BILTEST: Smuk, velkørende og lækker – Audi A3 Cabriolet er alt det, som en åben bil skal være. Til overflod er prisen nærmest lav sammenlignet med konkurrenterne.
Hvilken bil?
Audi A3 Cabriolet er den åbne udgave af den nye A3 Limousine. Tidligere var A3 Cabriolet baseret på den korte, tredørs hatchback, hvilket gav den et lidt pudsigt, afkortet design. Nu er proportionerne på plads, fordi limousine-platformen er 20 cm længere, hvilket får A3 Cabriolet til at se længere, lavere og mere elegant ud – og samtidig øger bagagerummets kapacitet til 320 liter. A3 Cabriolet fås fra knapt 400.000 kr., her tester vi den med 125 hestes turbobenziner og Ambiente-udstyr til 413.000 kr. inkl. levering.
Vidste du at?
De senere år har kampen mellem den klassiske stofkaleche og det helårsduelige foldetag af stål bølget frem og tilbage blandt cabrioleterne. Audi holder fast i den ‘bløde hat’, hvilket sparer vægt og – efter manges mening – giver det rigtige look til en åben bil, også med taget oppe. Stoftaget på A3 Cabriolet er spændt ud på en let ramme af magnesium og stål og kan betjenes med eldrev med hastigheder helt op til 50 km/t. Meget praktisk, hvis du pludselig bliver overrasket af en sommerbyge.
Hvordan er førerpladsen?
Nøjagtig som i den almindelige A3, og det vil sige lækker, logisk indrettet og med en finish, der udstråler kvalitet i enhver detalje. Indretningsarkitekterne i Ingolstadt kan bare det der med god stil og fremragende ergonomi – A3 Cabriolet er en af den slags biler, du bare glæder dig over at sidde i – time efter time.
Helt afgørende for en åben bil er beskyttelsen mod vind og turbulens samtidig blandt de bedste på markedet. Hvor blæst og træk ofte bliver en udfordring fra 90 km/t i andre cabrioleter, kan du køre 120 km/t i A3 Cabriolet uden nævneværdige minusser i komforten.
Hvordan opleves kabinen?
Foran er der masser af plads, men benpladsen er beskeden på bagsædet, der under alle omstændigheder kun rummer to passagerer. Den eldrevne stofkaleche er godt isoleret mod vindstøj, men – typisk for biltypen – må du leve med nogle blinde vinkler, der kan skjule hele skoleklasser, når taget er oppe. Bagagerummet er på hæderlige 320 liter med taget på, og du kan lægge bagsædet ned, hvis du vil fragte lange genstande. Alligevel virker A3 Cabriolet tilstrækkeligt stiv og uden de fleksninger, der kan ødelægge komfort og køregenskaber i andre cabrioleter.
Er sikkerheden i orden?
Audi A3 Cabriolet er ikke testet af Euro NCAP – og bliver det formentlig ikke. Den fem-dørs hatchback, som Cabriolet er delvist baseret på, klarede sig dog rigtigt flot i NCAPs crashtest i 2012. Passagerer i en åben bil er særligt udsatte, hvis bilen ruller rundt, og den udfordring har Audi løst med sikkerhedsbøjler bag ved bagsædet, der automatisk skydes op, hvis hjulene slipper asfalten. Derudover er forruderammen forstærket, mens der er indbygget hovedbeskyttelse i forsædernes sideairbags.
Hvordan kører den?
Sikkert og forudsigeligt – men også en lille smule sterilt:
Lige så dygtig A3 Cabriolet er til at holde kursen og filtrere vejens ujævnheder fra, lige så uvillig er den til at hjælpe dig med lidt overstyring, hvis du slipper speederen i et skarp sving. Og det er helt OK, for cabrioleter er skabt til afslappet cruising ad bugtende landeveje, hvor det mere handler om at nyde panoramaudsigten end at jagte idealkurver.
