VW: 10 år efter “dieselgate” – hvad skete der, og hvor er vi i dag?

For 10 år siden blev “dieselgate” et almindeligt ord, da VW-koncernen blev afsløret i svindel. Derefter tog overgangen til elbiler fart. 

I september 2015 gik der hul på bylden. “Dieselgate” var en realitet, da Volkswagen-koncernens fusk med dieselbilernes software blev afsløret. 

Svindlen bestod i, at bilerne – og ikke kun VW’s biler – i datidens laboratorietest overholdt grænserne for udledning af kvælstofilter (NOx). Men den finurlige og avancerede software var bevidst programmeret til kun at fungere i forbindelse med laboratorietesten. Så når bilerne havde forladt laboratoriet og kørte rundt ude i den virkelige verden, udledte de mellem fem og 35 gange så mange NOx’er som tilladt.

NOx-gasser skader økosystemer, forringer vandkvalitet og påvirker vegetation negativt. Og de kan ikke mindst forårsage sundhedsmæssige problemer som luftvejsinfektioner, astma og andre luftvejssygdomme.

Svindlen blev allerede afsløret i 2013, da den europæiske nonprofit-organisation ICCT (International Council On Clean Transportation) afdækkede misforholdet mellem laboratorietestene og realiteterne i den virkelige verden. Men reaktionen fra bilproducenter, myndigheder og lovgivere var – som ICCT beskriver den – “undervældende”. Og ICCT’s opdagelse førte i første omgang til ingenting.

I 2015 trængte undersøgelsen, som var foretaget i samarbejde med amerikanske forskere på West Virginia University og California Air Resources Board, dog igennem til de amerikanske myndigheder, og bolden rullede. “Dieselgate” var født.

Topchef gik, men erklærede sig ikke skyldig

Mindst 11 millioner biler fra VW, Audi og Porsche var siden 2009 blevet udstyret med snyde-softwaren. Og det vurderes, at “dieselgate” kostede Volkswagen 32 milliarder euro (239 mia. kr.) til bøder, erstatninger og tilbagekaldelser. 

Flere VW-folk fik fængselsdomme og blev idømt bøder. Den hårdeste fængselsstraf ramte tyske Oliver Schmidt, VW’s miljøchef i Michigan, USA, som blev idømt syv års fængsel. Schmidt fremførte under retssagen, at topledelsen havde sanktioneret svindlen.

Som daværende chef for VW koncernen var Martin Winterkorn den øverste ansvarlige for 'dieselgate'. Winterkorns underordnede var angiveligt så bange for ham, at de ikke turde fortælle Winterkorn, at de ikke var i stand til at reducere NOx-udslippet. I stedet snød de.

Martin Winterkorn, Volkswagens topchef i 2015, trådte tilbage kort efter afsløringerne, men i september 2024, i en alder af 77, blev han omsider tiltalt og stillet for retten i Braunschweig. Han erklærede sig, som han havde gjort fra begyndelsen, ikke-skyldig, og i juli i år måtte retten opgive at føre sagen til ende af hensyn til Winterkorns skrøbelige helbred.

Stadig NOx derude

ICCT har i forbindelse med 10-året udgivet en rapport. I den advarer de mod de mange dieseldrevne biler, som stadig kører rundt på de europæiske veje og udleder giftige kvælstofilter. I perioden 2009-2019 blev der i Europa solgt 53 millioner dieselbiler, og ICCT vurderer, at 16 millioner udleder “mistænkeligt” mange NOx’er. Heraf udleder 11 af de 16 millioner “ekstreme mængder”.

Efter “dieselgate” blev lovgivningerne i især EU-landene, men også i USA, Kina, Indien og Sydkorea, strammet gevaldigt, og blandt andet finder emissionstest af nye biler nu sted under så virkelighedsnære forhold som muligt. Og ikke mindst er de øvre grænser for udledninger af miljø- og sundhedsskadelige stoffer skærpet.

Elbilerne fik et skub

En konsekvens af “dieselgate” var også, at overgangen til elbiler for alvor blev sparket i gang. I 2015 var det stort set kun Nissan, Renault og Tesla, der producerede elbiler, og det er alment kendt, at sanktionerne og gigantbøderne mod Volkswagen gjorde, at tyskerne var længe om at komme ud af startblokken.

De første årgange af VW ID.3 og ID.4 var ufærdige og behæftet med fejl, men i dag er Volkswagen tilbage i det tabte førersæde og sælger flere elbiler end konkurrenterne.

Ifølge analysefirmaet Jato var Volkswagen-koncernen i august det bedst sælgende bilmærke i EU med flere end 217.000 solgte. Over dobbelt så mange som nummer to, Stellantis-koncernen, der bl.a. omfatter Peugeot, Citroën, Opel og Fiat. Hver femte solgte bil fra Volkswagen-koncernen var en elbil, og dermed er Volkswagen også det mærke, der i august solgte flest elbiler, cirka 2.000 flere end Tesla.

I dette års første otte måneder udgør andelen af solgte dieselbiler i EU 9,4 procent. Andelen af 100 pct. eldrevne biler er på 15,8 pct. og andelen af hybrid og opladningshybrider er i alt på 43,5 pct. Benzinbilernes andel er 28,1 pct.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here