Fossilbiler er en uddøende race i Norge. I september var 98,3 procent af alle solgte biler elektriske. Hver tredje var en Tesla.
Det er snart slut med benzin- og dieselbiler i Norge. I september købte nordmændene 14.329 nye biler. Blot 245 af dem var fossilbiler med en benzin-, diesel- eller hybridmotor. Resten - 14.084 - var elbiler. Det giver elbiler en markedsandel på 98,3 procent, hvilket er ny rekord.
Til sammenligning havde dieselbiler en andel af markedet på 0,71 procent. Alt i alt er der aldrig blevet solgt så få fossilbiler i Norge som i september.
Tesla sidder på 33,7 pct.
Elbiler dominerer med andre ord det norske bilsalg. Og særligt ét mærke dominerer over de andre elbiler: Tesla storsælger i Norge. I september blev der solgt 4.132 Model Y. Nummer to på listen kommer langt bagefter, men var også en Tesla. 696 nye Model 3 blev indregistreret i sidste måned.
Det giver Tesla en næsten uvirkelig markedsandel på 33,7 procent. Hver tredje nye bil, der blev solgt i Norge i september var altså en Tesla.
Det er tal, som konkurrenterne kun kan kigge misundeligt på.
Volvo var det næststørste mærke med 8,7 procent foran VW med 7,9 procent. Herefter følger Skoda, BMW og Hyundai.
Sjælden solstråle
Norge har været en sjælden solstråle for Tesla i Europa i et ellers svært 2025. Gennem hele året har Norge været blandt de ganske få lande i verden, hvor Tesla har fastholdt eller øget salget i år. Ellers har pilen mest peget ned.
Danske bilkøbere genfandt dog også begejstringen for Tesla i sidste måned. Her sendte danske forbrugere Tesla Model Y til tops med et salg på næsten 2.000 biler, langt foran den tidligere bestseller Skoda Elroq på andenpladsen.
Herunder kan du se de 10 mest solgte biler i Norge i september.
Top 10 bilsalg i Norge, september 2025
Nr. | Mærke | Model | Antal | Andel af salg, pct. |
1 | Tesla | Model Y | 4132 | 28,84 |
2 | Tesla | Model 3 | 696 | 4,86 |
3 | Volvo | EX30 | 500 | 3,49 |
4 | Skoda | Elroq | 432 | 3,01 |
5 | Volvo | EX40 | 398 | 2,78 |
6 | Ford | Explorer EV | 347 | 2,42 |
7 | Volkswagen | ID.7 | 334 | 2,33 |
8 | Polestar | 4 | 332 | 2,32 |
9 | Volkswagen | ID.3 | 327 | 2,28 |
10 | Nissan | Ariya | 307 | 2,14 |
Kilde: OFV