Her er A3 Cabriolet i en klasse for sig med sin fløjsbløde komfort og gennemført lækre mekanik. Har du sportslige ambitioner kan du jo bare vælge en åben TT i stedet – A3 er fokuseret på ren nydelse og afslapning.
Hvordan er motoren?
Vi kender VW-familiens ‘downsizede’ 1,4 liters turbobenziner med 125 heste som motorernes svar på Sade’s ‘Smooth Operator’, og det gælder også her, hvor de fire cylindre aldrig sætter et stempel forkert. Alligevel vil vi anbefale at spendere 10.000 kr. ekstra og opgradere til udgaven med 150 hk. De sidste 25 hk giver et mærkbart kraftoverskud og med automatisk frakobling af to cylindre ved cruising, kører den reelt længere på literen. Begge motorer fungerer dog glimrende i A3, og selv den lille spiller fint med det syv-trins S-Tronic automatgear, som testbilen var udstyret med. Vi vil dog hellere spare de 35.000 kr. på automatgearet, og så nyde den lidt større motor i selskab med Audis præcise, manuelle gearkasse.
Passer prisen?
400.000 kr. er mange penge – men nærmest billigt for en cabriolet. Især når den har fire ringe i næsen og fungerer så eminent godt som Audi A3 Cabriolet.
Merprisen på 49.000 kr. i forhold til A3 Limousine er moderat og sammenlignet med de direkte rivaler, er Audi skarp på prisen. Hvilket Audi traditionelt har været med den åbne udgave af A3. Det gælder også med den nye A3 Cabriolet, der på mange måder fremstår som en model med et særligt gunstigt pris-herligheds forhold i Audis omfattende program. Da åbne biler altid har et lavere værditab end andre biler, er A3 Cabriolet noget så sjældent som en drømmebil, der ikke bliver et økonomisk mareridt.
Er der alternativer?
Relativt få. Den direkte konkurrent hedder BMW 2-serie Cabriolet, men den kommer først i foråret 2015 og forventes at blive ca. 50.000 kr. dyrere. Opel Cascada har også masser af komfort til 424.000 kr., men døjer med overvægt og mangel på temperament. Peugeot 308 CC er det franske alternativ med stålfoldetag og 156 hk til 459.000 kr., men ser decideret dyr ud i en direkte sammenligning med Audien. Sjoveste alternativ er faktisk VW-familiens egen Beetle Cabriolet, der har masser af stil til 377.000 kr., men må se sig overhalet af A3 Cabriolet på komfort og klasse.
Konklusion:
For: Design, komfort, mekanik – alt spiller perfekt.
Imod: Beskeden benplads på bagsædet.
Hvilkenbil siger:
Få biltyper er vanskeligere at lave end den åbne cabriolet. Kunderne forlanger en drømmebil, der kan alt på én gang, men for ingeniørerne kræver det både snilde og kompromisser at løse opgaven. Hatten af for Audi, der rammer det gyldne snit mellem sjov og hverdagsduelighed med A3 Cabriolet – markedets p.t. bedste svar på det åbne spørgsmål.
FAKTA: Audi A3 Cabrio 1,4 TFSI Ambiente
Vejl. pris, inkl. lev.: 413.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 18,9 km/l
Forbrug i test: 15,7 km/l
Længde/bredde/højde: 442/179/139 cm
Bagagerum: 287/320 liter
Vægt: 1.420 kg
Motor: 4 cyl., 1,4 liter, turbobenzin
Effekt: 125 hk/200 Nm
0-100 km/t: 10,2 sek
Topfart: 211 km/t
Særligt standard udstyr (Ambiente):
Klimaanlæg 2-zone, fjernbetjent centrallås, el-kaleche, el-ruder, el-spejle, multijusterbart læderrat, fartpilot, kørecomputer, splitbagsæde, 16” alufælge, p-sensor bag, elektrisk håndbremse, varme i forsæder.
Metallak: 7.500 kr. 7-trins S-tronic aut. Gear: 35.000 kr. *Anslået af hvilkenbil.dk
Læs også tests af rivalerne:
Opel Cascada er både underskøn og overvægtig