VW skal spare igen-igen

15 pct told

Volkswagen Group planlægger en massiv spareøvelse, der skal skære 20 procent af omkostningerne på tværs af koncernens mærker inden udgangen af 2028.

Volkswagen Group, Europas største bilproducent, har længe kørt i spare-gear. Men det er ikke nok - nu skal der findes yderligere besparelser, skriver det tyske erhvervsmedie Manager Magazin.

Baggrunden er dyster. Efterspørgslen falder fortsat i Kina – VW’s og verdens største bilmarked – og i USA, der er verdens næststørste bilmarked, er VW ramt af amerikansk importtold.

Målet med besparelserne er ifølge mediet at bringe indtjeningen tilbage på et “bæredygtigt niveau”.

“Massiv” spareplan

Ifølge Manager Magazin fremlagde koncernchef Oliver Blume og finansdirektør Arno Antlitz endnu en spareplan på et lukket møde i Berlin i midten af januar.

Hvor besparelserne konkret skal findes, stod dog ikke klart på mødet. Ifølge avisens oplysninger kan fabrikslukninger være en mulighed.

Særligt udviklingsomkostningerne presser økonomien. VW investerer fortsat massivt i software, samtidig med at koncernen udvikler både forbrændingsmotorer og elbiler. Den dobbelte strategi er kostbar.

En talsperson for VW afviser ikke, at der arbejdes med yderligere besparelser. Ifølge koncernen har man allerede sparet tocifrede milliardbeløb.

35.000 job på spil

Planerne kommer tid efter, at VW i december 2024 indgik en aftale med medarbejderrepræsentanter om omfattende ændringer i den tyske forretning.

Aftalen indebærer blandt andet mere end 35.000 fremtidige jobnedskæringer og nedsat kapacitet på flere fabrikker.

Oprindeligt havde ledelsen foreslået endnu skrappere tiltag – herunder lukning af tre tyske fabrikker – for at gøre VW mere konkurrencedygtig.

Men ifølge VW’s øverste medarbejderrepræsentant, Daniela Cavallo, udelukker decemberaftalen både fabrikslukninger og afskedigelser af driftsmæssige årsager.

Tyske fabrikker leverer ikke varen

Samtidig har avisen Handelsblatt for nylig skrevet, at VWs eksisterende spareprogram ikke nåede de interne mål sidste år.

Ifølge avisen har de tre største tyske fabrikker i Wolfsburg, Emden og Zwickau ikke levet op til målene for effektivitet. Også varebilsfabrikken i Hannover kæmper med for høje omkostninger.

Det øger spekulationerne om, at der kan være flere – og mere vidtgående – besparelser på vej?

Hårdere prioriteringer

På kort sigt ændrer spareplanerne næppe noget for danske kunder.

På længere sigt kan økonomiske udfordringer få betydning for modelprogrammer, udviklingshastighed og prioriteringen mellem elbiler og fossilbiler.

Spørgsmålet er nu, hvor hårdt koncernen vil – og kan – skære for at sikre indtjeningen.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Måske man i den Europæiske bil industri endelig burde komme til den konklusion, at hvis alle er enige om at elbiler er fremtiden, så er det billigere jo hurtigere vi kommer derhen. At begynde at udvande 2035 forbuddet var en fejl.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here