Test: Konservativ kinesisk elbil overrasker positivt

biltest mg s5 ev

BILTEST: MG S5 EV overbeviser med plads, præstationer og fine køregenskaber til fair pris. Men du skal undgå de billigste udgaver.

Hvilken bil?

MG S5 EV er en elektrisk SUV, der med en længde på 4,4 meter placerer sig lige under populære elbiler som VW ID.4, Tesla Model Y og Skoda Enyaq. I stedet skal MG S5 konkurrere med Kia EV3, Renault Scenic Electric, den kinesiske landsmand BYD Atto 3 og ikke mindst den p.t. mest solgte bil i Danmark, Skoda Elroq.

MG S5 havde Danmarkspremiere i juni, og Hvilkenbil er blandt de første medier, der tester den i Danmark. Modelprogrammet starter ved beskedne 230.000 kr. for basismodellen med 340 km rækkevidde. Her tester vi dog topmodellen Luxury med 465 km rækkevidde til 270.000 kr., der er den eneste S5 med varmepumpe. Det øger rækkevidden i vinterhalvåret, og vi anbefaler derfor denne variant frem for de øvrige modeller. Regner man det omfattende udstyr i Luxury med, står MG S5 stadig stærkt på prisen sammenlignet med de direkte konkurrenter. MG kan også prale af en omfattende nybilsgaranti på 7 år / 150.000 km.

Vidste du at?

Ældre læsere vil huske MG som et hæderkronet, engelsk sportsvognsmærke, der havde sin storhedstid i 60erne. Siden gik det voldsomt ned af bakke, indtil kinesiske SAIC Motor købte MG i 2005.

SAIC er den største af de statsejede bilproducenter i Kina og næsten lige så gammelt som MG – SAIC kan dateres tilbage til 1940erne.

Sidste år kom SAIC i EUs skudlinje, da mærket var blandt de mærker, der ikke ville give EU-Kommissionen indblik i den kinesiske statsstøtte. Det takserede EU til en straftold i omegnen af 45 pct., der blev indført sidste år, og siden har været med til at hæmme salget af MG i det meste af Europa. Også i Danmark har MG måttet se kinesiske konkurrenter som BYD, Xpeng og Polestar trække fra. S5 er den MG med de bedste muligheder for at øge det danske MG-salg.

Hvordan er førerpladsen?

Sammenlignet med den MG 4, som S5 deler teknik med, fremstår førerpladsen både mere indbydende og ryddelig. Den centrale touchskærm kan indeholde flere funktioner på én gang, hvilket faktisk letter betjeningen. Det gælder også muligheden for at samle alle de advarsler om træthed, fartoverskridelser osv., som man ikke vil forstyrres med i én funktion, der så kan deaktivere dem alle på én gang med to tryk på skærmen. En virkelig fin løsning. Mindre overbevisende er det, at skærmen og speedometeret altid har sort baggrund. Særligt navigationskortet er svært at se i dagslys.

En anden svaghed er forsæderne, der er alt for korte og ikke kan indstilles i hældning. Er du langbenet, kan du glemme alt om støtte under lårene. Ærgerligt, for i øvrigt er MG-kabinen blandt de bedste og mindst ‘tekniske’ af de kinesiske biler, som vi har testet.

Hvordan opleves kabinen?

MG får meget ud af bilens relativt kompakte ydermål – både for og bag er der god plads. På bagsædet er der plads til tre voksne, og de kan få selv store sko ind under forsæderne – ingen selvfølge i elbiler. I modsætning til forsædet er siddehynden vinklet så meget, at der også er støtte under lårene for voksne.

Overflader og finish er typisk kinesisk med flittig brug af vinylagtig plast, der er blød at røre ved, og hvor samlekvaliteten overbeviser. Ikke premium, men du får valuta for pengene.

Bagagerummet er både stort og regulært. Hvis gulvpladen flugter med læssekanten, kan du både skubbe tung bagage direkte ind i bagagerummet og få plads til mere end bare ladekablet nedenunder. Alternativt kan gulvet sænkes, så du får endnu mere bagageplads. Det fungerer fint.

Er sikkerheden i orden?

MG S5 er crashtestet af Euro NCAP efter de skrappeste 2025-regler. Det slap den fint fra med fem ud af fem stjerner i den overordnede bedømmelse.

