BILTEST: En VW Golf er det gyldne kompromis i begrebets mest positive betydning. Med de aktuelle prisnedsættelser er den også til at betale – kunsten er at vælge den rigtige version.
Hvilken bil?
VW Golf har ikke uden grund fået opkaldt en hel klasse efter sig: Få biler tilbyder så balanceret et kompromis mellem plads og størrelse, køreglæde og driftsøkonomi samt kvalitet og pris. Samtidig har VW stædigt holdt fast i det grundlæggende design, hvilket har givet Golf ikon status, men også fået nogle til at kalde modellen kedelig og konform. Sjette generation blev introduceret i slutningen af 2009 og har netop fået reduceret priserne med typisk 15.000 kr.
Vidste du at?
Modelbetegnelsen VI er en tilsnigelse. I virkeligheden er der tale om et omfattende facelift af generation V. Dén udgave var dyr for VW at producere og derfor handlede overgangen til generation VI især om at reducere produktionsomkostningerne. Bl.a. er dørene væsentligt mere simple i Golf VI, hvilket formentlig forklarer de raslelyde, der plager mange Golf VI-ejere.
Hvordan er førerpladsen?
Klassisk VW med krystalklare instrumenter og solide betjeningsgreb, der sidder nøjagtig, hvor du forventer det. Ergonomien er fremragende for høj som lav og opgraderer du til sportssæder for den rimelige sum af små 6.000 kr., belønnes du med nogle af de bedste bilsæder overhovedet. Der er højt til loftet i Golf og det kan udnyttes til en høj siddeposition med et godt overblik.
Hvordan opleves kabinen?
Forbløffende stor. Golf er kun 4,2 meter lang, men ved at gøre siddestillingen relativ høj og opret, skaffer VW masser af luft og rum til både for- og bagsædepassagerer. Golf-kabinen både er og opleves væsentligt større end i langt større biler som Opel Insignia og Honda Accord. Finishen er umiddelbart lækker med overflader af blød plast og pæne stoffer, men mange Golf VI ejere (inklusive undertegnede!) beretter om raslelyde fra især dørene.
Er sikkerheden i orden?
Golf er en stærk allrounder, også når det gælder sikkerhed, hvor den er blandt de mest sikre biler Euro NCAP har testet. I frontaltesten opnår Golf en flot 97 procents score og afslører i det hele taget ingen svagheder. Kun fodgængerbeskyttelsen er middelmådig. Seks airbags og knæairbag under rattet er standard.
Hvordan kører den?
Gennemført kompetent og ganske underholdende. Selv i standardudgaven er Golf fast affjedret og sammen med et direkte styretøj gør det en hurtig tur ad snoede sogneveje til en fornøjelig oplevelse. Ulempen er en lidt stivbenet undervogn, der har det bedst med nylagt asfalt – ellers får man både lov til at mærke og høre, hvad man kører på. Gearskiftet er kort og præcist og de kraftige bremser lette at dosere. Golf er ikke perfekt, men giver næsten altid en tilfredsstillende køreoplevelse.
Hvordan er motoren?
Den testede 1,4 med 122 hk var den første downsizede motor fra VW, der benytter turbo til at gøre en relativt lille motor både kraftig og økonomisk. Det fungerer fantastisk; man savner aldrig kræfter og turboen dæmper oven i købet støjen. Typisk for turbomotorer skal man dog behandle speederen som et råddent æg, ellers drikker den som Kaptajn Haddock på en dårlig dag: Hvilkenbil kom ud med et gennemsnit på 14 km/l. 1,2 TSi med samme teknik og 105 hk kører over 19 km/l uden at være nævneværdigt svagere og er 13.000 kr. billigere – hermed anbefalet. Langturspendlerne bør vælge den kultiverede diesel 1,6 TDi BMT, der kører 24,4 km/l. Spareudgaven BlueMotion kører 2 km/l længere på literen men koster yderligere 10.000 kr.
Passer prisen?
Golf har altid spillet kostbar, men i erkendelse af at konkurrenterne bliver stadig bedre, har VW høvlet 15.000 kroner af Golf-priserne. Det klæder Golf, der dog stadig er en småpebret investering. 1,4 TSi med mellemste udstyrsniveau Comfortline koster således 272.000 kr. Bedste køb er 1,2 TSi med samme udstyr til 259.000 kr., mens dieseludgaven 1,6 TDi BMT til 286.000 fortsat ser dyr ud sammenlignet med konkurrenterne. Til gengæld fedter VW ikke længere så meget med udstyret: Aircondition, elruder, fartpilot og et velspillede cd-anlæg er standard i Comfortline.
Er der alternativer?
Stærkeste udfordrer er den nye Ford Focus, der kører fremragende men koster omtrent det samme som Golf og har mindre plads på bagsædet. Opel Astra er billigere og mere komfortabel, men er også mindre rummelig og med knapt så veloplagte motorer. Citroën C4 og Renault Megane er to prisbillige franske alternativer fra 200.000 kr. (for diesel). Prisen bliver også hårdtslående argumenter for koreanerne Hyundai i30 og Kia Ceed, der kommer i nye udgaver i år.
Konklusion:
For: Plads, køreegenskaber, fed finish.
Imod: Pris, raslelyde.
Hvilkenbil siger:
Trods høj pris, irriterende raslelyde og blot to års garanti er og bliver Golf et forbillede i den lille mellemklasse. Få biler kombinerer, plads, kvalitet og køreglæde så overbevisende.
FAKTA: VW Golf 1,4 TSi Comfortline
Vejl. pris, inkl. lev.: 272.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.120 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 16,1 km/l
Forbrug i test: 14,0 km/l
Længde/bredde/højde: 420/179/151 cm
Bagagerum (min/max): 350/1.305 liter
Vægt: 1.300 kg
Motor: 4 cyl., 1,4 liter, turbobenzin
Effekt: 122 hk/200 Nm
0-100 km/t: 9,5 sek
Topfart: 200 km/t
Særligt standard udstyr (Comfortline):
Aircondition, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, multijusterbar førerplads, fartpilot, splitbagsæde.
DK pakke (Klimaautomatik, sædevarme, tågeforlygter med drejelys og udvidet kørecomputer): 10.000 kr.
Metallak: 5.800 kr.
*Anslået af hvilkenbil.dk
Havde de samme problemer med rasle-knirkelyde, indtil jeg smurte alle dørhængslerne, alle lyde forsvandt som dug fra solen. Jeg har gedet dette fif videre til to andre Golf 6 ejere som har fået samme gode resultat ud af det. Man skulle ikke tro at det kunne være årsagen til det som der var galt, for det lød som rasle-knirkelyde alle steder fra, der gik rigtig lang tid før jeg fandt ud af hvor lyden kom fra. Selv nu efter 2 år er lydene stadig ikke vendt tilbage.