TEST: Løveunge med dyrt hjerte af guld

Peugeot 208 fastholder sin position som danskernes favoritbil. Hele 8.800 blev der solgt i 2018.

BILTEST: Peugeots velkørende 208 har fået et let facelift. Den ser bedre ud end nogenside og under snuden snerrer nu en lækker turbomotor – men uha den koster.

Hvilken bil?
208 er Peugeots bud i klassen for minibiler. Peugeot 208 kom på markedet i 2012 som en lettere og mere rummelig udgave af forgængeren 207 og hører til blandt de mest solgte biler herhjemme. Derfor er modelplejen vigtig, og det betyder, at den bil, vi tester har fået et let facelift. Mere interessant er, at motorudvalget er udvidet med en 110 hestes turboudgave af den 3-cylindrede basismotor, som vi tester her med Allure-udstyr til en pris på små 231.000 kr. inkl. levering. Pris før afgiftsnedsættelsen var knap 239.000 kr. Peugeot 208 fås fra 124.000 kr.

Vidste du at?
Peugeot 208 bygges på samme platform som forgængeren 207, men vægten er i snit over 100 kilo lavere, og kabinen er mere rummelig trods mindre ydre mål. Platformen bærer også Citroën C3, DS3 samt Citroën C4 Cactus. 208 er en rigtig ‘verdensbil’. Den bygges på seks fabrikker i Europa, Asien og Sydamerika.

Hvordan er førerpladsen?

Det lille, fladbundede rat giver en sporty fornemmelse, og er placeret så du kigger over rattet i stedet for igennem. Det fungerer fint og kombineret med den store trykfølsomme skærm i midten giver 208 en god føreroplevelse.

Instrumentpanelets layout er charmerende, men også præget af en del hård plast, som også breder sig ud på dørene. Du sidder udmærket i de blødt polstrede sæder, men denne chauffør på 190 cm døjer med at nå gearstangen, når sædet er justeret i rette afstand i forhold til rat og pedaler.

Hvordan opleves kabinen?
Selv om 208 udvendigt måske ikke syner af så meget, er der god rummelighed og bredde på kabinen – ikke mindst på forsæderne og i bagagerummet. Det kniber mere med benpladsen på bagsædet, hvor flere konkurrenter gør det bedre – for eksempel Skoda Fabia og Nissan Note. Støjdæmpningen af kabinen opleves som behagelig.

Er sikkerheden i orden?
Peugeot 208 opnåede samtlige fem stjerner i 2012-udgaven af Euro NCAPs crashtest, men det var på et hængende hår. Beskyttelsen mod piskesmæld ved påkørsel bagfra er kun middel. Den såkaldte pæletest, hvor bilen glider sidelæns ind i metalpæl med 29 km/t, gav ikke et tilfredsstillende resultat. Trods både side- og gardinairbag udsatte pæletesten førerens brystkasse for en høj belastning. Aktiv City Brake fås som ekstraudstyr. Vær opmærksom på, at sikkerhedskravene er hævet yderligere siden 2012 og antal stjerner afhænger af sikkerhedsudstyr på den enkelte model. Se mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Peugeot 208 er én af den slags biler, der giver dig et smil på læben, når du sidder bag det lille, sportslige rat. Ikke mindst med den 110 hestes turbobenziner under snuden. Peugeot 208 er en veloplagt bybil, og samtidig har teknikerne fået dæmpet et lidt for følsomt styretøj, så det nu også mestrer motorvejskørsel uden konstante korrektioner. Styring og undervogn matcher fint den kvikke motor, og det hele giver et harmonisk indtryk.

Peugeot 208 er mere sport end komfort, men på ingen måde ukomfortabel…bare lidt sjovere end mange andre mini’er. Eneste minus er et slasket gearskifte med for lange vandringer.

