Tysk bileksport til Kina faldt en tredjedel i 2025

Tyske bilmærker har det stadig sværere på verdens største bilmarked i Kina. På tre år er eksporten mere end halveret.

Tyske bilmærker og deres underleverandører bløder på det kinesiske bilmarked. Og det bliver bare værre og værre.

Ifølge en ny undersøgelse fra forskningsinstituttet German Economic Institute faldt tysk eksport af biler og bildele til Kina med yderligere en tredjedel i 2025. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udviklingen er kritisk for tysk bilindustri, der i forvejen kæmper med en svær omstilling til elbiler og importtold på verdens næststørste bilmarked i USA.

Fede tider er forbi

Men intet sted bider krisen mere end i Kina. Her har verdens største bilmarked længe været en særdeles indbringende forretning, men de fede tider fortoner sig efterhånden i bakspejlet. Kinas bilindustri er kommet så højt op i gear, at kinesiske bilkøbere i stigende grad foretrækker egne mærker frem for fine tyske navne som Audi, BMW og Mercedes.

Tallene fortæller en barsk historie. Sidste år eksporterede tysk bilindustri for godt 100 milliarder kroner til Kina. I 2022 var tallet oppe på 220 milliarder kroner.

Tysk charmeoffensiv

Nedturen er massiv og ganske alvorlig for tysk økonomi. Derfor er der også repræsentanter fra flere af de tyske bilmærker med i den tyske handelsdelegation, anført af kansler Friedrich Merz, der er på charmeoffensiv i Kina i dag og i morgen.

Her har BMW-chef Oliver Zipse allerede erkendt, at tysk bilindustri har brug for Kina. Målet er at indgå et ‘strategisk samarbejde’ med Kina.

AUDI holder udsalg

Men måske er løbet allerede kørt. Tag Audi som eksempel. Som de andre tyske bilmærker har Audi været på en regulær nedtur i Kina med vigende salg over de seneste år. I et forsøg på at vende udviklingen, er det tyske traditionsmærke gået drastisk til værks.

AUDI E5 Sportback er udviklet i Kina til Kina, men interessen er minimal. Kort efter introduktionen er den sat ned med 15 procent.

Mærkets nyeste model, den store el-SUV E5 Sportback, er udviklet og designet i Kina til det kinesiske marked. I et forsøg på at nulstille mærket i Kina, er de fire ikoniske ringe endda afløst af navnet AUDI skrevet med versaler.

Lige lidt har det hjulpet. Interessen og salget er så lavt, at AUDI nu har skåret 15 procent af prisen for at stimulere salget. På den lange bane er det næppe en holdbar løsning, når netop indtjening er en af de helt store udfordringer for tyske bilmærker i Kina.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here