Tesla-salg i Europa falder for femte måned i træk

Tesla-salget falder fortsat i Europa. Særligt i lande som Frankrig og Portugal er salget bremset hårdt op. Kun i Norge har Tesla fremgang.

Tallene over det europæiske bilsalg i maj tikker ind fra stadig flere lande. Og det er fortsat nedslående læsning for Tesla: For femte måned i træk må den amerikanske elbilproducent se sit salg bevæge sig nedad. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Helt galt står det til i sydeuropæiske lande som Frankrig og Portugal. Her gik Tesla’s salg i maj tilbage med henholdsvis 67 og 68 pct. sammenlignet med samme måned for et år siden.

I Sverige faldt salget med 54 pct., i Holland med 36 pct. og i Spanien med 19 pct.

Herhjemme solgte Tesla flere biler i maj, hvilket faktisk gjorde Model Y til den tredje mest solgte bil i Danmark i sidste måned. Alt i alt må Tesla dog konstatere, at salget i maj var 31 pct. lavere end i samme måned for et år siden.

213 pct. op i Norge

Eneste lyspunkt for Tesla finder vi i Norge. Her steg salget tilmed hele 213 pct. Fra 690 biler for et år siden, til hele 2.346 Teslaer i maj. En bemærkelsesværdig fremgang, trukket af den opgraderede Model Y.

Netop den forbedrede Model Y spiller formentlig en meget stor rolle i Teslas aktuelle salgstal i Europa. På store markeder som det tyske, franske, italienske og engelske, er Tesla endnu ikke begyndt at levere den forbedrede Model Y. Det kan være forklaringen på de dårlige salgstal: Bilkøberne venter simpelthen på den ’nye’ Model Y.

Holder teorien, kan Tesla se frem til stigende salg over de kommende måneder.

Men det er ikke sikkert. I Danmark optræder den nye Model Y i salgs-statistikken – og alligevel må Tesla notere nedgang i salget.

Norge viser omvendt, at Model Y måske kan vende udviklingen for Tesla.

Brug for udvikling

For New Automotive, der indsamler data om elbiler, er der en klar historie bag de norske salgstal.

”Teslas stærke salg i Norge viser vejen frem for mærket: Udvikling. Intet bilmærke kan hvile på laurbærrene og være sikret succes,” siger ejer Ben Nelmes til Reuters. Han henviser til, at Tesla ikke har lanceret en ny model siden 2020, men at selv et facelift tilsyneladende kan genskabe interessen for Tesla.

Netop i Norge har Tesla også hjulpet salget på vej ved at tilbyde kunderne rentefrie billån.

I Sverige, Tyskland, Frankrig og England har Tesla også forsøgt sig med forskellige tilbud – men typisk med mindre held.

”Ser ikke godt ud”

En anden analytiker, Quentin Wilson fra lobbyorganisationen FairCharge, mener, at så længe Tesla kun har to volume-modeller i Model Y og Model 3, ”ser det ikke godt ud for mærkets fremtid.”

Det samlede Tesla-salg begyndte for alvor at styrtdykke, efter at Tesla-chef Elon Musk sidste år valgte at støtte Donald Trumps valgkampagne og efterfølgende blev rådgiver for Trump-administrationen.

Med udgangen af maj fratrådte Elon Musk som Trump-rådgiver. I den forbindelse lovede Musk at bruge mere tid på Tesla.

Spørgsmålet er, om det kan rette op på Teslas globale salg og omdømme? Begge har taget historiske dyk og medført alt fra demonstrationer til Tesla-medarbejderes opfordring til Musk om helt at forlade virksomheden.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here