Efter fire år får danskernes favoritbil VW Up et omfattende facelift med flere farver, opdateret infotainment og mulighed for turbomotor.
Efter fire år på markedet er det blevet tid til en ansigtsløftning af VW Up. Den mindste folkevogn er ikke nogen kæmpesællert i Europa, men i Danmark har succesen været enorm. Up ramte markedet på et perfekt tidspunkt og i et design, der gjorde den til bilernes svar på en iPhone, og det har kunnet ses i salgsstatistikkerne: Bortset fra de seneste måneder har Up nærmest haft patent på titlen som Danmarks mest solgte bil.
Men fire år er lang tid i bilernes verden, og siden er konkurrencen i mikroklassen skærpet. Nye rivaler som Hyundai i10, Peugeot 108, Toyota Aygo og Opel Karl sælger også godt i et marked for mikrobiler, der er begyndt at svinde ind.
Nu skal VW Up generobre tronen som Danmarks bestseller. Opskriften er herligt kulørt: Flere farver, opdateret infotainment og mulighed for at udstyre Up med mikroklassens hidtil eneste turbomotor.
10 farver og 300 watt
Fremover kan du få din Up i 10 forskellige farver, hvoraf de syv er nye. Som på flere konkurrenter kan designet individualiseres med farver på sidespejlene og diverse streamers. Indvendig kan instrumentbordet også gøres mere farverigt og en særlig VW-app forbedrer samspillet med din smartphone, der både kan bruges til at vise vej og spille musik. Lyden skrues der også op for i topudgaven, der kan fås med et 300 watts anlæg fra amerikanske Beats Audio.
Kosmetisk får den faceliftede Up nye og mere kantede lygter for og bag, let ændrede kofangere, og sidespejle med indbyggede blinklys. Foran bliver LED-kørelys standard, mens en diskret kromliste under VW-emblemet giver et touch af luksus.
Under den korte motorhjelm kan du stadig vælge mellem 60 eller 75-hestes udgaven af den lille 1,0 liters benzinmotor med tre cylindre. Nyt er muligheden for at vælge samme motor med turbo og 90 hk, der forvandler Up til en fræk mikro-GTI. Spurten fra 0-100 km/t klares på knapt 10 sekunder og først ved 185 km/t løber den lille kraftkarl tør for damp. Alligevel er den grønne samvittighed bevaret med et snitforbrug på 22,7 km/l.
Den ansigtsløftede Up får officiel premiere på næste måneds biludstilling i Geneve, men når først frem til danske forhandlere i løbet af efteråret.
Læs også: Her er nyhederne i den næste Golf