BILTEST: Xpeng G9 er godt skruet sammen, stærkt prissat og lader lynhurtigt. Men flere mangler overskygger mange af fornøjelserne.
Hvilken bil?
Den mægtige kineser Xpeng G9 fører sig frem i reklamer, og den synes at have noget at have sin selvsikkerhed i: For 480.000 kroner får man en særdeles rummelig elektrisk SUV med et batteri på 78 kWh, en officiel rækkevidde på 460 kilometer, en seriøs evne til at lynlade samt en anseelig mængde sikkerheds- og komfortudstyr. Alt sammen pakket ind i en kvalitet, som man indtil for få år siden ikke havde ventet fra Kina.
480.000 kr. for en stort set fuldt udstyret elektrisk SUV ville i en verden, hvor tradition, kvalitet og mærkevare-kendskab er nulstillet, være et tilbud, der distancerer Dyne-Larsens ‘jeg har et godt tilbud til dig’ med flere længder.
Med 98 kWh-batteri og 570 kilometers rækkevidde er prisen 550.000 kr., og vil man gå power-amok med to elmotorer, en samlet ydelse på 405 kW (551 hestekræfter) og en svimlende acceleration fra 0 til 100 km/t på 3,9 sekunder, er prisen 600.000 kr. Lynbassens rækkevidde er 520 km.
Vidste du at?
Xpeng blev stiftet for kun fire år siden af de to kinesiske forretningsfolk Xiaopeng He og Jun Lei. Begge har fået deres business-opdragelse i Alibaba Group, Kinas udgave af Amazon. Førstnævnte har lagt navn til mærket, og Jun Lei er udover engagementet i Xpeng stifter af elektronikvirksomheden Xiaomi, der bl.a. producerer mobiltelefoner.
Mærket kom til Europa i 2021, i efteråret 2022 meldte man sig i Danmark med sedanen P7, og sidste efterår kom G9 til.
Xpeng kan meget vel være en af de kinesiske bilproducenter, som vi skal tage alvorligt. I sommeren 2023 købte Volkswagen 4,99 pct. af den privatejede virksomheds aktier, og i slutningen af februar i år offentliggjorde de to et strategisk samarbejde om platforme og komponenter.
Hvordan er førerpladsen?
Forsæderne er store og komfortable, indstillingsmulighederne mange, der er både varme og ventilation i dem, og den generelle lækkerhedsfaktor i kabinen er fornem. Umiddelbart er den oplevede finish på niveau med de bedste europæere og ubetinget mere lækker end i Tesla.
Foran føreren en 10,25 tommer skærm plus to 15 tommer skærme, en i midten og en foran passageren. At blive dus med G9’erens funktioner kræver dog tid og tålmodighed. Især bilens aktive sikkerhedssystemer er udfordret – det vender jeg tilbage til.
Gearvælgeren er en stilk til højre for rattet, og her kommer den første af mange høje lyde, der i dette tilfælde åbenbart kun har til hensigt at fortælle føreren, at nu er bilen altså sat i gear.
Apple CarPlay/Android Auto er ikke muligt, og som oplevet med andre kinesiske elbiler måtte ventilationssystemet med flere end to personer i bilen på regnvejrsdage blæses yderligere op for at holde sideruderne fri for dug.
Bagrudeviskeren har desværre ikke en intervalfunktion, så man skal manuelt aktivere den, hver gang vand skal viskes af.
Stort set alle funktioner skal tilgås på infotainmentskærmen, og det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt.
G9’eren giver dog mulighed for stemmestyring – på engelsk – og det fungerer efter lidt tilvænning ganske udmærket til de mest basale funktioner.
Hvordan opleves kabinen?
Pladsen er enorm, også for tre voksne på bagsædet. Bagagerummet er på hele 660 liter plus et praktisk “frunk” under frontklappen til ladekabler og andre småting.
Bagsædets to yderpladser har varme, og ryglænets hældning kan justeres elektrisk. Apropos varme, så kan bagsædepassagerne af en eller anden grund ikke selv styre sædevarmen – eneste mulighed for aktivering er at bede dem i forsæderne om hjælp, da den funktion kun kan fikses via en af de to store skærme foran. Af en anden lige så forunderlig årsag “muter” man lydanlægget på den midterste knap på bagdørene. Den knap kunne passende være helliget sædevarmen.
