Trods stor succes får Renault 5 snart en større opdatering med kraftigere motorer og større batterier, afslører Renault-chef i interview.
Den kompakte elbil Renault 5 er blevet et kæmpe hit for det franske bilmærke. Men udviklingen inden for netop elbiler går ekstremt stærkt, så selv om Renault 5 kom på markedet sidste år, er der allerede en stor opdatering på vej.
Det afslører Renault-chefen Fabrice Cambolive i et stort interview med Autocar.
Lige på trapperne
Ifølge Cambolive er opdateringen lige på trapperne og inkluderer blandt andet kraftigere motorer og større batterier. Hvad det betyder for rækkevidden siger Renault-chefen dog ikke noget om.
Opdateringen giver mening, når man kigger på nye konkurrenter som Cupra Raval, VW ID Polo og et par kinesiske alternativer fra bl.a. MG og Leapmotor.
Halter efter nye rivaler
Mens VW ID Polo har mellem 323 og 454 kilometers rækkevidde, er de tilsvarende tal for Renault 5 300 og 410 kilometer. Alt efter variant fås Renault 5 med motorer på 88 kW (120 hk) og 110 kW (150 hk), mens VW-koncernens konkurrenter yder op til 155 kW (211 hk).
Renault 5 er med andre ord lidt på hælene i en direkte sammenligning, så det er oplagt at give den ellers populære R5 en lille overhaling. Renault er i forvejen i gang med at skifte batterier på andre modeller som Megane og Scenic.
I interviewet taler Fabrice Cambolive også om at opdage og rette nogle svagheder ved Renault 5. Cambolive fortæller også, at Renault allerede nu gør sig tanker om, hvordan man skal bygge videre på succesen med en afløser om cirka fem års tid.
Ikke bare retro
Budskabet er, at Renault på den ene side vil fortsætte med et retro-tema på ikoniske og succesfulde elbiler som Renault 5 og 4, men samtidig ønsker at bringe noget fuldstændig nyt på markedet.
Vi kan altså se frem til, at Renault 5 kører videre i retrostilen - også i næste generation. Til gengæld kan den lidt større Clio, der netop er lanceret i en ny generation, udvikle sig i en helt ny retning i forbindelse med modellens næste generationsskifte.
Flere elbiler
Under alle omstændigheder bliver alle nye Renault-modeller mere eller mindre elektriske.
I 2030 vil samtlige Renault-modeller være elbiler eller ladehybrider. Mindst halvdelen vil være rene elbiler - og den andel ser ud til at vokse hurtigere end forventet, fortæller Fabrice Cambolive. Derfor kommer der for eksempel ingen hybridudgaver af Renault 5. Tværtimod kan næste generation af Clio også ende med at blive fuldt elektrisk, afslører Cambolive.