Uden at sætte nye standarder præsterer MG S5 godt i alle crashtest-discipliner – fra frontalkollisioner over pæletesten til beskyttelse mod piskesmæld. Også børn på bagsædet er godt beskyttet i den kinesiske SUV, der heller ikke er unødigt hård ved bløde trafikanter.

Sikkerhedsassistenterne fungerer også efter hensigten. Kun på ét punkt løfter Euro NCAP pegefingeren: MG S5 har svært ved at opdage modkørende motorcyklister og kan derfor ikke forhindre, at føreren utilsigtet trækker over mod dem.

Læs hele Euro NCAP-crashtesten her. 

Se også video herunder.

Hvordan kører den?

Man mærker, at S5 bygger videre på den køreglade MG 4. Højere tyngdepunkt piller toppen af præcision og styrevillighed, men vi oplever mere køredynamik end i konkurrenter som Kia EV3 og BYD Atto 3. Er du frisk i kurverne, kvitterer MG S5 endda med et koket slag med halen, hvis du pludselig slipper speederen. Det er helt fint, for det hjælper med at komme rundt i svinget.

Komforten er også glimrende i MG S5, der opsuger de fleste ujævnheder uden brok. S5 udnytter sin moderate vægt på 1.700 til et sæt veloplagte køreegenskaber. Også her i topmodellen, hvor 18-tommer er standard, men uden at ødelægge affjedringskomforten eller øge dækstøjen til et urimeligt niveau.

Køreassistenterne er dog lidt urolige. Det gælder både vognbaneassistenten og den adaptive fartpilot, der reagerer nervøst på andre bilers bevægelser. Omvendt griber linjevogteren både myndigt og diskret ind, hvis du er på vej ud over sidelinjen. Og den er altid vågen – også når du har koblet vognbaneassistenten fra.

Til gengæld gav bremserne os flere forskrækkelser. Når man træder bestemt på bremsepedalen samtidig med fuld rekuperation af bremseenergien, kvitterer bilen med at bakke en fuld vognlængde umiddelbart efter at bilen er bragt til standsning. Det er mildt sagt utrygt

Hvordan er motor og opladning?

MG S5 er beviset på, at lidt mindre og dermed lettere batterier giver flere fordele. Her er det helt tydeligt, at elmotorens 170 kW giver den 1.700 kg ‘lette’ MG S5 et større kraftoverskud end konkurrenter som Kia EV3 og Skoda Elroq. Motoren løber tilmed ikke tør for damp, men har både overskud fra stilstand og til hurtige overhalinger på landevej fra 70-80 km/t.

MG lover et snitforbrug på 6,3 km pr. kWh. Vi kom ud med 5,6 km pr. kWh i en testuge med godt vejr omkring 20 grader og meget blandet kørsel, mest på landevej men også med 130 km/t på motorvej. Det er OK uden at være prangende – den høje SUV-form koster noget rækkevidde på motorvejen.

Lynladning er også godkendt med en max effekt på 139 kW og en 10-80 pct. ladetid på 28 min.

Med det store batteri lader MG S5 med alle tre faser på en vekselstrømslader derhjemme – altså med 11 kW. Basisugaven til 230.000 kr. nøjes med én fase, og så tager det altså 14 timer at lade det mindre batteri op. Det er alt for lang tid og endnu en grund til at undgå de billigere udgaver af MG S5. Værditabet bliver stort, når bilen engang skal sælges. 

Passer prisen?

Ja, og for en gangs skyld anbefaler vi topudgaven, fordi Luxury både har tre-faset vekselstrøms-opladning og varmepumpe. Det bringer godt nok prisen op på 270.000 kr., men regner man det omfattende udstyr med, er det billigere end konkurrenter som Kia EV3 og Skoda Elroq i udgaverne med tilsvarende batteristørrelser og lidt kortere rækkevidde.

MGs nybilsgaranti er særdeles god med syv år / 150.000 km. Omvendt nøjes MG med samme garanti på batteriet, og det er et år mindre end langt de fleste konkurrenters. Endelig er der kun syv års garanti mod rustgennemtæring, og det er nærmest foruroligende lidt, når stort set alle bilmærker i dag yder 12 års garanti mod rust. Alt i alt piller det lidt af glansen af MGs ellers gode nybilsgaranti.

