Efter USA’s angreb på Iran spreder uroen sig i Mellemøsten. For danske bilister betyder det stigende priser på både benzin og el.
Uroen i Mellemøsten efter USA’s angreb på Iran får også betydning for danske forbrugere. Prisen på olie og dermed brændstoffer som benzin og diesel er allerede steget - og det kan blive meget værre endnu.
Men krisen sender ikke bare olieprisen på himmelflugt. Også priserne på el stiger som følge af uroen i Mellemøsten.
Elprisen er knyttet til gas
Weekendens begivenheder har nemlig medført en stigning i gasprisen på 25 procent. Og gasprisen hænger direkte sammen med prisen på strøm i Danmark.
"De aktuelle uroligheder i Mellemøsten får elprisen til at stige i Europa - også herhjemme, hvor vi i dag ser stigninger på omkring otte procent. Som elkunde er det derfor en god ide at holde et særligt øje med elprisen og indrette sit forbrug klogt. Usikkerheden er stor lige nu og prisen kan svinge meget inden for kort tid," forklarer Jens Bomholt, kommunikationschef i det danske energiselskab OK.
Iran truer vigtig sejlrute
Når gasmarkedet stiger så voldsomt lige nu, hænger det især sammen med, at en stor del af verdens gaseksport i form af flydende gas (LNG) sejles ud gennem Hormuz-strædet. Og denne rute er truet af Iran, som sidder på den ene kyst af strædet.
En femtedel af verdens globale olie og gas passerer Hormuz-strædet, og er derfor kritisk for den globale energiforsyning.
Elprisen stiger 7-8 procent
Stigninger i gasmarkedet har direkte indflydelse på elpriserne i Europa, da der fortsat er en stor del af elproduktionen, som er baseret på gas. Med stigning i gasprisen, stiger produktionsomkostningerne for den elproduktion, der er baseret på gas.
For et land som Tyskland er ca. 20 procent af elproduktionen baseret på gas. For Danmark er det mere beskedne fem procent. Men det er nok til at få en mærkbar effekt.
Stigninger i de tyske elpriser slår direkte igennem i danske elpriser. Allerede i dag, mandag morgen, steg de tyske elpriser 10 procent.
I Danmark ser OK stigninger i det danske elmarked på syv-otte procent.
Kan stige endnu mere
Om stigningerne på olie og gas - og dermed el - vil fortsætte, er endnu uvist. I sagens natur ved ingen, hvor længe konflikten mellem USA og Iran vil fortsætte - og hvor meget, den vil sprede sig til andre lande i regionen, der står for en stor del af verdens olieproduktion.
Hos OK lyder vurderingen, at fortsætter krigen i uger i stedet for dage, har vi formentlig ikke set den sidste prisstigning endnu.





