TEST: Renault Megane – aldrende vin på opfrisket flaske

BILTEST: Seneste aftapning af Renaults mellemklassebil har fået ny front og andre forfriskninger rundt omkring. Renault Megane gør et godt, gedigent indtryk, men kan ikke helt køre fra sin alder.

Hvilken bil?
Renaults bud i mellemklassen – eller Golf-klassen som den ofte kaldes – har snart seks år på bagen. Senest har bilen fået en gang makeup, så fronten taler samme designmæssige sprog som blandt andet den succesfulde minibil Clio. Ellers er der ikke meget nyt under solen i Megane, der fås med tre motorvarianter efter at topudgaven med 130 hk diesel motor er røget ud af modelprogrammet – to benzin og den diesel, vi tester her: Renault Megane Sport Tourer (stationcar) 1,5 dCi Authentique+ med 110 hk til 254.680 kr. inkl. levering.

Vidste du at?
Ansigtsløftningen af tredje generation af Megane, der oprindelig er fra slutningen af 2008, står Renaults højt profilerede chefdesigner Laurens van den Acker for.

Mest markant har Meganes tidligere så udtryksløse front fået et vellykket ’næsejob’, der pynter og øger familieligheden med Renault Clio samt de ligeledes faceliftede udgaver af mikrobilen Twingo og MPV’en Scenic.

Hvordan er førerpladsen?
Megane er en god arbejdsplads. Layoutet er konservativt men nydeligt – bortset fra nogle mindre gennemtænkte detaljer. Denne testkører på 190 cm har let ved at finde en god kørerstilling. Forsæderne kunne dog godt ønskes lidt længere, så de støtter mere under lårene. Ros for instrumentbordet, der er overvejende i blød, mat plast, som mindsker reflekser i forruden. Betjeningen af navigation mm. via drejeknap i midterkonsollen virker omstændeligt. Tryk på skærmen er tidens trend – og fungerer bedre.

Hvordan opleves kabinen?
Her er komfortabel plads til en familie på fire. Fem personer kan også gå an på kortere ture. På bagsædet har passagererne glæde af, at stationcarudgaven har seks centimeter længere akselafstand end 5-dørs udgaven. Det betyder acceptabel benplads, men heller ikke mere. Med en langbenet fører er der trangt på pladsen bag. Bagagerummet er pænt stort, 524 liter, let at udnytte og med lav læssekant. Bilens markante kileform og et dybt bagsæde gør det svært for føreren at orientere sig bagud og svært for børn at kigge ud af sideruderne.

Er sikkerheden i orden?
Renault Megane blev crashtestet af Euro NCAP tilbage i 2008, hvor den opnåede samtlige fem stjerner. På det tidspunkt var Megane blandt de sikreste biler i sin klasse med topscore i både frontal- og sidekollision men blot middelmådig beskyttelse af fodgængere. Siden har NCAP-organisationen skærpet testen, men Megane er fortsat en sikker bil med gardinairbags både foran og bagi og antipiskesmæld nakkestøtter både for og bag. Læs mere på euroncap.com.

Hvordan kører den?
Der gik kun få kilometer, inden vi var dus, denne testkører og Megane stationcar’en. Testugen bød på relativt mange kilometer, men de var på ingen måde trættende. Bilen er ekstremt letkørt, og motorlyden er dæmpet til et absolut behageligt niveau, ligesom vind- og dækstøj kun høres ganske svagt i kabinen. Undervognen er meget komfortabel uden at være slatten. Det virker som om styretøjets servo er forbedret med denne udgave og fungerer let og tilstrækkelig præcist uden at være knivskarpt.

Hvordan er motoren?
Vi har løbende skrevet pænt om 1,5 dCi-motoren, og det ændrer indtrykket i Megane ikke ved. Den 4-cylindrede dieselmotor fås i forskellige versioner med henholdsvis 75, 90 og som her 110 hk i nyeste ’Energy’-trim, der ifølge Renault selv trækker på koncernens erfaringer fra Formel 1.

Kombineret med den 6-trins gearkasse i Megane fungerer motorens 110 hk og 260 Nm tæt på optimalt i hverdagen. Det er en vinder-kombination, der absolut intet uvæsen gør af sig, men bare passer sin dont.

Passer prisen?
Det righoldige udstyr, det regulære bagagerum og en nøjsom og den velfungerende motor med 6 gear taget i betragtning virker 254.680 kr. inkl. levering som en fair pris for Renault Megane Sport Tourer 1.5 dCi Authentique+ med 110 hk. Den er eneste valg i modelprogrammet med dieselmotor, og ikke helt så aggressivt prissat, som Renault ellers har for vane. Faktisk er prisen kravlet op med ca. 10.000 kr. over det seneste års tid, samtidig med at udstyrsniveauet er faldet.

Er der alternativer?
Både europæiske og fjernøstlige konkurrenter byder sig til med tillokkende stationcars i mellemklassen. Årets bil i Danmark 2014, Skoda Octavia, som stationcar med oceaner af plads til omkring 251.000 kr. med 140 hk 1,4 TSI benzinmotor er en mulighed. Diesel koster 22.000 kr. ekstra. Smukke Seat Leon ST er også på banen med en 1,6 TDI 105 hk med Reference-udstyr og start/stop til 252.400.
Kia Ceed 1,6 CRDi SW Style Plus til ca. 260.000 kr. byder på flot design, god komfort, rigelig plads og meget udstyr – og ikke mindst 7 års garanti. Hos Hyundai er der 5 års garanti på Ceed’s søsterbil, Hyundai i30 stationcar, med samme motor til 265.000 kr. Alle priser plus levering.

For: Bagagerum, udstyr, nøjsom diesel
Imod: Garanti, plads på bagsædet
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Konklusion:
Renault Megane skjuler sin alder godt, men kan ikke helt køre fra sin høje alder. Efter snart seks år på markedet er Megane er stadig en udmærket bil med en fin motor, men konkurrenterne presser på fra alle sider. Den fjerde stjerne kræver en skarpere pris.

Læs også testen: Blid diesel til stærk pris i Renault Megane

FAKTA: Renault Megane Sport Tourer Authentique+ 1,5 dCi 110 hk

Vejl. pris, inkl. lev.: 254.680 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.140kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 28,6 km/l
Forbrug i test: 18,5 km/l
Længde/bredde/højde: 457/180/153 cm
Bagagerum (min/max): 524/1.600 liter
Køreklar vægt: 1.290 kg
Motor: 4 cyl., 1,5 liter, turbodiesel
Effekt: 110 hk/260 Nm
0-100 km/t: 12,1 sek
Topfart: 190km/t

Særligt standard udstyr:
Start/stop-funktion, 2-zone klimaanlæg, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, multijusterbart læderrat, cd-radio, tagræling, 16” alufælge, fartpilot/-begrænser, regn- og lyssensor, højdejusterbart førersæde, varme i forsæder, integreret armlæn mellem forsæder, LED-kørelys, indfarvede dørhåndtag og dørpaneler, follow me home-lys mm.

Testbilen var desuden udstyret med 16-tommer alufælge til 5.000 kr. og el-ruder for/bag med singletouchfunktion 1.200 kr., integreret R-Link-pakke: on-line multimediesystem, 7″” touch screen med TomTom®-navigation og Europakort, Bluetooth®, USB/Jack-stik til10.900 kr., nøglefri adgang og start: 4.000 kr.
Metallak: 6.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here