TEST: Renault Clio er bedst som stationcar

BILTEST: Renault Clio Sports Tourer er flot som en fransk laktaske, og der er gode sager i den – men modsat dametasken rummer den ikke alt.

Hvilken bil?
Køreglad fransk forhjulstrækker i miniklassen – her i stationcarudgave, der tilbyder ekstra plads til bagagen for kun 10.000 kr. ekstra. Designet, som Laurens van den Acker står bag, er udtryk for Renaults nye designlinje. Det er ’tres belle’ med bløde, organiske former og friske designelementer, som kan sammensættes individuelt. Vi tester her Clio Sports Tourer med 1,5 liter diesel i 90 hk udgaven.

Vidste du at..?
Under det nye design, som stammer fra konceptbilen DeZir fra 2010, er udgangspunktet Clio III, som kom på markedet i 2005 og efterfølgende fik et facelift og en stationcar på programmet i 2008. Renault Clio IV Sports Tourer blev lanceret i 2013 – og den femdørs hatchbackudgave året før. Clio har aner tilbage til den legendariske Renault 5, der har fejret triumfer både som pålidelig postbil med ’paraply-gear’ og rå 1980’er-rallybil.

Hvordan er førerpladsen?
Den smutter på som en skræddersyet skindhandske. God plads på forsæderne, der er faste. Rat, der kan justeres op og ned samt i længderetning.

Langbenede sidder også godt, men man savner støtte under lårene på lidt længere ture og mere sidestøtte i sving.

Instrumenterne er flotte og enkle. Plasten er af den gode, bløde slags uden for mange reflekser, men der er rigeligt med sort ’pianolak’ – også på rattet. Det duer ikke. Luftdyserne sidder i knæhøjde for at give plads til den 7” skærm.

Hvordan er kabinen?
Det hele fungerer fint, når man lige har fundet sig tilrette. Bagi kniber det med pladsen, som er den samme som i 5-dørsudgaven. Med førersædet indstillet til 180-190 cm bilist er der reelt kun plads til et mindre barn på pladsen bag føreren. Bagagerummet er relativt stort, 443 liter, og reelt med et smart rum under gulvet. Også ryglænet på passagersædet foran kan foldes forover. Voila, plads til en 2,4 meter ting i kabinen.

Er sikkerheden i orden?
Den 5-dørs hatchback Renault Clio IV blev crashtestet af Euro NCAP i 2012. Bilen klarer sig fint og får alle fem stjerner. Blandt andet takket være aktivt sikkerhedsudstyr som aktiv fartbegrænser. Men Clio klarer sig dårligt i pæletesten. Heller ikke beskyttelsen mod piskesmæld er så god. Clio har ikke gardinairbags, kun en billigere type, der giver dårligere beskyttelse til forsædepassagererne. Fodgængertesten blev klaret på det jævne. Læs mere på sikkerbil.dk

Hvordan kører den?
Clio i fjerde generation er letkørt og køreglad. I forhold til den tidligere udgave af Clio har den fået øget akselafstand og bredere sporvidde, og sammen med affjedring, ophæng, dæk og fælge spiller det hele rigtig godt sammen. Styringen er super let i bykørsel, men bliver tilpas tung og retningsstabil på motorvejen. Gearskiftet er præcist og letgående. Man savner ikke et 6. gear.

Hvordan er motoren?

Den 1,5 liters 4-cylindret dieselmotor med 90 hk og 220 Nm er forførende. Levende og omdrejningsvillig. Der er rigelig trækkraft, og den har en behagelig brummende lyd.

Kun ved koldstart høres diesellyd. Motorvejskørsel klares fint med lavt omdrejningstal i 5. gear. Bruger man ECO-knappen dæmpes bilens acceleration, men ellers ikke den store forskel. Vi nåede dog ikke i nærheden af EU-normen på 29,4 km/l.

Passer prisen?
Listeprisen for testbilen, 1,5 dCi, 90 hk med omfattende Expression-udstyr, er 210.400 kroner, men lige nu er der ’hemmelig’ introrabat på 20.000 kr. på ’Expression’ og ’Dynamique’, og med den er prisen OK. Omkring 200.000 kr. begynder døren til mellemklassen dog at åbne sig…fx med Seat Leon eller Honda Civic. Priserne for Renault Clio Sports Tourer starter ved 148.400 kr. med 1,2 liter benzinmotor.

Er der alternativer?
Renault Clio stationcar har kun to direkte rivaler: De teknisk identiske ’fætterbiler’ Skoda Fabia Combi og Seat Ibiza ST. Clio er helt ny, mens både Fabia og Ibiza afløses i løbet af 2014. Prismæssigt er de tre på nogenlunde samme niveau. Overvej Clio med den 3-cylindrede 0,9 TCe turbobenzinmotor, der kun skal have service hvert 2. år/30.000 km og spar 17.000 kr. på listeprisen, eller den 75 hk diesel, der er næsten 20.000 kr. billigere.

