Hybrid-udgaven af den faceliftede Auris bliver 40.000 kr. billigere – det skal få mere end hver anden Auris-køber til at vælge hybrid, forventer Toyota.
Skarpere design og skarpere priser. Sådan lyder Toyotas opskrift på at sparke yderligere fart i salget af mærkets hybridteknologi, hvor du både kører på benzin og el.
Japanerne har netop lanceret en faceliftet udgave af Golf-konkurrenten Auris. Udover omfattende ændringer af designet er modellen opgraderet med mulighed for at tilkøbe alt i moderne sikkerhedsudstyr samt en downsizet turbobenziner på 1,2 liter med 116 hk. Dermed er Auris endelig på omgangshøjde med de mest moderne, europæiske konkurrenter.
Alligevel er det den velkendte hybrid-udgave, der løber med overskrifterne. Den danske importør spiller nemlig ud med en gedigen prisnedsættelse på 40.000 kr. Dermed kan Auris Hybrid fås fra 264.000 kr. inkl. levering – nøjagtig det samme som udgaven med den nye, downsizede turbobenziner.
Sidstnævnte model har ganske vist lidt mere udstyr som bakkamera og 7-tommers trykfølsom skærm. Til gengæld får du automatgear og et gennemsnitsforbrug på hele 29 km/l i hybrid-udgaven. Standardudstyret omfatter bl.a. klimaanlæg, LED-kørelys og baglygter samt varme i sæderne. Det gør valget mellem den nye turbomotor og hybriden let: Den danske Toyota-importør forventer da også, at mere end halvdelen af alle Auris-kunder vil vælge hybrid-udgaven.
Toyota har øget salget med 50 pct.
Prissætningen på den faceliftede Auris med både benzin og elmotor ligner et fremstød for hybridteknologien. Toyota sidder allerede tungt på hybridmarkedet herhjemme. I første halvår øgede japanerne hybridsalget med 50 procent. Holder udviklingen året ud, vil der blive solgt et godt stykke over 2.000 hybrid-Toyota’er herhjemme i 2015.
Når Toyota kan sælge Auris Hybrid relativt billigt, skyldes det, at det miljøvenlige snitforbrug på 29 km/l belønnes med et markant fradrag i registreringsafgiften.
Læs også: Fuld fart på Toyotas hybridbiler