Tesla har store problemer på sin tyske gigafabrik

tesla fabrik
Foto: Tesla Inc.

Med faldende salg er kapaciteten på Teslas gigafabrik nær Berlin langtfra udnyttet. I al stilhed har Tesla fyret 14 procent af de ansatte.

Samlebåndene kører langsomt på Teslas Gigafactory Berlin-Brandenburg i Grünheide nær Berlin. For langsomt. 

Produktionskapaciteten er minimum 375.000 Model Y om året til det europæiske marked. Men med et europæisk 2025-salgstal på cirka 235.000 biler i alt – inklusive et anseeligt antal importerede Model 3 produceret i Kina og knap så mange Model S og X fra USA – må der ske noget.

Og noget sker der. Tilsyneladende. På trods af at det for mindre en måned siden hed sig fra gigafabrikkens chef, André Thierig, at der “ikke er aktuelle planer” om at reducere antallet af medarbejdere, synes det netop at være dét, der sker.

1.700 færre ansatte

Tyske Handelsblatt har undersøgt sagen og konkluderer, at der er 1.700 færre medarbejdere ansat på fabrikken nu end for et år siden. Et minus på næsten 14 procent. Antallet af ansatte var for et år siden 12.415. Nu er tallet 10.703.

Handelsblatt har blandt andet gravet informationerne frem i samarbejde med fagforeningen IG Metall, der organiserer – eller gerne vil organisere – en stor del af fabrikkens ansatte.

Noget af reduktionen i antal medarbejdere kan være et “efterslæb” på Teslas globale 10 procents-nedskæring i arbejdsstyrken i 2024. Men reduceringen i antal ansatte fortsatte i 2025. I hvor høj grad det færre antal medarbejdere skyldes afskedigelser, fratrædelser med økonomisk kompensation eller stillinger, der ikke bliver genbesat, er der ikke klarhed over.

Men fakta er, at det seneste års tid har gigafabrikkens produktion i otte måneder været lige omkring eller under 10.000 styk Model Y. I tre måneder har den været mellem 20.000 og 30.000, og så er der langt op til fabrikkens kapacitet på +375.000 om året.

Anstrengt forhold fortsætter

Gigafabrikken åbnede i marts 2022, men siden før dag ét har Teslas ledelse været i slagsmål med den magtfulde fagforening IG Metall. Fagforeningen ønsker at organisere en stor del af fabrikkens medarbejdere. Men Tesla med topchef Elon Musk i spidsen ønsker ikke, at de ansatte skal være medlemmer af fagforeninger. Og en tysk arbejdsuge på 35 timer kan der tilsyneladende slet ikke blive tale om.

Et antal af de ansatte er allerede organiseret i IG Metall, og der er nedsat et samarbejdsudvalg med repræsentanter for ledelse og ansatte, der skal bedre arbejdsforholdene.

Eksemplerne på uoverensstemmelser er flere. I marts 2025 afleverede medlemmer af samarbejdsudvalget en erklæring. Heri krævede de flere pauser, bedre bemanding og et opgør med ledelsens “skræmme-taktikker”. I erklæringen stod der bl.a., at “ofte er der hverken tid til at drikke vand eller gå på toilettet”. 

I september 2024 blev det opgjort, at de ansatte på gigafabrikken havde tre gange så mange sygedage som gennemsnittet på det tyske arbejdsmarked. Sygefraværet fik fabrikkens ledelse til at aflægge sygemeldte såkaldte “kontrolbesøg”. Reaktionen var i nogle tilfælde stor vrede. Ifølge Handelsblatt var der endda eksempler på sygemeldte, som tilkaldte politiet.

Problemerne begyndte allerede før produktionsstarten i marts 2022. Dele af lokalbefolkningen i Grünheide og miljøorganisationer protesterede mod byggeriet af fabrikken. I den første tid efter produktionsstart var antallet af arbejdsulykker uforholdsmæssigt højt, og på et tidspunkt blev en elmast uden for fabrikken saboteret, så arbejdet gik i stå.

Kan det ende med en lukning?

På den ene side er tyskerne glade for de arbejdspladser, som Tesla og Elon Musk placerer i Tyskland. På den anden side bryder man sig ikke om hans metoder.

trump tesla
Da Elon Musk og Donald Trump var gode venner. Foto: whitehouse.gov

At Musk tilmed, da han var bonkammerat med USA’s nuværende præsident, Donald Trump, blandede sig i tysk politik ved at støtte det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD) og på et tidspunkt sågar kaldte Tysklands tidligere kansler Olaf Scholz for “en nar”, har ikke medvirket til at gøre forholdet varmere.

Analytikere går nu så langt som til at spekulere i, om Elon Musk i virkeligheden søger en såkaldt “exit-strategi”. Ifølge Handelsblatt har fabrikschef André Thierig og Teslas topledelse fremsat udtalelser, der opfattes som trusler. Hvis IG Metall organiserer flertallet af de ansatte og dermed kræver overenskomster, vil “planlagte investeringer i Tyskland blive taget af bordet”. 

Sammenlignet med Teslas fabrikker i Kina og USA er produktiviteten i Tyskland ikke tilstrækkelig, har André Thierig sagt. Og hvis IG Metall får organiseret de ansatte, vil “Tesla prioritere andre lokaliteter”.

Analytikere vurderer, at ved at trække en streg i sandet overfor IG Metall positionerer Teslas ledelse sig til at kunne bruge en sejr til IG Metall som en undskyldning for at strække våben. Dermed kan Tesla trække sig med ordene: “Vi kan ikke konkurrere i det her arbejdsklima, og derfor er vi tvunget til at placere ressourcerne andre steder”.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here