Volvo kan blive mere kinesisk

Ifølge svensk avis står Volvo overfor dramatiske forandringer, der bl.a. indebærer, at udvikling af nye biler flyttes fra Sverige til Kina.

Geely, de kinesiske ejere af Volvo, har tilsyneladende tabt tålmodigheden med deres svenske bilmærke. Tidligere i år vendte den ’gamle’ Volvo-chef Håkan Samuelsson tilbage for at styre Volvo gennem udfordringer som lange udviklingstider og faldende salg og indtjening. Alene i årets første kvartal faldt Volvos driftsindtægter med 72 pct. 

Krisen har allerede udløst en spareplan på 12 milliarder kroner, der også omfatter afskedigelser af medarbejdere. Samtidig vil Volvo øge sit fokus på Kina og USA, de to største bilmarkeder i verden, på bekostning af Europa.

Tættere på Geely

Men det er ikke de eneste forandringer, der er på vej til Volvos svenske hovedkvarter i Göteborg.

Ifølge den svenske erhvervsavis Dagens Industri skal Volvo fremover indgå i et langt tættere samarbejde med sin kinesiske ejer, Geely.

En af Volvos udfordringer er, at det tager for lang tid at udvikle nye bilmodeller. Typisk fire år, hvor kinesiske bilproducenter nøjes med tre år eller mindre. Og selv om Volvo tager sig god tid, har mærkets nyeste modeller som EX30 og EX90 været fulde af børnesygdomme. Det har både forsinket lanceringen og tvunget Volvo til at bruge store ressourcer på opdateringer. Begge dele koster på bundlinjen og troværdigheden.

For topmodellen EX90 har forsinkelsen været næsten tre år – og alle børnesygdomme er endnu ikke løst. Angiveligt er EX90 en af årsagerne til, at Geely nu ønsker at se markante forandringer hos Volvo. Og at den tidligere chef Jim Rowan blev sparket ud for at give 74-årige Håkan Samuelsson comeback.

”Slag i ansigtet”

Ifølge Dagens Industri kan løsningen blive at flytte udviklingen af nye Volvo-modeller fra Göteborg til Kina. Her udvikler Geely f.eks. nye Zeekr-modeller, der faktuelt er mere avancerede end Volvos nyeste elbiler – endda på kortere tid.

Skiftet kan medføre, at Volvo ikke længere må udvikle deres egne platforme, men skal benytte Geelys. En udvikling, der ifølge en anonym kilde opleves ”som et slag i ansigtet på Torslanda (Volvos fabrik uden for Göteborg, red.)”

Reelt vil et tættere samarbejde gøre Volvo ’mere kinesisk’. Da Geely overtog Volvo i 2010 lagde kineserne ellers vægt på, at man ikke ville pille ved mærkets særlige DNA.

Det er dog mange årtier siden, at Volvo har været svensk-ejet. Før Geely købte Volvo, var det svenske bilmærke ejet af amerikanske Ford, der købte Volvo i 1999.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here