Strøm gør biler billigere i drift

Elbiler og lade-hybrider er gode for både miljøet og pengepungen, viser FDM-undersøgelse af den samlede økonomi for fem forskellige biltyper. Benzinbiler er dyrest at eje og køre i.

Jo mere strøm, du kan bruge som drivmiddel i din bil, desto billigere er den at eje og køre i. Det viser beregninger, som bilistorganisationen FDM har foretaget for fem biltyper på hver deres drivmiddel; benzinbil, dieselbil, hybridbil (benzinmotor med elmotor og batteri), ladehybridbil (benzinmotor med elmotor og batteri der kan oplades i stikkontakt) og elbil.

Elbiler er billigst med en samlet kilometerudgift på 3,02 kroner, mens benzinbiler er dyrest med en kilometerudgift på 3,20 kroner. Dermed viser undersøgelsen også, at der reelt kun er beskeden forskel i driftsomkostningerne. Forudsætningerne, som FDM benytter i undersøgelsen, er et årligt kørselsbehov på 20.000 kilometer og et billån med en rente på tre procent.

Selv om der altså også er en lille økonomisk gevinst ved at køre på strøm, er det især miljøet, der er den store vinder, når benzin- og dieselbilerne skiftes ud med elbiler. Men der er fortsat ikke mange danske bilkøbere, der tager springet – og det er blandt andet derfor, at FDM har lavet undersøgelsen:

”Vi oplever, at en af barriererne i forhold til at skifte til el- og hybridbiler er manglende information om, hvad de rent faktisk koster at køre i forhold til en benzin- og dieselbil. Det har afholdt flere fra at vælge den nye teknologi til, og det er ærgerligt. Med vores beregning får man nu et godt billede af, hvad de forskellige drivlinjer koster i en gennemsnitlig mellemklassebil,” siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru, til FDM’s hjemmeside, motor.dk.

Elafgift kan stige markant
Han peger samtidig på en mulig afgiftsændring, der med ét slag kan elbiler til den dyreste biltype at køre i. Det sker, hvis den godtgørelse af elafgiften på godt 91 øre pr. kilowatt, som elbilsejere med en leaset ladeboks nyder godt af i dag, bortfalder. Ind til videre løber godtgørelsen til og med udgangen af 2019. Hvis ikke aftalen forlænges, bliver det væsentligt dyrere at købe elbil. Tager man udgangspunkt i FDMs aktuelle beregning, vil kilometerudgiften stige fra de nuværende 3,02 kroner til 3,30 kroner.

”Der er fra politisk side ønske at fremme den grønne omstilling, og at flere skal vælge elbiler til. Derfor harmonerer det meget dårligt med de politiske intentioner, hvis man ikke finder en løsning på den nuværende godtgørelse. Bortfalder den, vil det resultere i en uforholdsmæssig høj prisstigning på nuværende ladeløsninger til el- og plugin-hybridbiler. Det bør man snarest finde en løsning på. Ellers risikerer man, at der går længe, før el- og plugin-hybridbiler bliver et reelt og attraktivt alternativ for forbrugerne,” siger Ilyas Dogru.

FAKTA: Så meget koster de fem forskellige biltyper pr. km

Bilmodel VW Golf 1,5
(benzin)
Peugeot 308 HDi (diesel) Toyota Auris (hybrid) Hyundai Ioniq
(ladehybrid)
Hyundai Kona
(elbil)
Pris

273.196 kr.

264.999 kr.

257.990 kr.

263.975 kr.

269.995 kr.

Div. udgifter*

64.071 kr.

62.891 kr.

61.971 kr.

61.053 kr.

60.353 kr.

Udgift pr. km

3,20 kr.

3,14 kr.

3,10 kr.

3,05 kr.

3,02 kr.

* km-afhængige udgifter + faste udgifter + kapitalomkostninger. Kilde: FDM

Læs hele undersøgelsen her hos fdm.dk.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here