Hvordan er motoren?
Som et ’hjerte af guld’ til Løveungen. Vi har tidligere testet den 1,2 liters, 3-cylindrede turbomotor i andre af PSA-koncernens biler og heller ikke i Peugeot 208 skuffer den. Allerede fra 1.500 omdrejninger skubber de 205 Nm bilen fremad, og trækkraften leveres jævnt og uden turbotøven. Motoren har sin styrke lige der, hvor man har brug for den – i mellemaccelerationerne. 110 til 150 km/t klares i en ruf og 170 km/t nås også let. Motoren giver ikke meget brøl fra sig – kun ved kraftig acceleration fortæller de tre cylindre, at de arbejder. Vi nåede 15,5 km/l i testugen.

Passer prisen?
Nej. 208 med prissætningen af den nye turbobenziner skyder Peugeot langt over målet – selv med en prisnedsættelse på ca. 8.000 kr. som følge af afgiftsnedsættelsen fra 180 til 150 pct. For 15.000 kr. mindre end testbilen kan du få klassens alfa-han VW Polo. Endda med Highline-udstyr, 6 gear og en superfin 110 hk turbobenziner. Klassens Mr. Swingking, Ford Fiesta, er også billigere. Den har også en 3-cylindret turbomotor, som flere gange er kåret som Årets Motor i Europa blandt de små maskiner. Den fås med 100, 125 og hele 140 hk. Sidstnævnte kan du kan få for bare 182.000 kr. med Titanium-udstyr. Så kære Peugeot, tilbage til regnemaskinen…den bil fortjener en skarpere pris.

Er der alternativer?
Masser. Ud over en stribe i minklassen, som fx Kia Rio med 7 års garanti og den velskabte Renault Clio, kan du faktisk både komme til at køre rendyrket GTI eller en noget større mellemklassebil for en lavere pris end Peugeot 208 1,2 e-THP Allure. Den nye Seat Ibiza Cupra lander hos forhandlerne omkring årsskiftet med et prisskilt på 219.000 kr. Den leverer hele 192 hk og 320 Nm, der rækker til 235 km/t og 0-100 km/t på bare 6,7 sekunder. Hva’be’har’! I den større Golf-klasse får du for præcis samme pris som testbilen en Citroën C4 med en 130 hk/230 Nm-udgave af den fine motor. Vil du bare have en Peugeot 208 i garagen, så overvej en 100 hk BlueHDI diesel til 213.000 kr.

Konklusion:
For:
Komfort, køreglæde, turbomotor
Imod: Begrænset bagsædeplads, garanti, høj pris
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Peugeot 208 er i finere form end nogensinde med den lille turboladede benzinmotor under hjelmen. Lav vægt, høj køreglæde, fornem komfort og flot design og udstyr – det hele spiller. Undtagen den urealistisk høje pris, der koster den femte stjerne.

Læs også tests af konkurrenterne:

Opel Corsa i vellykket comeback

Fornuften fører an i Skoda Fabia

Faceliftet Yaris vender stærkt tilbage

VW Polo er stadig klassens alfa-han

Fantastiske Ford Fiesta

Renault Clio forfører med stil og komfort

Hyundai i20 er mere fornuft end følelse

FAKTA: Peugeot 208 1,2 e-THP Allure
Vejl. pris, inkl. lev.:
231.000kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.240 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 22,2 km/l
Forbrug i test: 15,5 km/l
Længde/bredde/højde: 397/170/146 cm
Bagagerum (min/max): 325/1.220 liter
Vægt: 1.225 kg
Motor: 3 cyl., 1,2 liter, turbobenzin
Effekt: 110 hk/205 Nm
0-100 km/t: 9,6 sek
Topfart: 190 km/t

Særligt standardudstyr (Allure) bl.a.:
Klimaanlæg, el-ruder for og bag, el-indklappelige spejle, Mirrorscreen (spejling af apps fra din smartphone), parkeringssensor bag, Visi-pack (aut. kørelys, regnsensor, og nedblænding af bakspejl), ‘follow me home’ lys, multijusterbart læderrat med radio-betjening mm, splitbagsæde, fartpilot-Begrænser, start-stop automatik, multimedieskærm med bluetooth, aux og usb-indgang og 6 højttalere, højdejusterbare forsæder m. varme.
Metallak: 5.400 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

 

 

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here