Tesla går under magisk grænse i nyt prisfald

tesla prisfald
Foto: Tesla, Inc.

Tesla overrasker med nyt prisfald. Model 3 kan nu købes for under 300.000 kr., mens Danmarks mest solgte bil koster fra 330.000 kr.

Endnu en bølge af prisfald skyller ind over Tesla. For nylig satte Tesla i Norge priserne ned, og her til morgen kom turen så til Danmark. Med øjeblikkelig virkning bliver Model 3 og Model Y mellem 20.000 og 35.000 kr. billigere.

Teslas billigste bil, Model 3 Standard Range med 554 km rækkevidde, bliver 26.100 kr. billigere og ryger dermed akkurat under den magiske grænse på 300.000 kr. Det er en sensationelt lav pris for en bil, der på præstationer, udstyr, rækkevidde og køreegenskaber kører i en anden liga end de biler, den nu skal konkurrere med.

Næste trin, Model 3 Long Range med firehjulstræk og 678 km rækkevidde, falder også 26.000 kr. Ny pris er 360.000 kr. Prisnedsættelsen på Model 3 kommer kun en måned efter, at bilen blev sat ned med 14.000 kr.

Mens Model 3 er det dynamiske medlem af Tesla-familien, vælger langt flere danske bilkøbere den større og mere praktiske SUV, Model Y. Og her er der endnu flere penge at spare.

Model Y Standard Range med 455 km rækkevidde sættes ned fra 360.000 til 330.000 kr. – en besparelse på 30.000 kr.

Som Long Range med baghjulstræk og 600 km rækkevidde er der 35.000 kr. at spare – ny pris er 350.000 kr. Endelig sættes Long Range med firehjulstræk og 565 km rækkevidde ned fra 410.000 til 390.000 kr., en mere beskeden besparelse på 20.000 kr.

Tesla atter billigst
bedste elbiler
Basisudgaven af Tesla Model 3 koster nu lige under 300.000 kr.

Med dagens prisfald optrapper Tesla nok engang den voldsomme priskrig på elbiler, som mærket selv indledte med dramatiske prisfald i januar 2023. Siden har markedet for elbiler været under voldsom forandring. Stort set alle konkurrenter er gået med i priskrigen, og gjort det væsentligt billigere for danske bilkøbere at skifte til elbiler.

Mærker som VW, Skoda, Kia og Hyundai kunne – i hvert fald indtil i dag – stort set matche Tesla på prisen. Med dagens udspil har Tesla igen de billigste elbiler på markedet, når man tager udstyr og præstationer med i regnestykket.

Lynanalyse: Teslas salg skal op

Teslas nye prisfald rejser tre spørgsmål. Det første er, hvorfor Tesla bliver ved med at sætte priserne ned?

Teslas salg ligger under egne – og ikke mindst aktionærernes – forventninger. Hvis Tesla skal holde gang i omsætning og indtjening, bliver de nødt til at sælge flere biler. Begge dele er nødvendige for at indfri Teslas ambitioner om både bilsalg og udviklingen af nye teknologier som selvkørende biler. Samtidig er konkurrencen blevet langt mere intens, ikke mindst på verdens største bilmarked, Kina. Teslas modeller har efterhånden mange år på bagen – vi så den første Model 3 tilbage i 2017 – og kan ikke længere sælges på nyhedens interesse. Det efterlader kun ét værktøj i værktøjskassen: Prisfald.

model y version
Mellemudgaven af Tesla Model Y med stort batteri, baghjulstræk og 600 km rækkevidde ligner et særligt godt køb. Prisen er sat 35.000 kr. ned til 350.000 kr.
Elbiler bliver kun billigere

Det andet spørgsmål er, om der kommer flere prisfald?

Det korte svar er ja. Ret beset ved vi ikke, om Tesla igen vil sætte priserne ned på den her måde, hvor prisfald kommer som en overraskelse. Men overordnet ved vi, at alle elbiler bliver billigere. Det skyldes især at batterierne, der er langt den dyreste komponent i alle elbiler, hele tiden bliver billigere at fremstille.

Modsat de mange mediehistorier om faldende elbils-salg, sælges der faktisk stadig flere elbiler globalt. Den udvikling vil kun accelerere og give stordriftsfordele, der igen vil gøre elbiler billigere.

Sidst men ikke mindst, er konkurrencen benhård. Især fra Kina, der ikke alene kan fremstille elbiler langt billigere end deres konkurrenter, men også har en hjemlig overkapacitet, der tvinger dem ud på eksportmarkeder som Danmark og resten af EU. Det betyder kun én ting: Støt faldende priser.

Skal man købe eller vente?

Tredje spørgsmål er særligt interessant for danske bilkøbere: Tør man købe en elbil i dag – eller skal man vente på yderligere prisfald?

De fleste forbrugsgoder bliver hele tiden billigere – det er ikke noget nyt. En bil koster dog så meget, at store prisfald kan gå så hårdt ud over restværdien, at man som køber kan skylde mere i bilen, end den er værd. Her kan privatleasing være en sikkerhed for, at man ikke ender i problemer.

Men har man lidt på kistebunden, ville undertegnede ikke være bange for at investere i en elbil – også gerne en Tesla.

Planlægger man at beholde den 6-10 år, vil selv store prisfald ikke få afgørende betydning for restværdien. Den lave afgift på elbiler betyder også, at du i dag får mere bil for pengene i en elbil, end i en tilsvarende fossilbil – og tilmed kan halvere dine driftsomkostninger.

Selv om elbiler – ligesom smartphones, vaskemaskiner og varmepumper – hele tiden bliver billigere og bedre, kommer afgiften på elbiler til at stige. Man skal altså ikke regne med, at bare man venter længe nok, kommer en Tesla til at koste det halve.

I den forstand er priserne relativt stabile – og afgjort lave. Så der er ikke noget at vente på. Skal du alligevel have en ny bil, er det et godt tidspunkt at skifte til el. Spørgsmålet er snarere, hvilken elbil du foretrækker…

Her kan du læse Hvilkenbils test af Model 3 og Model Y.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here