Mercedes satser på enorme skærme i deres nye elbiler. De kommer i tre udgaver med en sjov detalje i den billigste standardversion.
Mens fysiske knapper er på vej til at få et større comeback i moderne elbiler, går Mercedes en anden vej. Som især kinesiske bilmærker går Mercedes snarere all-in på skærme. Jo flere og større, desto bedre synes devisen at være i mærkets nyeste elbiler.
Senest har Mercedes løftet sløret for den kommende C-klasse electric, der deler teknik med SUV’en GLC EQ.
99 centimeter bred
Begge modeller tilbyder den såkaldte hyperscreen. En 99 centimeter bred skærm, der uden adskillelse indeholder speedometer, infotainmentskærm og en ekstra skærm til forsædepassageren under samme glas. Merprisen i GLC EQ er 18.625 kroner og hertil skal lægges flere udstyrspakker.
Men Mercedes tilbyder to andre skærmløsninger. Den mellemste indeholder også tre skærme, men her er speedometer synligt adskilt fra henholdsvis en 14 tommers infotainmentskærm og en lige så stor touchskærm til forsædepassageren. Også denne løsning forventes at koste ekstra, men p.t. findes der ikke en dansk pris på Mercedes’ hjemmeside.
Fotoramme som tredje skærm
Standardløsningen er den mest finurlige.
Hvor den tredje skærm i den mindre og billigere CLA EQ bare er afløst af et stykke sort plastic med Mercedes-stjerner på, er den bevaret i C-klasse Electric og GLC EQ.

Mercedes kalder løsningen “et digitalt animeret panel”. Teknisk fungerer det som en digital fotoramme, hvor du kan vælge et fast motiv fra en bank af billeder. Formentlig kan du også selv tilføje digitalfotos, så du for eksempel kan pynte instrumentpanelet med et familiefoto. Men skærmen har ingen touch-funktion eller funktionalitet i øvrigt - den er ren pynt.
Kun få knapper
Mens Mercedes således satser på udpræget skærmbetjening, har rattet samtidigt fået flere rent fysiske knapper, der skal være nemmere at betjene end de tidligere touch-knapper. Hertil kommer avanceret stemmestyring, hvor kunstig intelligens skal forbedre dialogen med bilen, så det bliver nemmere at styre flere funktioner med stemmekommandoer.
Mens SUV’en GLC EQ netop er landet hos de danske Mercedes-forhandlere, ser vi først C-klasse electric til efteråret.






