Tredje test af finsk superbatteri viser, at det er i stand til at holde på en opladning - og dermed ikke er en superkondensator, som kritikerne hævder.
Finske Donut Lab fortsætter deres ugentlige fremlægning af testresultater, der skal tilbagevise flere eksperters beskyldninger om fup og svindel. Donut Lab blev verdensberømte - nogle vil mene berygtede - i begyndelsen af 2026, da de hævdede at være klar til at masseproducere et solid state-batteri med dobbelt så meget energi som litium-ion-batterier og en levetid på 100.000 ladecykluser.
Siden har Donut Lab fremlagt to uvildige tests, der beviser, at deres batteri lader hurtigt og er funktionsdygtigt ved 100 grader. En temperatur, der er langt ude af komfortzonen for kendte batterityper.
Tog batteri skade?
Sidstnævnte test afslørede dog, at batteriet mistede sit vakuum, hvilket aldrig er noget godt tegn. Batteriet leverede dog masser af strøm ved den høje temperatur, men Donut Lab har ikke efterfølgende fremlagt data, der viser, om batteriet har taget skade.
I dag offentliggør Donut Lab så en tredje test. Denne gang handler det om, hvorvidt batteriet er i stand til at holde på en fuld opladning. Flere skeptikere har nemlig vurderet, at Donut Lab slet ikke har lavet et solid state-batteri, men i stedet en superkondensator. En superkondensator kan lades med strøm og afgive den igen ekstremt hurtigt - men den kan kun holde på strømmen i kortere tid.

Testen, der er udført af det uafhængige, statsejede VTT Technical Research Centre of Finland og derfor må forventes at være troværdig, viser dog, at der er tale om en batteri, der er i stand til at holde på en opladning.
97,7 pct. strøm efter 10 dage
VTT har først opladet batteriet til 50 procent og derefter ladet det ligge i 10 dage. Testen viser en meget normal, beskeden afladning: Den største afladning sker i løbet af de første 10 timer. Herefter er afladningen minimal de resterende 230 timer af de 10 dage.
Efter 10 dage konstaterer VTT, at batteriet stadig har 97,7 procent af den strøm, som batteriet modtog 10 dage tidligere.
“Siden vi præsenterede Donut-batteriet, har der været en masse spekulationer og teorier om, hvorvidt det er en superkondensator. I al sin enkelhed dokumenterer denne test, at det er et batteri. Superkondensatorer oplades og aflades hurtigt, men de aflades også hurtigt, når de ikke er i brug. Donut-batteriet fungerer som et batteri og kan bevare sin opladning betydeligt længere,” siger Ville Piippo, teknisk direktør hos Donut Lab.
To afgørende data mangler
Så langt, så godt. Tilbage står, at Donut Lab stadig ikke har bevist sine to største påstande om energitæthed og levetid, som stadig får eksperter til at mistro det finske mirakel-batteri.
Ifølge eksperter har Donut Lab i sine tre første tests kun fremlagt de ‘nemme’ data. Jo, det er fint, at Donut Lab’s batteri kan lade hurtigt, at det fungerer ved høj varme - i hvert fald 80 grader, men ikke nødvendigvis ved 100 grader - og at det er i stand til at holde på en opladning uden ligefrem at imponere i dén disciplin.
Men først når Donut Lab fremlægger dokumentation for energitæthed og antal ladecyklusser, ved vi, om en lille finsk start-up virkelig har overhalet nogle af verdens største bil- og batteriproducenter med det første solid state-batteri klar til masseproduktion.
Skal levere i marts
Skeptikerne er stadig skeptiske. Imens tikker uret. Donut Lab har ikke alene lovet at fremlægge mere dokumentation. Inden udgangen af marts, skal de første Verge el-motorcykler med Donut Lab’s superbatteri være ude at køre på vejene.
Læs mere på Donut Labs hjemmeside idonutbelieve.com og se den tredje test-video herunder.






