Told-forhandlinger forsinker leveringer af Cupra-elbiler

Forhandlinger om lavere told har forsinket leveringer af Cupra Tavascan til danske kunder. Nu er bilerne på vej, men der er usikkerhed om priserne.

Flere danske Cupra-kunder har oplevet forlængede leveringstider på elbilen Tavascan. Kunder har blandt andet fået skubbet forventet levering fra februar til juni. Andre har skrevet under på købsaftaler uden konkrete leveringsdatoer.

Efterfølgende har det skabt usikkerhed blandt de danske kunder. Blandt andet om det har været muligt at opsige købsaftalen, når leveringstiden blev længere end forventet?

Slipper for straftold

Nu er der skred i sagen. Leveringerne er blevet forsinket, fordi fabrikken har forhandlet med EU om at slippe for den straftold, som EU pålægger alle elbiler fremstillet i Kina. Selv om Cupra er den tyske VW-koncerns spanske datterselskab, fremstilles Tavascan i Kina.

Det har betydet, at Tavascan er blevet pålagt over 30 procent straftold, som EU har indført for at beskytte europæiske bilproducenter mod “unfair konkurrence” fra statsstøttede kinesiske konkurrenter.

Men nu er det lykkedes Cupra at forhandle en aftale på plads, så Tavascan slipper for straftold - og derfor er bilerne snart på vej til Danmark, oplyser den danske importør.

Begrænsede leveringer i februar

“Fakturerings- og klargøringsprocessen, herunder planlægning af transport, kan tage op til et par uger. Det betyder, at der kan være begrænsede leveringer til Danmark i februar, hvorefter logistikapparatet gradvist kommer i gang, og bilerne løbende sendes mod det danske marked. I denne fase er det dog ikke muligt at oplyse konkrete leveringsdatoer eller stelnumre,” skriver importøren i en mail til Hvilkenbil.

Importøren har ikke noget at gøre med købsaftalerne, men opfordrer kunder til at tage dialogen med deres forhandler, hvis de ønsker at opsige købsaftalen på grund af forlænget leveringstid.

“Det er almindelig praksis, at kunder i sådanne tilfælde har mulighed for at træde ud af handlen uden at skulle betale en form for kompensation, men dette afhænger altid af den konkrete, lokale aftale,” forklarer importøren i et skriftligt svar.

Kan blive billigere

Med aftalen om at slippe for EU’s straftold, kan Cupra Tavascan potentielt blive billigere. Konkret reduceres tolden fra 30,7 til 10 procent.

Umiddelbart har den danske Cupra-importør dog ingen kommentarer til eventuelle prisændringer. Hidtil har fabrikken absorberet straftolden i stedet for at sende omkostningen videre til kunderne.

“Den nylige afgørelse ændrer derfor ikke på den nuværende prissætning af Cupra Tavascan,” skriver importøren i en mail til Hvilkenbil.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here