Er der alternativer?

MG S5 havner i et minefelt af storsælgende elbiler. Det er naturligvis meningen, for MG vil have en bid af kagen.

Største rival bliver Danmarks p.t. mest solgte bil Skoda Elroq 60 med 150 kW (204 hk) med 426 km rækkevidde til 265.000 kr. Elroq er lidt mere rummelig, kører fremragende, men højere vægt koster både på rækkevidde og fornemmelsen af kraftoverskud. Elroq bliver også dyrere med tilsvarende udstyr, men lader lidt hurtigere.

Kia EV3, Årets Bil i Danmark, er også en oplagt rival med 150 kW (204 hk) og 436 km rækkevidde til 270.000 kr. Skal EV3 have lige så meget udstyr som MG S5 Luxury, løber prisen op i 285.000 kr. Kia EV3 er 18 cm kortere, men tilbyder omtrent samme plads og scorer på mere intuitiv betjening og fine allround-egenskaber uden egentlige svagheder.

Renault Scenic Electric er et spændende alternativ med høj komfort og mere intuitiv Google-baseret betjening. Med 60 kWh batteri, 420 km rækkevidde og Techno-udstyr får du en lidt mere helstøbt og meget rummelig elbil for 20.000 kr. mere – i alt 290.000 kr.

Senere i år kommer søsterbilerne Suzuki eVitara og Toyota Urban Cruiser til 250.000 kr. for en 4,3 meter lang el-SUV med 250 km rækkevidde. De kan altså udfordre MG S5 på prisen, men fremstår en anelse mere rustikke og kompakte.

Konklusion:

For: Plads, køreegenskaber, ‘hold-kæft-funktion’, nybilsgaranti, udstyr.
Imod: Bremser, mørke skærme, forsæder, nervøse køreassistenter.
Hvilkenbil siger:

Jo mere vi kørte i MG S5, desto mere tilfredse blev vi. Finish og komfort er løftet markant i forhold til MG 4, her er plads og kraftoverskud, og betjeningen er noget af det mest logiske, vi har set fra Kina. Nervøse køreassistenter og korte forsæder er skønhedsfejl på S5, der ellers byder på meget og ærlig elbil for pengene. Og så går vi ud fra, at MG kan fikse de noget underlige bremser med en softwareopdatering.

FAKTA: MG S5 EV Long Range Luxury

Vejl. pris, inkl. lev.: 270.000 kr.
Anslået kontantrabat: * 6.000 kr.
Årlig ejerafgift: 840 kr.
Garanti (rust/mekanik): 7 år ubegrænset / 7 år – 150.000 km
Garanti (batteri): 7 år eller 150.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2025)
Antal airbags: 6 + centerairbag
Længde/bredde/højde: 448/185/163 cm
Bagagerum (min/max): 453/1.441 liter
Vægt: 1.725 kg
Anhængervægt: 750 kg
Batterikapacitet: 64 kWh
Forbrug (WLTP-norm): 6,3 km pr. kWh
Målt forbrug: 5,6 km pr. kWh ved ca. 20 gr.
Rækkevidde: 465 km
Ladeevne: 11 kW AC, op til 139 kW DC
Opladningstid: 28 minutter (10-80 pct. DC), 7 timer (0-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt: 170 kW (231 hk) / 350 Nm
0-100 km/t: 6,3 sek
Topfart: 190 km/t

Særligt standardudstyr Luxury:

MG Pilot Custom genvej, adaptiv fartpilot, aktiv nødbremse med registrering af fodgængere og cyklister, aktiv vognbaneassistent (LKA), skiltegenkendelse, nøglefri betjeningadgang, fjernelysasistent, blindvinkel overvågning, advarsel om kollision forfra/bagfra og tværgående trafik, advarsel for sikker udstigning, One Pedal drive, LED lygter, 360 gr. kamera, bakkamera og p-sensor i bag, eljusterbart førersæde, 60:40 splitbagsæde, DAB + Radio, 12,8” touchskærm, navigation, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, automatisk klimaanlæg, batterivarmer, varmepumpe, varme i rat og forsæder, kunstlæderindtræk, 18-tommer fælge og eldrevet bagklap. (* Anslået af hvilkenbil.dk)

Metallak: 6.000 kr.
Aftageligt anhængertræk: 14.000 kr.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here