Tidligere Ford-chef: Kina vinder, hvis ikke vi satser på elbiler

Ford elbiler
Ford Explorer.

Selvom Ford taber 750.000 kr. på hver elbil, fastholder tidligere Ford-chef og nuværende bestyrelsesmedlem, at vi skal satse på elbiler.

Salget af elbiler falder i øjeblikket, men tidligere direktør for Ford Tyskland fastholder, at satsningen på elbiler er den eneste rigtige. Gunnar Herrmann, som stadig er bestyrelsesmedlem hos Ford, siger ifølge Frankfurter Rundschau:

“Stop den evindelige diskussion om at bremse udfasningen af fossildrevne biler og sæt skub i den overgang, som vi ved kommer.”

Og Hermann skærer det yderligere ud i pap: For hvis europæerne vil ødelægge det for sig selv, skal de bare holde igen med den satsning på elbiler, som er sat i gang. I så fald vil “morgendagens biler komme fra Kina. Den, som klamrer sig til gammeldags teknologi, risikerer at tabe alt”.

Gunnar Herrmann mener, at på trods af at Ford – ifølge en opgørelse fra maj i år – taber 100.000 euro (750.000 kroner) på hver produceret elbil, er der ingen vej tilbage, hvis man vil overleve. Det krav om igen at øge produktionen af hybrid- og benzinbiler, som mange chefer i bilbranchen højlydt ytrer, er et tegn på, at “man ikke har en strategi”, siger han.

Elbil-ambitionerne justeres
Ford Capri elbil
Næste elbil fra Ford er Capri.

Den tidligere Ford-chef langer dermed ud efter sit eget firma, som han altså stadig er bestyrelsesmedlem i. For i juli meddelte Marin Gjaja, leder af Fords udviklingsafdeling for elektrificering kaldet Mobil E, at man har ændret ambitionerne om udelukkende at producere elbiler i 2030. Målet nu er, at 80 pct. af alle Ford i 2030 skal være elbiler.

På den anden side behøver Gunnar Herrmann nok ikke frygte sin chefs vrede. Fords absolutte topchef, Jim Farley, leverede nemlig i begyndelsen af juli et helhjertet forsvar for elbiler. Samtidig sagde han, som Herrmann også siger, at man skal tage konkurrencen fra Kina alvorligt, og gør man ikke det, overlader man initiativet til kineserne. 

Salget af elbiler i Tyskland faldt med 16 pct. i første halvår 2024 sammenlignet med samme periode i 2023. Allerede i det tidlige forår begyndte flere af de europæiske bilproducenters topchefer at ‘justere ambitionerne for elbiler’. Det gælder blandt andre Mercedes, Audi, Skoda og Renault. Senere hoppede Porsche med på vognen, og også kinesisk-ejede Volvo har besluttet at forlænge opladningshybridernes liv.

Den vanskelige omstilling til elbiler kan aflæses direkte på Fords bundlinje. I andet kvartal oversteg udgifterne til produktion af elbiler indtægterne ved salg. Tabet var 1,14 milliarder dollar (7,7 mia. kr.). I det senest justerede 2024-budget forventer Ford et tab på produktion af elbiler på 5,5 mia. dollar (37 mia. kr.).

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here