Test: Denne kinesiske elbil vil give tyskerne zøvnløse nætter 

biltest zeekr 001

BILTEST: Zeekr 001 er blandt de mest velkørende kinesiske elbiler - men også dyrere, end det uprøvede navn kan bære.

Hvilken bil?

Zeekr 001 er det nye, kinesiske bilmærkes første bil - en stor, luksuriøs fem-dørs hatchback med sportslige ambitioner. Designet er inspireret af Porsche Panamera. Zeekr omtaler da også selv designet som en Shooting Brake - altså en sportslig stationcar.

001 har været i produktion siden 2021, og har altså allerede fire år på bagen, selv om mærket først blev lanceret i Danmark i sommers. Fire år er meget i elbilernes verden. På Zeekr 001 ses det især på SEA-platformen, som bilen deler med sin søsterbil, Polestar 4. Begge biler har traditionel 400 volt-arkitektur og kan ikke følge med moderne elbiler med 800 volt, når det gælder lynladning. 001 er dog ingen sinke ved lynladeren. 10-80 procent er klaret på 30 minutter, hvilket er ganske godt for det enorme 100 kWh-batteri.

Her tester vi topudgaven Privilege med to motorer, firehjulstræk, 400 kW og en rækkevidde på 585 km til 585.000 kr. Zeekr 001 fås fra 455.000 kr. med én motor, baghjulstræk, 200 kW og 620 km rækkevidde.

Vidste du at?

Bag Zeekr står den kinesiske Geely koncern, der også ejer Volvo, Polestar, Lotus samt Lynk & Co. Oprindeligt skulle 001 have været en Lynk & Co., men Geely ombestemte sig i sidste øjeblik.

Ubeslutsomheden er sigende for Geely, der virker lidt usikre på, hvad de vil med deres forskellige mærker. Mens Polestar lægger sig tæt op ad Volvo og kæmper med salg og indtjening, er Zeekr kommet bedre fra land. Globalt er interessen større for Zeekr, der også får ny teknologi hurtigere end Polestar. I Kina er 001 netop blevet opgraderet med topmoderne 900 volt teknologi, der giver ekstremt hurtig lynladning og svimlende 912 hk til topmodellen.

Ifølge den danske Zeekr-importør kommer dén teknik ikke til Europa. Vi har dog lidt svært ved at se, at det giver mening med to forskellige teknologier. Noget tyder også på, at 001 vil have godt af mere spænding: Mens Zeekr har solgt imponerende 488 af SUV’en 7X med 800 volt siden lanceringen herhjemme i sommers, er der kun solgt 26 001.

I starten af 2026 lancerer Zeekr den lidt mindre 007. Designet minder om 001, men 007 har 800 volt teknologi, hurtigere lynladning og flere kræfter. Alene det taler for, at 001 bliver opgraderet, hvis den skal være relevant i forhold til sin kommende lillebror med agent-betegnelsen.

Hvordan er førerpladsen?

Har man siddet i Polestar 4, føler man sig straks hjemme bag rattet i Zeekr 001. Førerpladsen er bygget op omkring samme centrale skærm, der styrer stort set alt, samt en mekanisk lækker gearvælger og volumeknap i midterkonsollen.

Rattet har haptiske knapper, der ligesom i Polestar 4 ikke har ikoner for deres funktioner. Det er meget lidt pædagogisk og den haptiske tilbagemelding på tryk virker billig. Til gengæld synes vi, at menuerne i Zeekr 001 er lidt mere logiske end i Polestar 4. 

001 er dog endnu en kinesisk elbil, der nok efterligner Teslas een-skærm-til-det-hele minimalisme, men aldrig matcher forbilledet, når det gælder skærmhastighed, overblik og intuitiv forståelse af, hvordan det hele fungerer. Grundlæggende kræver skærmen i 001 bare for meget opmærksomhed. Også selv om Zeekr har lavet en smart swipe-down genvej på skærmen, så du hurtigt kan trykke de irriterende advarsler for hastighed, uopmærksomhed og lignende fra.

Ergonomien er overvejende god med store, fastpolstrede sæder, men vi kunne godt ønske os, at rattet kunne trækkes tættere på. Især i en bil, der gerne vil være sportslig.

Hvordan opleves kabinen?

