Skoda udfordrer Audi med Enyaq

brugte elbiler

BILTEST: Elbilen Skoda Enyaq er stor, komfortabel og luksuriøs, har lang rækkevidde og lader hurtigt. Tjekkerne rykker helt tæt på Audi.

Hvilken bil?

Skoda Enyaq iV er den tjekkiske version af de velvoksne, elektriske SUV’er VW ID.4 og Audi Q4 e-tron. Trioen deler Volkswagen-koncernens MEB-platform med samme akselafstand, men Enyaq-karrosseriet er syv centimeter længere, hvilket kommer til udtryk ved et længere udhæng over bagakslen og et lidt større bagagerum.
Billigste Enyaq iV 50 står i 300.000 kr. med 55 kWh-batteri og en rækkevidde på 362 kilometer. Batteriet i mellemversionen iV 60 er på 58 kWh og giver en rækkevidde på lige over 400 km. Pris fra 330.000 kr.
Testbilen, iV 80 Plus, har det store 77 kWh-batteri og en rækkevidde på 538 km. Opladningshastigheden er 125 kW, men når Enyaq Coupé iV introduceres, stiger ladehastigheden til 175 kW, og de allerede solgte Enyaq iV med et Plus føjet til vil i løbet af første halvår 2022 kunne opgraderes “over the air” til samme ladehastighed.
iV 80 Plus koster 400.000 kr., og den har en omfattende mængde udstyr. Man skal dog ofre 9.000 kr. på en sikkerhedspakke for at få noget så selvfølgeligt som adaptiv fartpilot. Med i pakken hører travel assist (forudser vejens forløb og tilpasser hastigheden) og side assist.
Fravælger man Plus og sparer 20.000 kr., forsvinder varmepumpe, 3-zonet klimaanlæg, varme i forsæderne, navigationsanlæg og forberedelse til anhængertræk. iV 60 og 80 må trække op til 1.000 kilo på krogen.

Vidste du at?

Enyaq er Skodas første 100 procents elbil. En moderigtig coupe-udgave af Enyaq er lige om hjørnet, og den næste fuldelektriske Skoda bliver formentlig den lille crossover Elroq på en nedskaleret udgave af koncernens MEB-platform. Den ventes i 2024 og får lov at være familiens første i den størrelse, da søstrene fra VW og Seat er planlagt til året efter.
Skodas topchefer antydede tidligere i år, at tjekkerne også er på vej med en elbil i Octavia-størrelsen.

Hvordan er førerpladsen?

Interiøret i Enyaq er på Audi-niveau, og den topper lækkerheds-skalaen ved at kunne fås med både en fuldfed læderkabine og en nærmest vegansk øko-kabine.

Overordnet er Enyaq-kabinen næsten volvosk i sit udtryk: nordisk, enkel og overskuelig. En enorm og krystalklar 13 tommer skærm lyser op i midterkonsollen og reagerer lynhurtigt. Her er absolut ingen software-langsommelighed, som VW har været besværet af i sine ID-modeller.
Apropos forskelle: Skoda har valgt at bibeholde et antal knapper til eksempelvis elbagruden, men desværre foregår justering af sædevarme og klimaanlæg via skærmen, og det er grundlæggende skidt. Vil man have trafiksikker betjening med knapper og kontakter til det mest benyttede, er Audi Q4 e-tron modellen, man skal investere i. VW er gået i den modsatte grøft med ID.4, hvor de traditionelle trykknapper er fraværende.
Fælles for de tre store, elektriske SUV’er er uovertruffen plads.
Sæderne i test-Enyaq fortjener lutter plusser med støtte alle de rigtige steder og rigelige indstillingsmuligheder. Elektrisk indstilling med memory er ekstraudstyr til knap 13.000 kr.

Hvordan opleves kabinen?