Der er to USB-udtag ved bagsædet, det ene den efterhånden gammeldags USB-A, den anden den mere moderne USB-C.
Er sikkerheden i orden?
Både og. G9’erens grundlæggende sikkerhed er i orden. Den cruisede gennem Euro NCAP’s test i 2023 og scorede de maksimale fem stjerner.
Problemet er, at de aktive sikkerhedssystemer virker så nervøse og overformynderiske, at de mere gør G9 til en prøvelse end en premium-oplevelse.
Aldrig har jeg oplevet en adaptiv fartpilot, der har så svært ved at aflæse omgivelserne. Flere gange endte det i “fantom-opbremsninger”, hvor bilen bremsede hårdt for noget, der ikke var der. Også for parkerede biler i p-båse langs vejen. Gisp! Dét er vildt ubehageligt og i uheldigste fald farligt.
Vognbaneassistenten trækker voldsomt i rattet, hvis man bare tænker på at nærme sig vejstriberne. Et overvågningskamera holder nidkært øje med, at man altid har øjnene på vejen. Straks man fjerner blikket, får man at vide, at “man skal holde øje med vejFORholdene”. Slap nu af…
En del af funktionerne kan de-aktiveres, hvilket man så vælger at gøre ved hver start. Men det tager tid og medvirker til irritation og frustration.
Det hele er tillige ledsaget af utallige ‘dong’, som minder om at være tvangsindlagt til utrøsteligt grædende babyer i en flyver.
Ret skal være ret: Xpeng er i gang med et større tilpasningsarbejde, og det skulle snart blive rullet ud “over the air” til alle biler.
Lad os se, om det virker. Problemet var det samme, da vi i 2023 testede sedanen P7. Dengang lovede man også, at problemet snart ville være løst. Det er ni måneder siden.
Hvordan kører den?
G9 vejer over 2,2 ton og alene derfor er den tiltænkt en tilværelse som cruiser. Også selvom man kan få en power-version med absurd mange hestekræfter.
Testbilen med 313 hk har rigeligt med kræfter, og man bliver hurtigt kureret, hvis man skulle forsøge at køre lidt frisk til på små veje. Dét er den ikke bygget til. Styretøjet er typisk elbil-syntetisk, men såmænd præcist nok, og affjedringen opsuger ujævnheder ganske gelinde.
Man skal være opmærksom på, at hvis man smækker 1,5 ton på anhængertrækket, er det ikke nok med et kategori B-kørekort. Så skal man have et kategori B+.
Hvordan er motor og opladning?
Her shiner G9. Med 800 volts-teknologi er man sikret lynladning op til 260 kW. På en omkring frysepunktet-dag strøg den med batteriets kapacitet på 15 procent lynhurtigt op til 230-240, og dér blev den hængende, indtil batteriet var fyldt op til næsten 80 pct. Dét er supereffektivt og noget, man sætter pris på.
Fysisk storhed og ditto vægt gør ikke noget godt for forbruget, og på papiret står G9 til 5,2 km/kWh. Det nåede jeg ikke i nærheden af, blandt andet fordi temperaturerne i testugen svingede fra lige under frysepunktet til 10 plusgrader. I snit, inklusive noget motorvejskørsel med 110 km/t, nåede jeg 4,3 km/kWh. Det svarer til en rækkevidde på lige godt 330 kilometer, hvilket skal sættes i forhold til de 460 kilometer, den er opgivet til.
Passer prisen?
Som nævnt i indledningen er der ingen tvivl om, at 480.000 kr. er en særdeles stærk pris, når man ser på kvalitet, udstyr, en fornuftig rækkevidde på 460 km og ikke mindst ladeevnen på 260 kW.
550.000 kr. er også en rimelig pris for 98 kWh-batteri, 570 kilometers rækkevidde og en ladeevne op til 300 kW. Heller ikke de sidste 50.000 kr. for topudgaven er på nogen måde afskrækkende.
G9’eren med den længste rækkevidde er dog den, Hvilkenbil vil pege på som det bedste køb.
Er der alternativer?
