Svensk advarsel: Hold fast i dansk støtte til elbiler

I Sverige mister elbiler terræn. Begå ikke samme fejl som os, men hold fast i støtten til elbiler, lyder rådet til Danmark fra den svenske bilbranche.

Elbilerne buldrer frem i Norden. I august stod elbiler for 69 procent af nybilsalget. Norge nærmer sig fuld elektrificering med 97 procent elbiler, og i Finland steg salget af elbiler med 37 procent.

Undtagelsen er Sverige. Her har elbilerne tabt gnisten med en tilbagegang på 34 procent i sidste måned. I stedet vælger svenskerne hybridbiler, der både kører på strøm og benzin. Dermed er det svenske salg af elbiler lavere end sidste år og langt efter nabolandene.

Kilder: Bilstatistik.dk, Bilstatistik.se, OFV.no, Valueclinic.fi

Forklaringen er velkendt: Da Sverige skrottede købstilskuddet til elbiler, bremsede det salget og dermed omstillingen til elbiler. Så mens resten af Norden træder på speederen, taber Sverige fart.

Politisk uenighed

Danmark står overfor et lignende valg: Skal der – som planlagt – indfases højere afgifter på elbiler fra nytår? Eller skal man skubbe afgiftsstigningen for at holde fart i omstillingen til elbiler?

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) har tidligere lovet, at regeringen ville fremlægge en plan for nye bilafgifter denne sommer. Det er ikke sket. Angiveligt fordi der er intern uenighed i regeringen om, hvordan nye bilafgifter skal skrues sammen. Socialdemokratiet vil hæve afgiften for større elbiler for at friholde de mindre elbiler for afgift. Venstre og Moderaterne ønsker angiveligt et helt nyt afgiftssystem.

Forhandlingerne er lås og meget tyder derfor på, at Danmark begynder at indfase afgifter på elbiler fra 1. januar.

Svenskerne advarer

Det får nu Sverige til at advare danske politikere.

”Hvis man i Danmark fjerner støtten til elbiler for tidligt, vil det påvirke salget af elbiler negativt – præcis som vi har set i Sverige. Det er vigtigt med en langsigtet politik, der holder fast i de rette værktøjer for at opnå den ønskede effekt på både klima, virksomheder og forbrugere,” siger Mattias Bergman, CEO i Mobility Sweden, der repræsenterer den svenske bilindustri.

I Mobility Denmark, den danske pendant til Mobility Sweden, er man ikke overraskende enig.

“Vi må ikke gentage Sveriges fejl. Registreringsafgiften på elbiler er en direkte trussel mod danskernes lyst til at vælge grønt. Nu har politikerne én chance for at stoppe afgiftsstigningen, afskaffe registreringsafgiften for elbiler og skabe en ny model, der belønner den teknologi, vi ønsker mest af. Tiden er inde til at sætte handling bag de grønne ambitioner,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Rammer elbiler over 363.000 kr.

Hvis afgifterne stiger som planlagt fra årsskiftet, vil det gøre alle elbiler, der i dag koster over 363.000 kr. dyrere. Hvor meget, kan du se i tabellen herunder. Læs også mere i artiklen herunder.

Så meget kan elbiler stige i 2026.

[email protected]

5 Kommentarer

  1. Har I adgang til bilstatistik.dk, Jens? Hvis I har, kan du så ikke give noget statistik på hvor mange biler der købes i Danmark i hver prissegment, så vi kan se hvor stor en effekt afgiftsstigningen eventuelt vil have? Evt. i en ny artikel, så info ikke går tabt i kommentarsporet.

    Jeg tænker ikke at stigningen næste år vil være den helt store stopklods. Kunne det ikke også tænkes, at afgiften kan give et incitament til at sænke prisen på de biler der ligger lige over grænsen til under 363.000 kr.?

    • God idé Flemming - vi kigger på det. For nu tør jeg godt give dig ret i, at den beskedne afgiftsstigning på biler over 363.000 kr. i 2026 ikke få nævneværdig betydning. Og jo, importørerne vil helt sikkert genberegne deres priser, så de passer til afgifts-grænserne - det er de nærmest verdensmestre i 🙂 Mvh Jens Velling, red.

  2. Jens, her er et andet perspektiv, som jeg synes totalt mangler i alle de mange argumenter fra Mobility Danmark for at fjerne bilafgifter helt.
    Som de politiske forhandlinger så ud, ville det betyde meget højere årlige faste afgifter på det at eje bil.
    Det ville/vil totalt ramme os, som køber brugte biler. Især i prislejet under 100.000.
    Vi kan i dag købe biler til 100.000 eller derunder til en meget lav årlig afgift og med et lavt værditab (100.000 eller mindre).
    Dem, som har haft bilen før os er - alt andet lige - de bedst stillede i samfundet, som har råd til nye biler. De betaler i dag - især på fossilbiler - en høj registreringsafgift til statskassen, som så er afskrevet i høj grad, når vi køber bilen.
    Hvis Mobility DK får deres vilje og registreringsafgifter fjernes helt, vil det betyde, at vi får meget højere årlige afgifter på vores brugte biler. Det vil nemt kunne være 1.000 kroner eller mere om måneden.
    Man flytter således statens indtægter ved biler fra de velhavende og ned imod eller til bunden af samfundet.
    Derfor er jeg som stor elbilfan totalt tilhænger af, at man lader den nuværende lovgivning gælde, der stille og roligt indføres registreringsafgift på elbiler.
    Herved vil samfundets laveste stadig have mulighed for at kunne have bil til en fornuftig årlig omkostning.

    • Tak for din kommentar Niels. Jeg er meget enig: Jo mere man flytter afgifter over på brugen af bilen, desto hårdere rammer man dem med de laveste indtægter. Og hvis man tror, at lave eller ingen afgifter på køb af bilen, gør det billigere at være bilejer, tager man fejl. Staten har brug for igen at få penge ind på salg af nye biler - det er uomgængeligt i en tid med stigende udgifter til forsvar og velfærd. Den planlagte model, hvor man indfaser registreringsafgift fra 'toppen' på de dyreste biler, er faktisk den socialt mest retfærdige. Samtidig friholder den - forhåbentlig - øget beskatning på brug af bilen, hvilket især kommer danskere med lav indkomst og bopæl uden for de store byer til gavn. Mvh Jens Velling, red.

      • Tjek. Det kunne være helt fantastisk, hvis I kunne være en stemme, som kunne bringe dette frem, hver gang Mobility Danmark lobbyer for fjernelse af bilafgifter.
        Som vi er enige om, vil det gå ud over dem, som bor udenfor de store byer, og dem med de laveste indkomster. Det vil gavne de rigeste…..Og ikke mindst. Danske bilimportører.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here