Tesla klager over lov som Elon Musk var med til at indføre

trump tesla
Foto: whitehouse.gov

Tesla beder Trump-administrationen om ikke at ophæve miljøkrav til biler, der sælges i USA - men Musk har selv støttet forslaget ved at støtte Trump.

I et brev til Det Hvide Hus beder Tesla nu Trump-administrationen om ikke at ophæve de nuværende miljøkrav til biler, der sælges i USA. Sker det, får bilproducenter reelt lov til at sælge biler, der udleder flere partikler og mere CO2, uden at det - som i dag - får konsekvenser i form af bl.a. bøder.

Tilbagerulningen af miljøreglerne ventes vedtaget, da republikanerne har politisk flertal for det.

Musk har kendt til planer

Det paradoksale er, at Tesla-chef Elon Musk gennem sin støtte til Donald Trumps valgkampagne selv har været med til at gøre det muligt at få reglerne ophævet. Trump har aldrig lagt skjul på hverken sin modstand mod elbiler eller ønsket om at rulle en række forskellige miljøkrav tilbage eller helt at få dem afskaffet. Det har Trump også sagt i forbindelse med et meget offentligt skænderi med Elon Musk tidligere i år.

Ikke desto mindre støttede Elon Musk Trumps valgkampagne med over én milliard dollars. Ifølge flere analytikere var den enorme donation afgørende for, at Trump vandt det amerikanske præsidentvalg sidste år.

Musk har også offentligt bakket op om Donald Trumps plan om at fjerne alle former for støtte til elbiler og ladeinfrastruktur. Ifølge Elon Musk fordi det kunne styrke Tesla, da Tesla laver nogle af markedets billigste elbiler. Uden støtte vil konkurrenterne blive endnu dyrere - til gavn for Tesla.

Rammer Tesla økonomisk

Men ophævelsen af miljøkrav til fossilbiler kan Tesla - og dermed Elon Musk - dårligt leve med.

Først og fremmest modarbejder det Teslas mission om at reducere CO2-udslippet fra personbiler og dermed truslen om global opvarmning. I brevet til Det Hvide Hus skriver Tesla, at forslaget om at ophæve miljøkravene “ikke tager hensyn til videnskabens stærke beviser for og konsekvenser af global opvarmning".

Man skal heller ikke undervurdere, at forslaget rammer Tesla økonomisk. Ved at fritage bilproducenter for at leve op til miljøkrav, behøver mange af dem ikke længere købe såkaldte CO2-kreditter hos Tesla. En lukrativ ordning, som Tesla anslås at have tjent omkring 70 milliarder kroner på siden 2009. 

Ikke helt tomhændet

Elon Musk stoppede sit arbejde som rådgiver for Donald Trump tidligere i år og har angiveligt begrænset indflydelse på præsidenten i dag. Udefra ser det ud som om, at den milliarddyre støtte til Trump ikke alene har været forgæves, men snarere direkte skadelig for Tesla.

Elon Musk har dog ikke forladt Det Hvide Hus tomhændet. Musks’ Space X er stadig storleverandør til amerikansk rumforskning. Forleden vandt Musks’ AI-virksomhed xAI også et offentligt udbud om at levere kunstig intelligens til den amerikanske stat over ærkerivalen OpenAI.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here