Priskrig på elbiler breder sig til opladning. Toyota tilbyder gratis opladning hos Norlys, der svarer til 75.000 kilometers kørsel over tre år.
Toyota bringer et nyt kort i spil i kampen om at tilbyde danske bilkøbere de bedste tilbud på nye elbiler - gratis opladning.
Vi har før set kampagner, hvor køb af ny elbil inkluderer billig eller gratis strøm i et år. Men sammen med energiselskabet Norlys går Toyota et skridt videre. Køber man inden udgangen af marts en af Toyotas tre elbiler Urban Cruiser, bZ4X eller C-HR+, følger der tre års opladning uden beregning med i købet.
Med ladeaftalen ‘Oplad 25’ hos Norlys kan man lade op til 400 kWh pr. måned eller det, der gennemsnitligt svarer til ca. 25.000 kilometers kørsel pr. år afhængig af elbil, kørestil og vejrforhold - helt uden at betale ekstra. Ifølge Toyota og Norlys har aftalen en samlet værdi over tre år på 23.500 kr.
Kan lade flere elbiler
Toyotas beregninger er baseret på, at elbilen har et gennemsnitligt forbrug på 5,2 km/kWh. Her skal man nok forvente et højere forbrug i vinterhalvåret, mens det vil være lettere at nå det estimerede forbrug i de lune sommermåneder. Det skyldes, at elbilers batterier taber omkring en tredjedel af kapaciteten ved lave temperaturer.
Til gengæld er ladeaftalen ikke bundet op på den bil, man køber hos Toyota. Man kan frit dele den inkluderede strøm i aftalen ud på flere elbiler.
"Hvis man ikke benytter alle 400 kWh hver måned til sin nye elbil fra Toyota, kan man derved stadig udnytte den maksimale værdi af ladeaftalen og oplade andre elbiler uden merpris, så længe man ikke overstiger 400 kWh i den enkelte måned," forklarer pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
Kræver komplet elaftale
Over tre år har ‘Oplad 25’ ladeaftalen hos Norlys ifølge Toyota en samlet værdi over tre år på godt 23.500 kr. Det dækker over 599 kr. pr. måned for abonnement og leje af ladeboks, 899 kr. for standardinstallation af ladestander og 29 kr. pr. måned for elaftale hos Norlys. Hertil kommer værdien af de op til 400 kWh opladning per måned, der kan benyttes både hjemme og ude på Norlys' offentlige ladestandere.
Bilkøbere skal være opmærksom på, at de kun kan få ‘Oplad 25’ aftalen, hvis de indgår en komplet elaftale med Norlys. Aftalen skal altså ikke bare omfatte opladning, men husstandens totale elforbrug. Aftalen løber i 36 måneder og kan tidligst opsiges efter seks måneder.






