Hyundai vender tilbage til navnet Tucson med ny crossover, der skal hugge kunder fra klassens bestsellere som Qashqai og Tiguan. Midlerne er tysk design, lækker finish og avanceret teknik.
Med den største salgsfremgang blandt alle bilklasser, er der kø ved indgangsdøren til klassen for mellemstore crossovers. Hyundai vil også ind i varmen – og den nye Tucson ligner en nyhed, der har selvsikkerheden til at sparke døren ind som en Colt-svingende cowboy på vej ind i en saloon i den gamle western-by, som Tucson er opkaldt efter.
Efter et mellemspil med den noget tekniske iX35-betegnelse gendøber koreanerne deres mellemstore crossover Tucson. Det er der både mere musik og historie i, men ellers er alt nyt i den koreanske crossover, der er helt afgørende for Hyundais position i Europa: Den nuværende iX35 står for mere end en femtedel af koreanernes salg i Europa, og derfor er alle sejl sat til for at gøre Tucson til en endnu større succes i et boomende segment.
Indpakningen står tyskeren Peter Schreyer for. Han har en fortid hos Audi, og det ser man straks på Tucsons sekskantede kølergrill, der giver den rette selvsikre offroader-udstråling. Forbilledet Audi går angiveligt også igen inden døre, hvor Tucson skal sætte nye standarder for, hvor tæt koreanerne efterhånden er på de tyske mestre udi kunsten at lave kabiner i en lækker finish.
Turbobenziner og dobbeltkobling
At Schreyer er skrap med blyanten er ikke noget nyt. Derfor er det næsten mere interessant, at Hyundai Tucson er spækket med avanceret teknik: Blandt andet en af de længe ventede turbo-udgaver af Hyundais benzinmotorer. Basismotor bliver den velkendte 1,6 med 135 hk, der med turbo pumpes op til 176 hk. Den stærke variant kan kobles sammen med et nyt syvtrins dobbeltkoblings automatgear – alle øvrige motorer er udstyret med en sekstrins manuel gearkasse.
Dieselmotorer bliver der tre af. 1,7 med 115 hk eller en toliters med enten 136 eller 184 hk. Langt de fleste Tucson forventes at få forhjulstræk, men firehjulstræk kan tilkøbes.
Øjne i nakken
Elektronikken er også helt up-to-date i Tucson, der bl.a. får komplet nødbremse, der fungerer ved både lav og høj fart og også kan bremse for fodgængere. Et kamera kigger ’om hjørner’, når du bakker, så du bliver advaret mod tværgående trafik, og skulle du støde sammen med en fodgænger eller cyklist, løfter motorhjelmen sig automatisk for at afbøde stødet. Yderligere sikkerhedsudstyr som skiltegenkendelse, blindvinkel-advarsel og vejbane-assistent understreger, at Tucson er på omgangshøjde med de mest moderne biler fra Europa og Japan.
Tucson skal da også produceres på Hyundais europæiske fabrik i Tjekkiet. Dermed kan koreanerne levere den eftertragtede crossover-vare med kort leveringstid og uden risiko for kursudsving.
Hyundai Tucson får officiel verdenspremiere på biludstillingen i Geneve i begyndelsen af marts, og når frem til danske forhandlere efter sommerferien. Her bliver den direkte konkurrent til biler som Nissan Qashqai, Honda CR-V og VW Tiguan, der er blandt de bedst sælgende modeller i den mellemstore crossover-klasse. Hyundai satser da også helhjertet på crossover-modellerne og lancerer også den lidt mindre iX25, der skal konkurrere med bl.a. Renault Captur og Peugeot 2008, og dermed bliver endnu vigtigere for Hyundai herhjemme end Tucson.