Tesla tilbagekalder biler for blændende forlygter

verdens mest solgte bil
Foto: Tesla, Inc.

Den amerikanske færdselsstyrelse slår ned på Tesla's forlygter. Også i Danmark får Tesla-lygter kritik for at blænde andre trafikanter.

Tesla skal tilbagekalde over 20.000 Model 3 og Model Y i USA. Bilernes nærlys kan lyse for kraftigt og dermed blænde andre trafikanter.

Tilbagekaldelsen omfatter 1.614 Model 3 fra modelårene 2017 til 2023 og 18.735 Model Y fra årgang 2020 til 2023.

Det er dog ikke alle biler fra de pågældende årgange, der skal tilbagekaldes. Ifølge den amerikanske færdselsstyrelse NHTSA drejer det sig om biler, der under produktion eller i forbindelse med et værkstedsbesøg har fået monteret bestemte forlygter fremstillet fra juni 2023.

Tesla afviser fare

Tesla's forlygter er ikke defekte i traditionel forstand. De oplyser vejen, som de skal. Problemet er, at nærlyset i et afgrænset område over og ude i siden af lyskeglen overstiger den maksimale lysstyrke i de amerikanske regler.

I Tesla's egne målinger leverede den kraftigste af de undersøgte forlygter 230 candela i et område, hvor grænsen er 125 candela.

Tesla erkendte allerede problemet i 2024, men bad NHTSA om at slippe for en tilbagekaldelse. Tesla argumenterede for, at det ekstra lys rammer så højt og langt ude til siden, at det normalt ikke befinder sig i andre trafikanters synsfelt. Tesla oplyste samtidig, at selskabet ikke kendte til klager, ulykker eller personskader, der kunne forbindes med netop denne overskridelse.

NHTSA var ikke overbevist og har nu afvist Teslas ønske om at betragte fejlen som ubetydelig for sikkerheden.

Farligt i regn og tåge

Ifølge NHTSA kan det kraftige lys under bestemte forhold genere både føreren af Tesla'en og andre trafikanter. Det gælder især i regn, sne og tåge, hvor lyset kan blive spredt og danne et lyst slør, som gør det sværere at se omgivelserne.

Dermed kan lygterne øge risikoen for ulykker, selv om den ekstra lysstyrke kun findes i en mindre del af lyskeglen.

Tesla har endnu ikke besluttet, hvordan problemet skal løses. Derfor er det heller ikke afgjort, om bilerne skal have justeret eller udskiftet forlygterne. Til forskel fra mange andre Tesla-tilbagekaldelser ser det ikke ud til at kunne løses med en softwareopdatering.

Tesla-lygter får også kritik i Danmark

Tilbagekaldelsen gælder alene biler på det amerikanske marked og kan ikke umiddelbart overføres til danske Tesla'er.

Alligevel er sagen interessant herhjemme. Mange danske bilister oplever generelt, at moderne LED-forlygter blænder mere end tidligere. I en undersøgelse foretaget for FDM svarede næsten fire ud af ti bilister, at de føler sig mere blændet i mørke end for tre til fem år siden.  

Tesla er også blevet fremhævet særskilt. Da FDM analyserede de danske synstal for Tesla Model 3 årgang 2020, viste de mange fejl på blandt andet lygterne. FDM oplyste i den forbindelse, at Tesla's forlygter ofte enten var løse eller blændede.

Det betyder ikke nødvendigvis, at danske Tesla'er har præcis samme problem som bilerne i den amerikanske tilbagekaldelse. Men NHTSA-sagen viser, at billygter godt kan fungere efter hensigten og alligevel sende for meget lys i retninger, hvor det kan genere andre.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here