Tesla Model Y er en skarp konkurrent, der er svær at udmanøvrere. Knap så rummelig på bagsædet som G9, ikke så overbevisende kvalitet, men billig: Med en rækkevidde på 533 km er Model Y Long Range konkurrent til den G9, som Hvilkenbil anbefaler som det bedste køb, og her er Tesla-prisen i øjeblikket 400.000 kr., altså 150.000 kr. under G9.
Xpengs ambitioner rækker dog højere end til Tesla. Xpeng-sælgere nævner Mercedes-Benz EQE SUV, BMW iX og Audi Q8 e-tron, og her står kineseren selvsagt stærkt i den direkte prissammenligning, særligt når man kigger på mængden af standardudstyr i G9’eren.
EQE SUV 300 med 577 kilometers rækkevidde koster 750.000 kr., mindste iX med en rækkevidde på 412 km koster mere end Mercedesen, og Q8 e-tron med 485 kilometers rækkevidde koster 712.000 kr. Fælles for de tre tyskere er, at der skal hældes en del ekstraudstyr i for at nå på højde.
Som det er nu, fungerer tyskerne dog langt bedre, så den hurdle skal Xpeng forbi for reelt at kunne tage kampen op.
Konklusion:
For: Plads, kvalitet, pris, ladehastighed.
Imod: Ringe assistentsystemer, ikke intelligent LED-lys, ikke mulighed for head up-display.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Xpeng G9 RWD Standard Range
Vejl. pris, inkl. lev.: 479.900 kr.
Anslået kontantrabat: * 0 kr.
Privatleasing: 4.995 kr./måned (førstegangsydelse 34.995 kr., 15.000 km/år, leasingperiode 11-36 måneder)
Årlig ejerafgift: 780 kr.
Garanti (mekanisk): 7 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Garanti (lak/rust): 3/12 år
Garanti (batteri): 8 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2023)
Antal airbags: 7 airbags (inkl. centerairbag)
Længde/bredde/højde: 489/194/168 cm
Bagagerum (min/max): 660/1.576 liter + frunk på 71 liter
Vægt: 2.235 kg
Anhængervægt: 1.500 kg
Batterikapacitet (netto): 78 kWh, varmepumpe
Rækkevidde (WLTP): 460 km
Forbrug: 5,2 km/kWh (19,4 Wh/100 km)
Forbrug i test: 4,3 km/kWh (23,1 kWh/100 km)
Ladeevne: Op til 260 kWh DC
Opladningstid: 20 minutter (10-80 pct. ved DC-lynlader), op til 9 timer (5-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 230 kW (svarer til 313 hk)
0-100 km/t: 6,4 sek
Topfart: 200 km/t
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, udvidet aktiv vognbaneassistent, blindvinkelassistent, vejskiltegenkendelse, rutebaseret tilpasning af hastigheden, advarsel om trafikanter v. bakning og åbning af døre, LED-forlygter m. aut. op- og nedblænding, p-sensor for og bag samt 360 graders kamera, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 2-zonet klimaanlæg, varme i rat, nøglefri betjening, eljusterbare forsæder m. memory, varme og ventilation i forsæder, varme i bagsæder, 10,25 tommer instrumentdisplay, 2 x 15 tommer infotainmentskærm, Surround Sound System m. DAB-FM radio, navigationsanlæg, stemmestyring, Bluetooth, trådløs opladning af mobiltelefon, softclose-døre, elektrisk bagklap, mørktonede ruder bag, 19 tommer alufælge.
(* Anslået af hvilkenbil.dk)
Metallak: 10.000 kr.
Kabine-pakke (bl.a. nappalæderindtræk, massagefunktion fire sæder, passagersæde m. lændestøtte, justering af lårstøtte i forsæder og yderste bagsæder, Dynaudio lydsystem): 29.990 kr.
Anhængertræk: 9.900 kr.
LIGE EN OPDATERING I FORHOLD TIL JERES ANMELDELSE.
I dag ruller vi en testomgang af OTA 4.4.0 ud til alle biler på det europæiske marked. Over 600 kunder har allerede tilmeldt sig! Vi er fast besluttede på at brugerindragelse og udvikling af bilens funktioner, sammen med vores kunder, er vejen frem.
