VW vil bruge kinesisk kunstig intelligens i kommende biler

VW tager endnu et skridt i samarbejdet med Xpeng. Fremover skal kinesernes nye AI-teknologi hjælpe med kørslen i VW’s biler.

VW vil fremover bruge selvlærende kunstig intelligens fra kinesiske Xpeng i mærkets kommende biler. Den tyske bilproducent, der er Europas største, bliver dermed den første udenlandske partner, der vil bruge Xpengs næste generation af kunstig intelligens til at gøre kørslen mere sikker og komfortabel.

Nyheden understreger, hvor hurtigt bilindustrien bevæger sig fra at konkurrere på klassisk mekanik til software og kunstig intelligens.

I første omgang skal teknologien bruges i Volkswagens modeller til det kinesiske marked.

AI gør bilen mere selvstændig

Kernen i samarbejdet er Xpengs nye platform for kunstig intelligens (AI) kaldet VLA – en forkortelse for Vision, Language og Action (vision, sprog og handling).

Ideen er at samle tre funktioner i ét system: Hvad bilen ser, hvad den forstår, og hvordan den reagerer.

Traditionelle førerassistentsystemer arbejder typisk efter faste regler og kortdata. VLA-systemet fungerer derimod mere som en lærende AI-model, der analyserer omgivelserne gennem kameraer og sensorer og træffer beslutninger i realtid.

Ifølge Xpeng betyder det, at bilen i højere grad kan reagere naturligt i trafikken. Den kan eksempelvis vælge en mere flydende rute gennem tæt trafik eller reagere bedre på uforudsete situationer på vejen.

Testes allerede i Europa

Den nye VLA 2.0-platform bliver også introduceret i Xpengs egne biler i de kommende år.

Systemet testes allerede i Kina, men udvikles samtidig til internationale markeder. Xpengs europæiske udviklingscenter i München arbejder blandt andet med at tilpasse teknologien til europæiske trafikregler, vejtyper og køremønstre.

Målet er en global lancering i 2027. Dog først når de enkelte lande har godkendt funktionerne til avanceret førerassistance og automatiseret kørsel.

Partnerskab siden 2023 

VW og Xpeng indledte deres samarbejde i 2023, da tyskerne investerede omkring 5 milliarder kroner i den kinesiske elbilproducent.

Aftalen omfattede blandt andet fælles udvikling af elbiler til det kinesiske marked baseret på Xpengs teknologi.

At VW nu også vil bruge Xpengs AI-teknologi i egne biler viser, hvordan samarbejdet udvikler sig fra fælles bilprojekter til også at omfatte software og kunstig intelligens. Ambitionen er ifølge Xpeng, at intelligent kørsel på sigt skal føles lige så naturlig for bilister som automatgear gør i dag.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here