Tesla-influencere forsøger selvkørende kyst til kyst-tur – når ikke engang 100 km

Screenshot fra YouTube.

To Tesla-influencere forsøger at lave den selvkørende kyst-til-kyst tur, Elon Musk lovede i 2016. De når ikke engang 100 km, før Teslaen kører galt.

Virker Full Self Driving, Teslas selvkørende teknologi, eller gør den ikke?

Debatten raser med voksende styrke efter at Tesla-chef Elon Musk har flyttet fokus fra elbiler til selvkørende teknologi og kunstig intelligens. Musk mener, at teknologien – ikke elbiler i sig selv – er fremtiden for Tesla. Får han ret, bliver verdens rigeste mand endnu rigere. Fejler han, kan det få alvorlige konsekvenser for Tesla, der i forvejen oplever et markant fald i salget af mærkets elbiler.

Teslas aktionærer er ikke overraskende også stærkt optagede af emnet. Ejer man Tesla-aktier i dag, er det med stor sandsynlighed fordi man tror, at Musk satser rigtigt – og at der derfor ligger store aktiestigninger og gevinster lige om hjørnet.

Otte år gammelt løfte

To Tesla-aktionærer og-influencere satte sig derfor for at bevise, at Teslas nyeste udgave af Full Self Driving (vs. 13.9) allerede er i stand til at gøre det, som Elon Musk lovede helt tilbage i 2016: At kunne køre autonomt fra kyst til kyst i USA.

Elon Musk lovede, at det ville ske i 2017 – og at Tesla ville lave en video, der ville dokumentere det.

Siden er der ikke sket så meget. Otte år senere er det stadig ikke lykkedes en selvkørende Tesla at nå fra kyst til kyst.

Robotaxi software

Til gengæld lancerede Tesla tidligere i år sine første, selvkørende Robotaxier. Reelt benytter de bare den nyeste udgave af FSD. Dog med den vigtige tilføjelse, at der sidder en Tesla-medarbejder i hver eneste Robotaxa, klar til at gribe ind, hvis der opstår problemer. Robotaxierne kan også fjernstyres fra en kommandocentral, der overvåger bilerne. Endelig kører Robotaxier kun i nøje kortlagte områder, som de aldrig vover sig ud af.

Det var med andre ord en dristig mission, som de to influencere og aktie-ejere kastede sig ud i. Planen var at køre fra San Diego i det sydlige Californien på USA's vestkyst til Jackson i Florida på østkysten – en tur på næsten 3.800 km.

Så langt kom den eventyrlystne duo ikke. Ja, faktisk kom de ikke engang ud af Californien. Deres selvkørende Tesla Model Y havde ikke kørt 100 km, før turen var slut.

Smadrer undervognen

På den video, som de to influencere har lagt op på YouTube ser man hvorfor. Et stort stykke affald ligger midt på vejen. Passageren ser det i god tid og reagerer på det. ’Føreren’, der i sagens natur ikke har hænderne på rattet – Teslas er jo selvkørende - tøver og griber først fat i rattet umiddelbart før Tesla kører ind i det, der ligner et stort stykke træ.

Som man kan se på videoen er sammenstødet så voldsomt, at bilen hopper lidt op i luften. Efterfølgende viser det sig, at flere dele i undervognen er gået i stykker. Turen er slut.

Videoen er endnu et indlæg i den fortsatte diskussion om, hvorvidt Elon Musk og Tesla er tæt på at kunne indfri løftet om selvkørende biler. Eller et bevis på det stik modsatte.

Se selv med i videoen her - ulykken optræder som noget af det første:

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here