autoriserede værksteder. *** Op til 8 år/160.000 km nyvognsgaranti, forudsat at bilen serviceres regelmæssigt hos autoriserede værksteder.






