Japanske bilproducenter som Toyota, Suzuki og Honda investerer milliarder i Indien. Samtidig fjerner de sig mere og mere fra Kina.
Kina er ganske vist det land i verden, hvor der sælges flest biler. Men udenlandske firmaer, som vil tjene penge i Kina, er voldsomt udfordrede på det kinesiske marked, hvor konkurrencen bedst kan beskrives som voldsom.
Men så er der Indien, verdens tredjestørste marked. En stor fordel ved Indien er, at inderne indtil videre ikke har taget kinesiske elbiler til sig. På den anden side ruller inderne den røde løber ud for eksempelvis japanske elbilproducenter, hvilket Toyota, Suzuki og Honda oplever. Og – selvfølgelig, fristes man til at skrive – benytter sig af.
Toyota og Suzuki, der i forvejen har samarbejdsaftaler i Indien – bl.a. bliver tvillingerne Suzuki eVitara (foto øverst) og Toyota Urban Cruiser produceret i Indien – har netop annonceret en investering på 11 milliarder dollar (ca. 71 mia. kroner). Og i sidste uge meddelte Honda, at man vil gøre Indien til produktions- og eksportbase for en af mærkets kommende elbiler.
“Indien er et oplagt valg som alternativ til Kina,” siger Julie Boote, analytiker ved Pelham Smithers Associates i London, til nyhedsbureauet Reuters.
Indiske restriktioner
I øjeblikket bliver japanere i Indien ikke mødt af betydelig konkurrence fra kinesiske mærker, hvilket først og fremmest skyldes, at premierminister Narendra Modi og hans regering har sat begrænsninger på kinesiske investeringer.
Kina-producenter som SAIC, MG Motor og BYD er godt nok allerede repræsenteret i Indien, men på grund af restriktionerne har de vanskeligt ved udvide, og nye kinesiske mærker har svært ved at komme ind.
Indien har de seneste tre år haft en årlig økonomisk vækst på otte procentpoint. Men premierminister Modi byder ikke kun bilerne velkommen. Andre brancher nyder også godt af de incitamenter, som regeringen disker op med.
Mangedoblet investering
Inden den bebudede 11 mia. dollar-investering med Toyota havde Suzuki i forvejen investeret otte mia. dollar (ca. 52 mia. kr.) i at igangsætte en udvidelse af Suzukis produktion af biler i Indien fra de nuværende 2,5 millioner til fire.
Indien er Suzukis største marked, og firmaets øverste chef, Toshihiro Suzuki, fastslog ved sidste måneds biludstilling i Tokyo, at Suzuki ønsker at styrke sin position yderligere i Indien.
Indien er Hondas største tohjulede marked, og nu satser mærket også på de firehjulede. På samme biludstilling sagde topchef Toshihiro Mibe, at Honda fokuserer på top 3-markederne USA, Indien og Japan. I den rækkefølge.
Den japanske bilbranches direkte investeringer i Kina faldt med 83 procent fra 2021 til 2024. I samme periode blev de direkte investeringer i Indien syvdoblet.