Alle kunder vil, i deres XPENG-app, i løbet af de første dage i marts 2024 blive inviteret til at deltage i brugertesten, og have mulighed for at teste løs. Derefter vil vi bede om feedback via et spørgeskema, der bliver delt i app’en senere – inden den endelige udrulning af 4.4.0 senere i marts.
Nedenfor kan du læse om de største OTA-ændringer. Disse ændringer vil ligeledes fremgå i alle XPENG-ejeres app og i bilens styresystem, den dag den endelige OTA 4.4.0 bliver frigjort.
Smart Cockpit
Forbedringer af lydkvalitet for telefonopkald via Bluetooth
Lydkvaliteten af Bluetooth-opkald er blevet forbedret, så der nu opnås kraftigere og klarere opfangning af lyd i bilen. Dette har til hensigt at øge brugeroplevelsen markant ved brugen af telefonen til opkald under kørslen.
Visning af batteriniveau i procent og/eller kilometer
Batterimenuen har nu en knap, hvor du frit kan skifte mellem to visninger for rækkevidde eller procent. Når du skifter mellem visningerne, vil visningen også skifte i instrumentbrættet, så du får en klar idé om det resterende batteriniveau eller kilometerantal.
Ændring af lydfunktionen ved låsning/oplåsning (kun for P7)
Under bilens indstillinger er det nu muligt at skifte mellem de forskellige signaler som bilen afgiver i forbindelse med låsning/oplåsning. Du kan nu vælge imellem: 1. Blinkesignal, 2. Blinkesignal og horn eller 3. Blinkesignal og afspilning af musik.
*Anbefaling: Selvstændigt Blinkesignal anbefales til oplåsning for at undgå forstyrrelse af dit lokalmiljø, mens Blink og horn anbefales til feedback ved låsning for at informere føreren om, at køretøjet er låst. Vær sikker på, at køretøjet er låst, før du forlader køretøjet.
Filtrering ved søgning efter ladestandere
Når du bruger navigationen til at finde ladepunkter, kan du nu filtrere ladestanderne efter deres ladestyrke øverst på listen over søgeresultater og dermed forbedre effektiviteten af din søgning. Det hjælper ligeledes brugervenligheden i forbindelse med ruteplanlægning og forvarmning af batteriet på langtur.
Tysk kan nu vælges som sprog for display og meddelelser
Nu kan der vælges tysk som sprog for display og meddelelser. Brugere kan skifte sproget til tysk under Display – Sprog. Touchscreen, brugerfladen på instrumentbrættet og stemmemeddelelser vil skifte til tysk.
Ansvarsfraskrivelser for bestemte apps fra tredjeparter
WebAPPs, blandt andre YouTube, Disney Plus, Apple TV, Instagram, TikTok, Apple Music, Audible og Prime Video vil blive tilføjet til app-listen i form af bogmærker og kan bruges normalt efter at have accepteret pop-op-meddelelsen om ansvarsfraskrivelse.
Revision og præcisering af funktionsnavne og systembeskrivelser
En lang række funktionsnavne og beskrivelser i bilens indhold er blevet revideret på dansk, hollandsk, svensk og norsk for at forbedre oplevelsen af infotainmentsystemet og sikre større klarhed for brugerne. I husker nok da massage funktionen i forsædet hed “varme i” og den famøse “krydstogtshastighed”
Aktiv sikkerhed – XPILOT
Førerovervågning (DSM)
Nu kan du tilpasse følsomheden af førerovervågningen med 3 niveauer: Lav/Normal/Høj, og standardindstillingen er “Normal”, mens den tidligere har været indstillet til det der nu er den nye “Høj” funktion.
Mere nøjagtig førerovervågning skal sikre præcisionen af meddelelserne og forbedre brugeroplevelsen.
Lane Support System (LSS)
Lane Support System (LSS) bruger kameraer (de samme eller lignende som dem i AEB) til at “læse” linjerne på vejen og advare føreren, hvis bilen nærmer sig linjerne på farlig vis. Vi har reduceret hyppigheden af advarsler ved kørsel og sving, så man kun får de mest nødvendige og lovpligtige advarsler.
Oplevelsen med hjælp til undgåelse af vejbaneafvigelser er forbedret ved at reducere feedback fra vibrationer fra rattet, så der udløses en advarsel, for at undgå for mange forstyrrelser.
