Tesla slæbes i retten for at fuske med kilometertal og garanti

Tesla Model Y

En amerikansk Tesla Model Y-ejer har stævnet Tesla. Anklagen lyder på fusk med kilometertal og dermed fusk med garanti.

Vildledende oplysninger om Teslas selvkørende egenskaber. Myndigheds-tjek på grund af fejl i assistentsystemer. Voldsom overdrivelse af rækkevidde. Sager, der ikke stiller Tesla i et godt lys og rokker ved troværdigheden, har der gennem årene været endnu flere end de nævnte eksempler, og nu er endnu et kommet til. Det har sit udspring i Californien, hvor en ejer har stævnet Tesla for at skrue på hans Model Y’s kilometertæller. Bilen havde pludselig kørt flere miles, end den egentlig havde. Og så udløb garantien. Før tid.

Sagen er, at Nyree Hinton købte en nyere brugt Model Y, der havde kørt lidt under 37.000 miles (knap 60.000 kilometer). Efter købet gik der mindre end et halvt år, og så havde bilen pludselig kørt over 50.000 miles (ca. 80.000 km). Dermed udløb nyvognsgarantien, der er på fire år eller maksimalt 50.000 miles – 80.000 km i Danmark.

Problemet er, at Nyree Hinton ikke mener, at han har kørt 13.000 miles på det halve år. Hans kørselsmønster har ikke ændret sig i forhold til de biler, han havde før sin nyere brugte Tesla Model Y, siger han. De seneste mange år har han hver sjette måned kørt i gennemsnit 6.086 miles.

Over the air-fusk

Nyree Hintons påstand er, at Tesla-algoritmen har noteret og fortsat bilens hidtidige kørselsmønster. Altså den første ejers kørselsmønster. Dermed fortsatte Tesla nærmest pr. automatik med at notere og overføre de tidligere distancer til bilens kilometertæller, da Hinton købte bilen. Uden at tage hensyn til, hvor mange miles Hinton rent faktisk kørte i bilen.

Den foregående ejer kørte tilsyneladende cirka 13.000 miles hvert halve år, så derfor blev Nyree Hintons Model Y’s kilometertæller “opdateret” automatisk af en Tesla-algoritme.

Hinton hævder, at hans Model Y’s kilometertæller i de første seks måneder af hans ejerskab hver måned registrerede 2.217 kørte miles. Og ikke de cirka 1.000 miles, som han reelt kørte hver måned. Da kilometertælleren så passerede de 50.000 miles, og garantien udløb, begyndte kilometertælleren så pludselig at registrere de reelt kørte kilometer. De følgende 12 måneder, efter kilometertælleren havde passeret 50.000 miles, og garantien var udløbet, var Nyree Hintons månedligt kørte distance i gennemsnit 1.415 miles.

Manipulation og misfortolkning

Reddit findes flere eksempler på Model 3-ejeres lignende oplevelser, og Hinton har stævnet Tesla på vegne af et større antal Tesla-ejere. 

I stævningen hævder Hinton, at Tesla benytter “predictive algorithms” (forudsigende algoritmer), “energy consumption metrics” (energiforbrugsmålinger) og “driver behavior multipliers” (multiplikatorer for føreradfærd) til at manipulere og misfortolke det faktiske antal miles, som bilerne kører. Endnu er det uafklaret, om stævningen godkendes som et gruppesøgsmål.

Sagen er blandt andet omtalt i mediet ArsTechnica, der forgæves har forsøgt at få en kommentar fra Tesla.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here