83 pct. af de private valgte elbiler i maj. VW-mærker topper bilsalg, og Tesla får et lille comeback. Debat om bilafgifter kan bremse bilsalg.
Der var fart på det danske bilsalg i maj. Her blev der indregistreret 17.953 nye personbiler – en stigning på 23,3 pct. sammenlignet med samme måned sidste år.
Elbiler trækker fortsat det danske bilsalg med en andel på 61 pct. Blandt de private bilkøbere er andelen endda oppe på 83 pct., så det er fortsat firmaerne, der er mest tilbageholdende med at omstille til elbiler.
Skoda topper suverænt
VW-koncernen fortsætter med at dominere det danske bilsalg med hele seks biler i top 10. Suverænt mest populær er elbilen Skoda Elroq (billedet), en lidt mindre og billigere udgave af Skoda Enyaq, der ofte befinder sig i toppen af det hjemlige bilsalg.
I maj blev der indregistreret hele 1.457 Elroq, næsten dobbelt så mange som nummer to på listen, VW ID.4.
Dermed må amerikanske Tesla nok engang konstatere, at især VW-koncernen har brudt Teslas dominans og nu sælger væsentligt flere biler.
Tesla kravler op igen
Tesla får dog en smule oprejsning med en tredjeplads til Model Y, som der blev indregistreret 674 af i maj. Den elektriske SUV var verdens og Danmarks mest solgte bil i 2023 og 2024 og fik en stor opgradering i begyndelsen af 2025. Som forventet er forbedringerne med til at løfte salget af Model Y, der dog ikke kan genindtage positionen som Danmarks mest solgte bil.
Faktisk er Tesla nu faldet ned som det sjette mest solgte bilmærke i Danmark, når man kigger på det samlede salg i årets første fem måneder.
Tesla er især blevet overhalet af VW, der indtil videre har solgt over 10.000 elbiler til danskerne i år – fire gange så mange som Tesla. Dermed kan VW for første gang siden 2022 prale af det største salg af elbiler i Danmark.
Utilfredshed med Musk
Analytikere og eksperter er enige om, at Teslas nedtur først og fremmest skyldes utilfredshed med Tesla-chef Elon Musk og hans arbejde for den amerikanske Trump-regering. Elon Musk har dog forladt sin midlertidige stilling som rådgiver for Donald Trump med udgangen af maj.
I de kommende måneder bliver vi klogere på, om det kan påvirke Tesla-salget. Elon Musk har i hvert fald lovet at bruge meget mere tid på sine forretninger, herunder Tesla.
Bekymret for bilsalg
Selv om det danske bilsalg steg markant i maj, mener brancheforeningen Mobility Danmark, at det kan være storm før stilhed. Det skyldes de kommende politiske forhandlinger om nye bilafgifter, der plejer at få forbrugerne til at udskyde deres bilkøb.
”Vi glæder os over, at maj bød på en flot stigning i nyregistreringer. Det viser, at danskerne har appetit på ny mobilitet, ikke mindst grøn mobilitet. Men vi er samtidig bekymrede for udviklingen i den nærmeste fremtid. Bilforhandlerne oplever, at kunderne er begyndt at holde igen – og det skyldes i høj grad den usikkerhed, der er om, hvad der skal ske med bilafgifterne ved årsskiftet,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Behov for afklaring
Erfaringen viser, at bare omtalen af mulige ændringer i afgiftssystemet har stor effekt. Når politikerne begynder at drøfte bilafgifter, smitter det straks af på markedet og skaber tøven blandt forbrugerne.
”Der er behov for klarhed. Afgiftssystemet er blevet analyseret og diskuteret ad flere omgange, og nu handler det om, at politikerne træffer en beslutning. Jo før, jo bedre. Ellers risikerer vi, at en ellers stærk udvikling i både salg og grøn omstilling bliver bremset unødvendigt,” siger Mads Rørvig.
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) har i sidste uge udtalt, at han ikke mener, at afgifterne på de dyrere elbiler skal stige som planlagt efter nytår. Hvorvidt der kan skabes flertal for at udskyde eller droppe stigende bilafgifter kommer an på de forhandlinger, som skatteministeren skal have med Folketingets partier inden sommerferien.
Top 10 det danske bilsalg maj 2025