Opgradering af den intelligente fjernlysassistent (IHB)
Vi har øget distancen og præcisionen for registrering af forankørende og modkørende køretøjer i mørke, så systemet mere præcist kan slukke for fjernlyset tidligere og undgå at genere andre køretøjer
På motorveje og omfartsveje i byer vil fjernlyset automatisk blive slukket, når der kommer modkørende trafik og vil automatisk blive tændt igen, når køretøjerne er passeret, og dermed undgå at genere modkørende trafik og i bymiljøer.
Adaptiv Fartpilot (ACC)
Bedre langgående komfort i jævnheden af den adaptive fartpilot og mindre uberettiget deceleration forårsaget af parkerede køretøjer i vejkanten.
Logikken for fartgrænse efter sænkning er blevet optimeret. Når rattet overtages for manuelt at overtage styringen fra LCC til ACC, vil fartgrænse for fartpiloten automatisk holde kørehastigheden og systemet vil respektere at man overtager styringen såfremt man husker at benytte højre/venstre blink.
Vognbaneassistent (LCC)
Status på trafiklys i den benyttede vognbane vil nu fremgå øverst på førerskærmen og kan hjælpe i situationer hvor modlys eller begrænset udsyn gør det svært at se status på trafiklys.
Optimering af oplevelsen med acceleration og deceleration. Dette gør, at køretøjet kan accelerere eller decelerere i bedre tid og mere passende i bestemte scenarier, f.eks. når køretøjet foran skifter kørebane og andre køretøjer kører ind foran.
Oplevelsen i af hastigheden og præcisionen ved brug af LCC i sving er optimeret, hvilket reducerer antallet af situationer med langsom fart i sving samt unødvendige advarsler og giver en mere passende hastighed i flere kørescenarier.
Assistent til automatisk vognbaneskift (ALC)
Signaleringen af muligheden for automatisk vejbaneskift er blevet forbedret, og præcisionen og timingen af acceleration efter vejbaneskift er blevet forbedret. ALC vil i de flere situationer kunne fungere i kombination med LCC, som den primære form for vognbaneskift på motorvejen.
Intelligent parkeringsassistent (APA)
Optimering af automatisk parkering ved båseparkering.
Optimeret komfort under parkering ved at reducere ujævnheder under parkering.
Optimering af bilens selvparkeringsevner i smalle parkeringsbåse og ved parallelparkering i vejsider på smalle gader.
Vi har øget brugervenligheden og oplevelsen ved brug af den automatiske parkeringsassisten ved båse- og parallelparkering. Brugerne vil nu opleve at der er kortere tid mellem gearskift frem og tilbage.
Optimering af 360-graders kamera visning af køretøjet (AVM)
Vi har tilføjet visning af dækkenes placering under det transparente chassis. Effekten af transparent chassis i overvågningen omkring køretøjet er forbedret, og styreretning og dækkenes placering vises nu i realtid.
Optimering af den markering der angiver køreretningen på 360-graders visningen for, at forhindre uhensigtmæssige parkeringsskader m.m.
Interaktive oplevelse mellem fører og køretøj
Vi har reduceret antallet af funktionslyde og visuelle notifikationer, der forekommer ved brugen af ACC, LCC og ALC under kørsel. Det giver en mere fredelig og brugervenlig køreoplevelse.
Andre opdateringer – opvarmning og anti-dug
Vi har optimeret bilens opvarmningslogik, så den automatiske anti-dug funktion starter tidligere og mere effektivt for at undgå farlige situationer med duggede ruder og manglende opvarmning af kabinen.
Vil I lave samme test igen når xpilot 4.0 er opdateret?
I glemmer at skrive, at Xpeng har den bedste fabriksgaranti sammenlignet med samtlige danske EV modeller i Danmark. Men fin test og jeg glæder mig til at se flere.
Hej Heri. Ja, det vil vi, og vi har allerede aftalt med importøren, at vi får lejlighed til at teste en opdateret G9. Vi ser frem til selv at afprøve de mange opdateringer, som også fremgår af importørens meget detaljerede indlæg her på siden 🙂 Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør.
Ved du om de arbejder på at kunne to-vejs lade fra batteriet?
Mvh Johnny