Tysk avis: Porsche udskyder elektriske sportsvogne

porsche elektriske sportsvogne

Ifølge tysk avis ser vi først en elektrisk Porsche Boxster i 2027 – en syv-personers el-SUV er også udskudt. 

Kinesiske MG Cyberster får markedet for elektriske sportsvogne for sig selv længe endnu. Porsches meget omtalte elektriske afløser for sportsvognene 718 Cayman og den åbne udgave 718 Boxster er nemlig udskudt igen-igen.

Ifølge den sædvanligvis velorienterede tyske bil-avis Automobilwoche skal vi ind i 2027, før Porsche er klar med mærkets første elektriske sportsvogne. Tidligere har fabrikken lovet, at de elektriske afløsere for Cayman og Boxster ville komme ”i midten af dette årti.”

Lav efterspørgsel og batterimangel

Der er flere årsager til forsinkelsen. Dels er efterspørgslen på elbiler lavere end forventet – særligt på to af Porsches kernemarkeder, det tyske og amerikanske. Dels er Porsche ramt af den europæiske batteriproducent Northvolts konkurs, der kommer til at forsinke leverancerne af batterier til de to sportsvogne.

Samtidig skruer Porsche ned for aktiviteterne i deres eget batteriselskab, Cellforce. Til gengæld har Porsche købt V4Drive af batterigiganten Varta, men det tager formentlig noget tid, inden Porsche kan få egne batterier derfra.

Tre år uden indgangsmodel

Forsinkelsen laver et stort hul i Porsches modelprogram. På grund af nye regler for cybersecurity blev Porsche nødt til at indstille produktionen af de benzindrevne udgaver af 718 Cayman og Boxster for næsten et år siden.

Særligt Boxster har en særlig betydning for Porsche. Dels er det den billigste model på mange markeder, dels reddede den åbne sportsvogn med centermotor Porsche fra en truende konkurs, da den blev lanceret i 1996.

Nu tyder alt på, at Porsche ikke kan tilbyde kunderne en relativt billig indstigningsmodel i op mod tre år. Det er en bet for Porsche, der dermed åbner døren for konkurrenterne. MG er der som skrevet i indledningen allerede, og andre kan nå at følge med. Mens Porsche tjener flest penge på sine SUVere og ikonet 911, er indgangsmodellerne vigtige, fordi de trækker nye og yngre kunder til mærket.

Ny topmodel udskudt til 2030

Forsinkelsen rammer også en ny topmodel – en kæmpe el-SUV med plads til syv, der skulle placeres over SUVen Cayenne i Porsche modelprogram.  

Bilen har kodenavnet K1 og Porsche antydede allerede for tre år siden, at et nyt flagskib var på vej. Nu er K1 udskudt til sidst i dette årti. Ifølge Automobilwoche kan der også blive tale om at lave hybridudgaver af bilen, der ellers var tænkt til kun at være rent elektrisk.

Porsche selv har beskrevet K1 som en SUV med ”stærke præstationer, selvkørende funktioner og en komplet ny oplevelse i kabinen.”

[email protected]

1 COMMENT

  1. Eh… Så Taycan der har været her siden 2019 tæller ikke som en sportsvogn, eller hvordan skal det forstås?

    Og altså. Det er nok de færreste der seriøst overvejer at købe en Porsche, der ender med at købe en MG…

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here