Volvo forventer rekordsalg i år. SUV’en XC60 trækker læsset, men XC40 og den nye V60 er også populær. Til gengæld er Volvos indtjening ramt af toldkrig med USA.
Salget af nye Volvo’er buldrer bare derudaf.
I årets tredje kvartal har den svensk-kinesiske bilproducent solgt ca. 155.000 biler, hvilket er en stigning på 14 procent svarende til knap 20.000 biler. Derudover er omsætningen øget med 17,6 procent, så den nu er på knap 40 mia. danske kroner. Det skriver finans.dk.
”For hele året forventer vi rekordsalg og fortsat stærk rentabilitet,” siger Volvo-chef Håkan Samuelsson i Volvos kvartalsrapport.
År til dato er Volvos salg steget med 33 pct. på tværs af markeder. I USA er der solgt 15 pct. flere biler, mens der henholdsvis er solgt 14 og 8,3 pct. mere i Kina og Europa.
Antallet af solgte biler er størst i Kina efterfulgt af USA, Storbritannien, Tyskland og Sverige.
I Danmark har Volvo også succes og en markant salgsfremgang. Salget er øget med over 1.000 biler i årets første ni måneder – fra 2.276 til 3.301. Det svarer til en stigning i salget af Volvo’er herhjemme på hele 45 pct.
Amerikansk toldkrig koster
Men samtidig med at salget stiger, faldet indtjeningen faktisk i Volvo-koncernen.
Resultatet for tredje kvartal er på 1,1 mia. svenske kroner sammenlignet med 2,5 mia. sidste år. Altså et fald fra ca. 1,8 mia. danske kr. til 800 mio. kroner.
Ifølge Volvo skyldes det bl.a. omkostninger i forbindelse med produktlanceringer og højere toldafgifter som følge af toldkrigen mellem USA og Kina.
For at imødekomme udfordringer som øgede toldafgifter, er Volvo begyndt at producere biler direkte dér, hvor de skal sælges. Eksempelvis bliver den nye S60-model produceret i Charleston, South Carolina, i USA.
Det er den nye XC60-model, der er Volvos ’bestseller’ – både på verdensplan og herhjemme. I år står den mellemstore SUV foreløbig for næsten 27 pct. af salget fra de danske forhandlere efterfulgt af V60-modellen og XC40’eren.