En ansigtsløftning, lavere priser og europæisk produktion skal gøre den tre år gamle Kia Sportage til et attraktivt alternativ til SUV-sællerten Nissan Qashqai.
’En bil, man vendte hovedet efter’. Sådan siger den danske Kia-importør selv om SUV’en Sportage, der fik dansk premiere herhjemme i 2011. Men selv om udseendet – kreeret af Kia’s chefarkitekt Peter Schreyer – ganske rigtigt sad lige i designerskabet, blev Sportage aldrig den ventede succes på det danske marked. Resten af Europa var nemlig også begejstrede for den koreanske konkurrent til Nissans storsælgende crossover Qashqai, og så kom det lille danske marked bagerst i køen. Resultatet var lange ventetider, og det er gift for en ny bilmodel i en klasse, hvor livsstilen styrer og kunderne helst vil have drømmebilen i går.
Men nu får Kia Sportage en ny chance. Til april gør en ansigtsløftet udgave comeback i Danmark.
Kia Sportage fortjener en ny chance. Det er et super fint produkt i Crossover SUV segmentet. Derfor har vi med lanceringen af den forbedrede Sportage etableret et helt nyt modelprogram”, forklarer salgs- og marketingchef Mads Ries Lauvring fra den danske Kia-importør.
Tre år efter debuten er der nemlig sket ting og sager i Kia’s bagland. Produktionen af Sportage er flyttet fra fjerne Sydkorea til Slovenien i Europa, hvor Kia også fremstiller Ceed. Det betyder først og fremmest kortere leveringstider. Samtidig har Kia benyttet lejligheden til at forbedre Sportage med lækrere materialer i kabinen og bedre støjdæmpning. F.eks. sørger nyt ophæng af gearkassen for færre vibrationer, mens en forrude af lydisoleret glas dæmper støjen.
50.000 kr. billigere
Trumfkortet er dog en gedigen prisnedsættelse. Kia Sportage programmet er skåret ned til blot to modeller og to udstyrsvarianter – en benziner med 135 heste og en 1,7 liters diesel med 115 heste. Samtidig toner Sportage rent flag som en livsstils-crossover; muligheden for at vælge firehjulstræk bortfalder. Til gengæld begynder prisen for en veludstyret 1,6 benzin ved 254.000 inkl. lev. Tidligere kostede den billigste Kia Sportage med lidt mindre udstyr 304.000 kr. – reelt er der altså tale om en reduktion i prisen på 50.000 kr.
Diesel koster 40.000 kr. ekstra og begynder ved 294.000 kr. For 15.000 kr. ekstra rykker man fra Style til Style Plus udstyr, der bl.a. omfatter fartpilot, LED-kørelys, regnsensor og varme i både for- og bagsæder.
Med en længde på 444 cm placerer Kia Sportage sig i samme klasse som VW Tiguan og den nye Nissan Qashqai, der hidtil har været suveræn bestseller i klassen for mellemstore SUV’ere eller crossover-biler. Den faceliftede Kia Sportage bliver dog klassens billigste indslag – især hvis man ser på omfanget af udstyr. Renaults billigmærke Dacia er dog på vej med konkurrenten Duster, der bliver endnu billigere, når den også får dansk premiere i foråret.