Større batteri og bagrudevisker til Ioniq 5

ioniq 5

Hyundai opgraderer Ioniq 5 med alt fra større batteri til bagrudevisker. Hjemmemarkedet får den nu, danskerne senere i år.

Konkurrencen er nådesløs blandt elbilerne. Selv en kritiker-darling som Hyundai Ioniq 5, i 2022 kåret til både Årets Bil i Danmark og Årets Bil i Verden, må oppe sig for at holde sig inde i varmen. I sidste måned blev den – for anden gang – sat ned i pris, og nu får den også en ansigtsløftning.

Kosmetisk sker der ikke så meget – Ioniq 5 står stadig skarpt, så koreanerne nøjes med let ændrede kofangere og en større hækspoiler, der skal reducere luftmodstanden. Og så en tilføjelse, der går imod trenden for elbiler, men som mange elbils-ejere savner: En god, gammeldags visker til bagruden, der kan fjerne regn, dug og sne med et snuptag.

Kosmetisk ligner Hyundai Ioniq 5 sig selv – men teknikken er forbedret på flere områder.

Mest iøjnefaldende bliver tilføjelsen af en N-line variant, der låner design-detaljer fra den vilde N-udgave, men uden at skrue ydelsen op til den models voldsomme 478 kW (650 hk).

Længere rækkevidde

Mens de synlige ændringer er til at overse, går Hyundai grundigt til værks med teknikken. Mest overraskende i form af et større batteri. Det hidtil største batteri på 77.4 kWh vokser til 84 kWh, hvilket imødekommer et af de få kritikpunkter af Ioniq 5, der hidtil kun har kørt lidt over 500 km på en fuld opladning ifølge WLTP-normen. Hvor meget rækkevidden øges oplyser Hyundai dog ikke. Vi gætter på ca. 50 km WLTP – og omkring 25-30 km i virkelighedens verden.

Nye, aerodynamiske hjul skal være med til at øge rækkevidden.

Flere fysiske knapper

I kabinen sker der også spændende ting. I lighed med den nye Hyundai Kona, kommer der flere fysiske knapper på midterkonsollen, der skal lette betjeningen af eksempelvis sædevarme og ventilation.

Rattet er redsignet og mobil-holderen flyttet op i midterarmlænet.

Køreassistenterne og navigationen er opgraderet til ’version 2.0’ og Hyundai kan fremover foretage langt flere opdateringer ’over-the-air’, der skal forbedre din Ioniq 5, mens den holder parkeret.

Mere støjisolering af elmotoren ved bagakslen, nye støddæmpere og diverse afstivninger af karrosseriet skal både reducere støjen og skærpe køreegenskaberne.

Om opgraderingen også øger motorens effekt fra de nuværende 168 kW (229 hk) oplyser Hyundai heller ikke. Det samme gælder priserne, så vi skal tættere på lancering af den opgraderede Ioniq 5, før vi ved, om importøren endnu en gang vil justere prislisten.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here