Som søsterbilen Polestar 4 byder Zeekr 001 på en virkelig lækker finish og bundsolid byggekvalitet, der mærkbart overgår det vi ser fra et tysk premiummærke som Audi. Her er mest blød plastic, alcantara, farvede syninger og - med venlig hilsen til Cupra - bronzefarvede detaljer, der giver kabinen et eksklusivt pift.

Pladsudnyttelsen er mindre imponerende. Zeekr 001 er en kæmpe på knapt fem meter, men virker mindre indvendig. Både bagagerummet og det lille frunk er mindre, end bilen lægger op til. På bagsædet sørger tre meters akselafstand for plads til benstræk, men du sidder lavt og dermed lidt ukomfortabelt, også fordi det er svært at få fødderne ind under forsæderne.

Er sikkerheden i orden?

Zeekr 001 er crashtestet efter de lidt mildere regler tilbage i 2024. Sidste år scorede bilen fem ud af fem stjerner og klarede sig generelt godt i alle testdiscipliner. Zeekr 001 har ingen svage punkter og har også en moderne centerairbag, der beskytter forsædepassagerer mod at støde hovederne sammen ved påkørsel fra siden.

Beskyttelsen af børn inde i bilen og af bløde trafikanter, der rammes af bilen, er også på niveau med de mest sikre bilers.

Også alle aktive køre- og sikkerhedsassistenter fungerede fint i testen.

Læs mere på euroncap.com og se videoen herunder.

Hvordan kører den?

Godt uden at være rigtigt involverende. Topmodellen har aktiv luftaffjedring, der på fornem vis filtrerer ujævnheder fra og sikrer et solidt vejgreb. Men styringen er steril og så kommer den køreglade chauffør til at mangle noget feedback fra vejen, der gør det sjovt at køre på en snoet sognevej. Her er man heller aldrig i tvivl om, at Zeekr 001 er en velvoksen bil med en kampvægt på 2.350 kg.

En kæmpe irritation er måden, som Zeekr 001 genindvinder bremseenergien på: Når du slipper speederen, begynder den først at friløbe, hvorefter rekuperationen sætter ind. Det føles som at køre med en løs elastik mellem speeder og motor - meget frustrerende.

Motorvejen er 001’s hjemmebane. Her ligger den klippestabilt og du kan nyde kraftoverskuddet, affjedringskomforten og den overvejende effektive lyddæmpning. Vi oplevede dog noget støj fra de enorme 22-hjul med vinterdæk. Står vinden ‘forkert’, var der også susen fra de rammeløse vinduer. Men det ødelægger dog ikke billedet af en kompetent og komfortabel langtursbil.

Hvordan er motor og opladning?

400 kW (544 hk) er egentlig for meget til danske veje og fartgrænser. Og det bliver ikke bedre af, at kræfterne leveres med tydelig ketchupeffekt: Træd hårdt på speederen, og det er som om de to elmotorer lige skal forstå, at nu skal vi altså fremad, og får du ellers et spark bagi. Søsterbilen Polestar 4 håndterer præcis de samme kræfter meget mere elegant med et progressivt sug af kræfter, der mere lineært øger hastigheden.

Opladning er OK. Her er hele 22 kW AC-opladning, mens lynladning topper ved 200 kW. Ladekurven er rimeligt flad, og man kan ikke sige noget til, at det tager en halv time at lade et enormt 100 kW-batteri fra 10-80 procent. Altså bortset fra, at de fleste konkurrenter nu har 800 volt, der kapper omkring 10 minutter af ladetiden. Til gengæld søger batteri-forvarmning for, at ladetiden også holder i koldt vejr.

Vi er mere skuffede over forbruget. På papiret kører Zeekr 001 5,4 km/kWh. Det er i forvejen ikke særligt effektivt. I testugen, der bød på en del lande- og motorvej ved temperaturer lidt under 10 grader, nåede vi et snit på 4,3 km/kWh.

Det gør 001 til elbilernes svar på en gammel, strømslugende glødepære. Appetitten på strøm giver en reel rækkevidde på ca. 400 km, og det er for lidt for en relativt lav bil med så stort et batteri.

Passer prisen?

