Vild forvirring om navne for nødbremse

Betegnelserne for automatisk nødbremse forvirrer både forbrugere og forhandlere. Her får du ekspertens guide til at finde rundt i virvaret af kreative navne for bilens måske vigtigste sikkerhedsudstyr.

Kært barn har mange navne.

Er du forvirret på et højere plan, når du kigger på, hvilket sikkerhedsudstyr, din nye bil er forsynet med? Så er det ikke så mærkeligt.

Bilbranchen smykker nemlig deres sikkerhedssystemer med utallige selvopfundne betegnelser, som forvirrer forbrugerne, mener FDMs tidligere, mangeårige sikkerhedsekspert, motorredaktør Leif Nielsen.

Han står i dag bag sitet sikkerbil.dk, hvor han følger udviklingen i bilbranchens tiltag for at gøre bilerne mere sikre tæt. Leif Nielsen har kigget nærmere på det virvar af alternative navne, der findes for AEB, AutoBrems. Han giver dig her en guide til junglen af betegnelser, som du møder på bilimportørernes hjemmesider og hos forhandlerne.

Euro NCAP som crashtester alle nye biler anvender det officielle navn for den automatiske nødbremse: AEB.

”Det findes i to versioner. AEB City, der kun fungerer ved lavere hastigheder og AEB Inter-Urban, som virker ved højere hastigheder,” fortæller Leif Nielsen.

Han forklarer videre, at kun AEB Inter-Urban tæller direkte med i sikkerhedsboksen, der som regel er det afgørende element, når det drejer sig om antallet af opnåede stjerner i Euro NCAP.

AEB City tæller kun med i voksenboksen med maksimalt 3 point og kun, hvis bilen har opnået en god karakter i piskesmældstesten.

Ifølge sikkerhedseksperten bruger bilfabrikkerne sjældent AEB-betegnelserne, men deres egne betegnelser, som kan indeholde andre elementer end AEB-funktionen.

”Rent ud sagt er det næsten ikke til at finde ud af, og vi oplever da også, at selv bilimportørerne ikke har helt styr på begreberne,” siger Leif Nielsen.

Han har dog en tommelfingerregel, du kan styre efter:
Når navnet indeholder ordet ’City’, kan du ifølge Leif Nielsen godt regne med, at det kun er den billige AEB City, der udelukkende fungerer ved lave hastigheder, ligger til grund for bilens nødbremsesystem.

Et andet væsentligt sikkerhedssystem, vognbaneassistenten, der skal advare føreren af bilen, hvis en hvid vognbanemarkering uagtsomt er på vej til at blive overskredet, er ligeledes genstand for mange betegnelser.

Her er en lille ‘ordbog’ til de sikkerhedssystemer, som har betydning for Euro NCAPs pointgivning, og som er interessante for dig som bilkøber:

AEB = Autonomous Emergency Braking = Autobrems.

Systemet findes i tre udgaver: Citybrems (AEB City), Landevejsbrems (AEB Inter-Urban) og Fodgængerbrems (AEB Pedestrian).

LDW (Lane Departure Warning) Bilen advarer føreren, hvis vognbanemarkering overskrides.

LKA (Lane Keep Assist): Griber aktivt ind for at holde bilen i banen uden dog helt at tage magten fra føreren.

Kilde: sikkerbil.dk

FAKTA: Eksempler på kreative ’oversættelser’ af AEB, AutoBrems:

Pre Sense Plus (Audi)

Driving Assistant Plus (BMW)

Active City Stop (Ford)

Collision Mitigation Braking System (Honda)

Pre-collision Safety System with Brake Assist (Lexus)

Smart City Brake Support (Mazda)

PRE-SAFE Brake (Mercedes-Benz)

City Collision Mitigation (Mini)

Forward Collision Mitigation (Mitsubishi)

Pre-Collision Braking System (Eyesight) (Subaru)

Pre-Crash Safety System (Toyota)

City Emergency Braking (Volkswagen)

City Safety (Volvo)

FAKTA: Nogle af begreberne kan du læse mere om her

Læs også: Nødbremse halverer antal ulykker

[email protected]

4 Kommentarer

  1. Jeg leder efter en mindre bil med automatisk fodgængerbrems, som jeg ser det, er det kun dyre biler, der har det.
    Kan det være korrekt?
    Mvh.Niels

    • Hej Niels. Du har desværre ret: Du skal fortsat op i de lidt dyrere biler – eller eventuelt betale ekstra – for at få en automatisk nødbremse, der også reagerer på fodgængere. Der er dog en en enkelt undtagelse: Den nyeste udgave af Kia Rio, har det faktisk som standard. I skrivende stund mener jeg, at Kia Rio er billigste bil på det danske marked med denne fine feature. MVH Jens Velling, hvilkenbil.dk.

  2. Hej. Jeg har ledt over alt efter svaret og endda fået forskellige fra fra forhandlere.

    Vi kigger “ny” brugt bil. Nødbremse som virker ved højere hastigheder vægtes højt, Men jeg kan hverken finde ud af hvilke systemer Mazda CX3 2015 og frem har. I NCAP test bliver der snakket om, at det er AEB Inter-Urban og andre steder kalder de det kun city hvilket den ene forhandler også gjorde?

    Samme problem har jeg med Nissan Qashqai fra 2014 og frem som jeg dog tror har AEB Inter-Urban uden dog at blive 100 procent sikker på det. Kan du hjælpe?

    • Hej Morten. Jeg forstår godt, at du er forvirret, for det vrimler med forskellige navne for de automatiske nødbremser i en grad, så det også er svært at gennemskue for os. Overordnet skal du regne med, at en nødbremse som producenten kalder for ‘city’ kun ved ved lave hastigheder, f.eks. mellem 5-30 km/t, mens betegnelsen Inter-Urban som regel benyttes for nødbremser, der fungerer ved hastigheder mellem 30 og 80 km/t. For at gøre det endnu mere forvirrende, kan den samme bilmodel blive opgraderet med bedre, automatiske nødbremser undervejs i sin livscyklus – for eksempel i forbindelse med facelift. Jeg kan på stående fod ikke fortælle dig, hvilken type nødbremse hhv. Mazda CX-3 fra 2015 og Nissan Qashqai fra 2014 har. Her skal du spørge til dokumentation hos de pågældende forhandlere – de SKAL være i stand til at give dig et korrekt svar. MVH Jens, hvilkenbil.dk

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here