Tesla nærmer sig flere vigtige deadlines

tesla selvkørende

Selvkørende taxaer, ’hjemmelevering’ af nye biler og en billig basis-model -meget er på spil for Tesla i disse dage. Få overblikket her.

Man glemmer det næsten i al den larm, der omgiver Elon Musk for tiden. Senest røg den tidligere ’first buddy’ og Donald Trump-rådgiver i en voldsom infight med USA’s præsident i et meget omtalt kæmpe-skænderi. Men efterhånden som støvet lægger sig, kan Musk formentlig begynde at koncentrere sig om de voldsomt vigtige opgaver, som Tesla står overfor netop nu.

Sagen er, at Tesla har i hvert fald tre store deadlines, der nærmer sig med lynets hast. Vi tager dem fra en ende af.

Robotaxier 22. juni.

Elon Musk har lovet, at de første selvkørende ’Tesla-robotaxaer’ kommer ud at køre i denne måned. Oprindeligt var der tale om 12. juni – nu har Musk sat en ’blød’ deadline 22. juni.

”Vi er super paranoide om sikkerheden, så datoen kan ændre sig,” skrev han på X i går.

Den gode nyhed er, at de første selvkørende Tesla-robotaxaer allerede er spottet i Texas-hovedstaden Austin. Her kører et par Tesla Model Y rundt uden fører, men dog eskorteret af Tesla-medarbejdere i biler lige bagved, der angiveligt kan fjernstyre bilen, hvis der opstår problemer.

I første omgang skal 10-12 robotaxaer køre inden for et bestemt område i Austin, bakket op af teleoperatører, der både overvåger den autonome kørsel og kan gribe pr. fjernstyring. Går de første kørsler godt, har Musk lovet, at der hurtigt vil komme ”tusindvis” af robotaxaer ud at køre.

Mange er skeptiske ved Teslas selvkørende teknologi, der udelukkende baserer sig på indbyggede kameraer i bilerne og kunstig intelligens. En meget stor del af Teslas aktiekurs og dermed værdi er bundet op på, at Tesla lykkes med denne ’billige’ form for selvkørende biler. Fejler den, vil Elon Musk ikke længere være verdens rigeste mand…

Selvkørende levering

I samme måned, om blot to uger den 28. juni, har Elon Musk tilmed lovet, at Tesla vil levere de første fabriksnye biler til kunderne ved hjælp af bilernes indbyggede FSD – Full Self Driving – teknologi.

Yderligere detaljer kendes ikke. Men lykkes det, vil det være et gennembrud for Tesla, der aldrig for alvor er lykkedes med FSD siden Elon Musk første gang lovede selvkørende biler tilbage i 2016. På den måde er løftet om autonom levering på mange måder en langt større nyhed end lanceringen af nogle få robotaxier, der kun kan køre i visse dele af Austin.

Om blot to uger kan Tesla levere de første biler ved hælp af bilernes selvkørende funktion, lover Elon Musk.

Hvordan Tesla vil levere de selvkørende biler, hvis det kræver et ladestop undervejs, vides ikke. På samme måde er der masser af ubesvarede spørgsmål som: Hvem har ansvaret, hvis der sker uheld undervejs? Hvem betaler, hvis bilen kommer frem med småskader som ridser eller stenslag? Hvad sker der, hvis man nægter at modtage bilen på grund af fejl?

Men spændende – det er det.

Ny billigmodel i juni

Sidst men ikke mindst, så har Tesla faktisk lovet en ny model i løbet af juni. Alt tyder på, at det bliver den længe ventede ’basismodel’, ofte omtalt som ’Model 2’. 

Teslas udviklingschef Lars Moravy afslørede i april, at bilerne – bemærk flertalsformen her – vil få samme form som Teslas nuværende modeller. 

Formodningen er derfor, at ’Model 2’ bliver strippede udgaver af henholdsvis Model 3 og Model Y. Ved at fjerne udstyr som glastag, skærm til bagsædet, køl- og varme i sæderne og bruge mindre hjul og motorer, kan man skrue priserne et godt stykke ned. Voila – Tesla har pludselig to ’nye’ bilmodeller i udstillingsvinduet.

Igen ved vi ikke rigtigt mere, men må afvente Teslas udspil. Efter sit ’bromance break-up’ med præsident Trump har Elon Musk alt andet lige bedre tid til at passe sin butik og overholde egne deadlines. Teslas chef er dog berygtet for det stik modsatte.

Stay tuned, som de siger.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here