Ikke helt, og det skyldes især, at Zeekr 001 står i samme udstillingslokale som SUV’en Zeekr 7X, der er større, har 800 volt-teknologi og alligevel er billigere. Den prissætning understreger, at 001 ikke er noget super-tilbud.

Omvendt er den billigere end sine europæiske konkurrenter. Især når man tager det omfattende udstyr med i regnestykket. 

I stedet for topmodellen anbefaler vi Business Edition AWD til 490.000 kr. Du sparer 95.000 kr. i forhold til den testede topmodel, men bevarer firehjulstrækket og de rigelige 400 kW mod at droppe luftaffjedringen. Vi tror, at den billigere udgave kommer til at holde værdien noget bedre.

Er der alternativer?

For 600.000 kroner kan du også vælge Audi A6 e-tron Sportback quattro. Den har også to motorer og firehjulstræk, men ‘kun’ 315 kW. Til gengæld får du 800 volt teknologi med hurtig lynladning, 700 km rækkevidde og mere delikate køreegenskaber. Pladsmæssigt minder de to biler om hinanden - begge er mindre indvendig, er de ydre dimensioner lægger op til.

BMW i5 xDrive40 Fully Charged med 290 kW (394 hk), 553 km rækkevidde, og samme 10-80 pct. lynladning på 30 min. koster 705.000 kr. Her står Zeekr 001 stærkt med bedre plads og finish og mere udstyr til 110.000 kroner mindre.

Zeekr 001’s største rival er dog søsterbilen Polestar 4, som der faktisk er solgt over 800 af i år herhjemme. Nordic Edition Performance med samme drivline, men kun 500 km rækkevidde til 580.000 kr. kører efter vores mening en tand bedre og mere dynamisk end Zeekr 001. Til gengæld fungerer Zeekrs betjening bedre, og vi er heller ikke fan af Polestar 4’s manglende bagrude, der ikke giver nogen fordele, men bare er aparte.

Konklusion:

For: Komfort, udstyr, finish og byggekvalitet.
Imod: Drivline mangler fintuning, dårlig pladsudnyttelse, 400 volt teknologi.
Hvilkenbil siger:

Er du til komfort og lækker finish i et design, der ikke bare ligner et stykke håndsæbe og vil du gerne spare lidt penge sammenlignet med tyske premiummærker, er Zeekr 001 værd at prøve. Den gør meget godt, men prisen er ikke noget slagtilbud, og alderen trykker, når det gælder lynladning og den skærmtunge betjening. 001 understreger først og fremmest, at Zeekr lige nu ligner det Kina-mærke, der kommer tættest på de tyske forbilleder.

FAKTA: Zeekr 001 Privilege AWD

Pris: 584.900 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Årlig ejerafgift: 840 kr.
Garanti (bil/rust): 5 år (100.000 km)/12 år (serviceaktiveret 10 år/200.000 km)
Garanti (batteri): 8 år (160.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2025)
Antal airbags: 7 (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 496/200/156 cm
Akselafstand: 300 cm
Bagagerum: 539 + lille frunk
Vægt: 2.350 kg 
Anhængervægt: 750/2.000 kg m. bremse
Batterikapacitet: 100 kWh 
Rækkevidde (WLTP): 585 km
Forbrug: 5,4 km/kWh 
Forbrug i test: 4,3 km/kWh (4-9 gr., tørt, nogen vind)
Ladeevne: Op til 200 kW DC/11 kW AC
Opladningstid: 30 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), ca. 5,5 timer (0-100 pct. ved 22 kW AC)
Effekt/moment: 400 kW (544 hk), 686 Nm, firehjulstræk
0-100 km/t: 3,8 sek
Topfart: 200 km/t

Særligt standardudstyr:

Adaptiv fartpilot, vejskiltegenkendelse, blindvinkelassistent, adaptive LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, p-sensorer for og bag, bakkamera, regnsensor, forsæder m. varme, køl, lændestøtte og massage, læderrat m. varme, 3-zonet klimaanlæg, nøglefri betjening, elektrisk bagklap, 15 tommer infotainmentdisplay m. navigation og stemmeassistent, head-up display, aktiv luftaffjedring (Privilege), ambientebelysning, DAB-radio, trådløs Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, panoramaglastag, 22 tommer alufælge, varmepumpe. (* Anslået af hvilkenbil.dk)

Elektrisk anhængertræk: 19.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here