En gruppe franske Tesla-ejere sagsøger nu Elon Musk for at gøre deres biler til ”højreradikale symboler,” der skader deres omdømme.
USA er kendt som landet, hvor man gerne afgør uenigheder i retten. Men Frankrig kan også være med. Nu har en gruppe franske Tesla-ejere sagsøgt Tesla-chef Elon Musk for hans offentlige opførsel. Det skriver flere medier, bl.a. Reuters.
Ifølge det franske advokatfirma GKA har omkring 10 franske Tesla-ejere lagt sag an mod Elon Musk. De vil have deres leasingkontrakter på deres Tesla-biler ophævet og godtgjort alle udgifter. Også til retssagen, der skal føres ved Handelsretten i Paris.
”Tesla-biler er blevet stærke, politiske symboler og opfattes nu også som ægte, højreradikale symboler til stor forfærdelse for dem, der udelukkende købte dem som innovative og miljøvenlige køretøjer,” skriver advokatfirmaet GKA i en udtalelse på vegne af sagsøgerne.
”Direkte og konkret skade”
I søgsmålet angiver de franske Tesla-ejere den ”direkte og konkrete skade”, som Elon Musks offentlige optræden har påført dem. Konkret er der bl.a. tale om Musks støtte på næsten to milliarder dollars til Donald Trumps valgkampagne sidste år samt Musks støtte til det højreradikale tyske parti, Alternative für Deutschland.
Den tyske efterretningstjeneste har siden stemplet AfD som en ”højreekstremistisk organisation”, der truer det tyske demokrati.
Søgsmålet nævner også Elon Musks påståede ”heil-hilsen” med strakt højrearm ved Donald Trumps indsættelsesfest i Washington som USA’s 47. præsident.
Tumultarisk periode for Tesla
Søgsmålet kommer i en tumultarisk periode for Tesla og Elon Musk.
Siden Trump blev indsat som USA’s præsident i januar, har Musk frem til udgangen af maj fungeret som rådgiver for Trump og uofficiel chef for kontroversielle DOGE, departementet for offentlige besparelser.
I sidste uge, kort efter sin ’fratrædelse’ som Trump-rådgiver, udtrykte Elon Musk utilfredshed med lovforslaget ”Big, Beautiful Bill”, der vil øge USA’s statsgæld mere flere tusinde milliarder dollars – og dermed underminere Musks arbejde i DOGE.
Utilfredsheden eskalerede hurtigt til et voldsomt skænderi mellem Musk og Trump, hvor der hverken blev sparet på trusler eller fornærmelser. Det kan du læse mere om her.
Tesla i Europa har endnu ikke kommenteret det franske søgsmål.