Fraværet af kardantunnel medvirker til en meget fin pladsfornemmelse. Alle tre passagerer på bagsædet sidder komfortabelt med masser af luft omkring sig, og kabineindretningen kan varieres med et antal mere eller mindre excentriske og miljøvenlige udstyrslinjer – Studio, Loft, Lodge, Lounge, Suite og ecoSuite – sidstnævnte med vegansk læder.
Bagagerummet på 585 liter udmærker sig både ved sin størrelse – 42 liter større end VW ID.4 – men også ved, at der under gulvet er et lille rum til opbevaring af ladekabler og andre småtterier. Tak for det. Med bagsæderyglænene lagt ned er der plads til 1.710 liter, 145 liter mere end i ID.4.
Et frunk – altså et bagagerum dér, hvor en benzin- eller dieselmotor normalt befinder sig – findes ikke.

Er sikkerheden i orden?

Den må siges at være tæt på uovertruffen: I Euro NCAP’s sikkerhedstest scorede Enyaq topkarakter – dens generelle passive sikkerhed er blandt de bedste, der er testet, og test af bilens aktive sikkerhedsudstyr, der skal forhindre ulykkerne i at ske, udløste udelukkende flotte karakterer.  
Dens lidt hårdhændede behandling af bløde trafikanter, når ulykken sker, er stort set det eneste svage punkt.

Hvordan kører den?

Komfortabelt og afslappet med et meget lavt støjniveau er kodeordene, når Enyaqs køremåde skal beskrives. Selv ikke testbilens eksorbitant store 21 tommer fælge – 19 tommer er standard – synes at trække ned i komfort-regnestykket. Det er ret imponerende, når badevægten slår ud på 2,2 ton.
Den massive elbil er letkørt, styretøjet grænsende til det sterile. Man vænner sig lynhurtigt til at bruge rekuperations-knapperne på bagsiden af rattet. Med dem kan man bestemme intensiteten af genindvinding, og i kraftigste indstilling kan bilen køres uden at benytte bremsepedalen.
Den variable rekuperation er en genial indretning, og der går hurtigt sport i at udnytte genindvindingen så meget som muligt til så glidende en kørestil som muligt.

Hvordan er motoren?

Motoren yder 204 hk, accelerationen fra 0 til 100 km/t kan gøres på 8,6 sekunder, og tophastigheden er begrænset til 160 km/t. Det er i bund og grund fuldt tilstrækkelige præstationer, hvor man aldrig savner noget.
Opladning i en lynlader med 125 kW gør, at man meget hurtigt kan hælde strøm på til 100-200 kilometers kørsel. Er det akutte behov større, kan bilen lade fra 5 til 80 procent på knap 40 minutter. I en hurtiglader (50 kW) tager 5-80 procent 70 minutter.
Rækkevidden er angivet til 538 kilometer under optimale forhold. På lune dage uden for meget vind kan man realistisk set sagtens tvinge +450 kilometer ud af bilen. Motorvejskørsel på den hurtige side af 110 km/t dræner batteriet lidt hurtigere, end godt er. På en dansk efterårsdag med rusk og regn skal man regne med at have strøm til 400 kilometers kørsel.

Passer prisen?

VW ID.4 med nogenlunde samme udstyr, batteristørrelse og rækkevidde ender med stort set at koste det samme som Enyaq iV 80 Plus inklusive adaptiv fartpilot. Det er faktisk ok, for Enyaq er i lækkerheds-faktor mindst på højde med VW’en.

Men kan det virkelig passe, at prisforskellen på en Audi og en Skoda kun er 6.000 kr.?

Isoleret betragtet er 409.000 kr. for Enyaq med det udstyr og alle de lækkerier, den byder på, ganske rimeligt. De særlige afgiftsregler for elbiler kombineret med Audis held til at samle en fornem pakke gør, at på bundlinjen står Q4 ganske enkelt som et knaldtilbud.
Måske netop derfor er Audi Q4 e-tron til 415.000 kr. netop kåret til Årets Businessbil 2022 foran bl.a. Enyaq, og måske netop derfor er kun Audien og ikke VW ID.4 og Skoda Enyaq blandt de syv finalister til Årets Bil i Danmark 2022.