Konklusion
For: Flot design, god førerplads, livlige køreegenskaber, dejlig diesel og rummeligt bagagerum.
Imod: Trangt bagsæde. Kun to års garanti.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Fire store stjerner. Renault Clio Sports Tourer er absolut bedste valg i klassen som en køreglad, charmerende bil til den lille familie eller pendleren, der vil fremad med stil. Men man bliver ikke stor af at kalde sig stationcar. Fint bagagerum, men bagsædepladsen er skuffende især ved chauffør over 180 cm.

FAKTA: Renault Clio Sports Tourer dCi 90 Expression
Vejl. pris, inkl. lev.: 
210.400 kr. (pt introrabat på 20.000 kr. på Expression/Dynamique)
Anslået kontantrabat:* ? kr.
Årlig ejerafgift: 1.120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 4
Forbrug (EU-norm): 29.4 km/l  (Energiklase A++)
Forbrug i test: 20,4 km/l
Længde/bredde/højde: 427/173/145cm
Bagagerum (min/max): 443/ikke opgivet, liter
Vægt: 1.100 kg
Motor: 4 cyl., 1,5 liter turbodiesel
Effekt: 90 hk/220 Nm v 1750 omdr/min
0-100 km/t: 12,1 sek
Topfart: 178 km/t

Særligt standard udstyr (Expression):
LED kørelys, stop-start automatik,  trykfølsom 7” skærm til radio, kørecomputer, bluetooth, navigation og  medieafspiller. Læderrat og gearknop, hands free key card, tågelygter, indvendige designdetaljer, aircondition, tågelygter, 4 elruder, elspejle med varme, fjernbetjent centrallås, Renault Bass Reflex system, tagrails.
Metallak: 5.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

Læsogså testen af Clio hatchback: Renault Clio forfører med stil og komfort

[email protected]

2 Kommentarer

  1. Renault Clio IV Dci – en bil der absolut IKKE kan anbefales med mindre man ønsker at benytte høreværn under kørslen. Almindelig bykørsel med hastigheder op til 60-70 km. i timen gøres med et støjniveau på mellem 75 og 85 dB. Altså støjniveau der er oppe på niveau med en hårtørrer, blender, håndsav eller en brandalarm. Støjniveauet når det er lavest (i tomgang) svarer til en gennemsnitlig støvsuger. Motorvejskørsel? Ønsker du ikke alvorlige høreskader – så brug høreværnet.

    Støj har en række sundhedsmæssige virkninger på mennesker:
    Risiko for høreskade optræder ved støjbelastninger over 75 dB(A), og risikoen vokser med stigende niveau, først ganske lidt, men efterånden stadig mere.
    Vedvarende støjbelastning på 85 dB(A) indebærer risiko for alvorlige høreskader.
    Vedvarende støjbelastning på 90 dB(A) indebærer, at risikoen for alvorlige høreskader er næsten tre gange så høj som ved en støjbelastning på 85 dB(A).
    Kraftig impulsstøj, hvor spidsværdier overstiger 130-140 dB(C), kan skade hørelsen selv ved ganske få kortvarige påvirkninger. Impulsstøj kommer fra fx slag, metal mod metal.
    Støj kan give anledning til tinnitus (susen for ørerne) og lydoverfølsomhed (at selv lyde med forholdsvis lavt niveau forekommer meget generende).
    Støj kan bl.a. ændre åndedrætsrytmen og give forhøjet blodtryk. Det kan belaste og skade organismen over længere tid.
    Visse kemiske stoffer kan gøre øret mere følsomt for støj eller kan på anden måde skade hørelsen.
    Kraftige vibrationer, der optræder sammen med støj, kan forøge risikoen for høreskader.
    Svag støj kan forstyrre arbejdsfunktioner, der kræver koncentration, fx undervisning og kontrolrumsarbejde.
    Selv svag støj kan være psykisk belastende.

  2. Min erfaring med Clio ST er en diesel 90 HK i en øko-udgave, jeg har ingen problemer med støj, og jeg hører nok heller ikke så godt som ham i det tidligere indlæg.
    Til mit brug er bilen perfekt, daglig kørsel ca. 55 km, og pladsen er perfekt, nu er vi også kun 2 der bruger bilen, tidligere havde jeg en Suzuki Grand Vitara som jeg også var meget tilfreds med, og den blev udskiftet efter ca. 250.000 km uden problemer.

    Clio bruger ikke nær så meget brændstof, en tur fra Hjallerup til Tyskland og hjem med fyldt bagagerum koster ca. 216 kr. Og det var med fuld motorvejs hastighed, og så en afgift som er til at betale ca.250 kr. om året, så bliver det ikke meget bedre.

    Dog blev bremser lidt varme på vej ned fra Edelweissspitze ved Grossglockner i Østrig, men det gør de fleste andre biler også.
    Har kørt 30.000 km på et år, og ingen problemer overhovedet, elsker den bil.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here