Er der alternativer?

Ud over de oplagte VW ID.4 og Audi Q4 40 e-tron er sydkoreanerne Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6 spændende muligheder. Priserne er i omegnen af 400.000 kr., og begge har batterier, der lynhurtigt kan oplades – fra 10 til 80 procent på 18 minutter.

Konklusion:

For: Plads, komfort, rækkevidde, ladehastighed
Imod: For få tryk- og drejeknapper
Hvilkenbil siger: 

Enyaq er den lækreste og fedeste Skoda, jeg til dato har kørt. Komfortabel, rummelig, letkørt og luksuriøs. Stort batteri, meget fornuftig rækkevidde og mulighed for lynladning. Men der er for få trykknapper – og så er Audi Q4 e-tron bare et rasende godt tilbud.

FAKTA: Skoda Enyaq iV 80 Plus

Vejl. pris, inkl. lev.: 399.995 kr.
Anslået kontantrabat: * 10.000 kr.
Billigste: 299.995 kr. (iV 50)
Privatleasing: 5.495 kr./måned, førstegangsydelse 29.995 kr. (15.000 km/år, leasingperiode 12-36 måneder)
Billigste privatleasing: 3.599 kr./måned, førstegangsydelse 24.995 kr. (Enyaq iV 60).
Årlig ejerafgift: 660 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Garanti (batteri): 8 år eller 160.000 km (alt efter, hvad der kommer først)
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Længde/bredde/højde: 465/188/162 cm
Bagagerum (min/max): 585/1.710 liter
Vægt: 2.233 kg
Anhængervægt: 1.000 kg (med bremser)
Rækkevidde: Op til 531 km
Batterikapacitet: 77 kWh
Opladningstid: 38 minutter (5-80 pct. ved 125 kW DC), 70 minutter (5-80 pct. ved 50 kW DC) 7,5 timer (11 kW AC)
Effekt: 150 kW (204 hk)
0-100 km/t: 8,6 sek
Topfart: 160 km/t

Særligt standardudstyr:

Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, nødopkald, vejbaneassistent, vejskiltegenkendelse, syv airbags inkl. midterairbag, træthedsregistrering, fartpilot, LED-for- og baglygter, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 3-zonet klimaanlæg, varme i rattet, paddles på rattet til rekuperation, p-sensor for og bag samt bakkamera, elektrisk justerbare og sammenklappelige sidespejle med varme, varme i sprinklerdyser, varmepumpe, varme i forsæder, 13 tommer touchskærm, 8 højttalere, DAB-radio, Apple Carplay, navigationsanlæg, nøglefri adgang og start, 19 tommer alufælge, opbevaring til sikkerhedsvest i alle døre, paraply i førerdøren.

Ekstraudstyr:

Clever Unlimited (installation af Clever ladeboks, ubegrænset opladning hjemme og på Clevers netværk): 749 kr./måned i minimum seks måneder.
Clever Unlimited Network (ubegrænset opladning på Clevers netværk): 625 kr./måned i minimum seks måneder.
Clever Mini (op til 120 kWh/måned hjemme og på Clevers netværk): 399 kr./måned i minimum seks måneder – 2,85 kr./kWh ud over de 120 kWh.
Installation af Clever ladeboks: 2.500 kr.
Metallak: 4.995-8.495 kr.
Assisted Drive Plus (adaptiv fartpilot, side assist og travel assist): 8.995 kr.
Sideairbags bag: 2.995 kr.
Klima Plus (varme i bagsæde og forrude): 6.995 kr.
Elektrisk justerbare forsæder inkl. memory: 12.490 kr.
Matrix LED-forlygter inkl. fjernlysassistent: 15.495 kr.
20 tommer alufælge: fra 4.995 kr.
21 tommer alufælge: fra 10.495 kr.

(*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here